Det røde mustenshus ser ud til ikke at have en ende. Det er det sidste hus på vejen i Ullerup. 11,1 kilometer fra Sønderborg. I indkørslen holder en godt brugt hvid Folkevogn Transporter. Det er fredag. Men ikke hvilken som helst fredag. Det er i dag, at Gitte Hansen holder afskedsreception. Efter 33 år som lærer på Varnæs Skole siger hun farvel til sine kolleger - og hendes mand, lærerformand Anders Bondo Christensen, går til hånde. Det skal være ordentligt, og det skal være hjemmelavet.

Med stolthed i stemmen præsenterer hun figenkompot, honning med hjemmehøstede nødder fra sommerboligen på Ærø og vindruer fra haven. Spændingen sitrer i hele hendes krop, da det hjemmebagte rugbrød bliver pakket sirligt ind ved køkkenbordet. Hendes mand har bare tæer og smider endnu et stort hvedebrød i ovnen. Opskriften er slået op, for selv om Anders Bondo har bagt brødet mange gange, kan han aldrig huske, hvornår han skal skrue ned for varmen.

Datteren Anna Hansen sidder ved spisebordet. Hun er lærer og har netop startet en 1. klasse i Slagelse. Svigersønnen holder roligt øje med de to børnebørn, Astrid og Inge, der hvinende har kastet sig over udklædningskassen. Anders Bondos far, Harry, er gået en tur. Nogle gange er der lidt for meget gang i den i huset i Ullerup.

Huset i Ullerup er hjemmebanen for Anders Bondo Christensen. Det var her, Gitte Hansen og han opdragede fire børn, her, han sov, da han var kredsformand i Sønderborg og Omegns Lærerkreds, her, han pustede ud i weekenden, da han blev formand for Danmarks Lærerforening. Her, han umiddelbart planlægger at bruge mere tid, når han forlader formandsposten 23. september.

Allerede inden han blev formand for Lærerforeningen, sov han som medlem af DLF's hovedstyrelse ofte i København. Og det var derfor fra hovedstaden, at han i 1999 ringede til konen for at overbringe nyheden om, at han gik efter at blive formand for Danmarks Lærerforening.

»I morgen siger jeg, at jeg stiller op til formandsposten«, sagde han. »Du kan gøre, hvad du vil. Jeg bor i Ullerup«, var Gitte Hansens svar. Og derfor er de her i dag. I det røde murstenshus i Ullerup. Og her bliver de.

Det har Gitte bestemt.

Anders Bondo går af som lærerformand efter 18 år 

I lærernes tjeneste

Anders Bondo Christensen blev kredsformand som 27-årig. Sidenhen valgt ind i DLF's hovedstyrelse. Han havde ingen masterplan om at blive formand, bedyrer han. I stedet opfordrede han den daværende næstformand Stig Andersen til at stille op. Men da han ikke gjorde det, gjorde Anders. I dag er han den længst siddende formand i Danmarks Lærerforenings historie. Selv om han tabte kampvalget mod Anni Herfort, fortsatte han i hovedstyrelsen, og da Anni Herfort tre år senere trak sig på en ekstraordinær DLF-kongres, var han eneste kandidat til posten.

De seneste 18 år har han drukket morgenkaffen i København oftere end ved spisebordet i Ullerup. Når han ramte familien i weekenden, måtte datteren Anna ofte kalde på hans opmærksomhed, fordi tankerne hang fast i Lærerforeningen. I stuen er der enighed om, at det ikke har været en optimal familiesituation. Men der er ikke for alvor fortrydelse i Anders Bondos stemme.

»Det har da haft en kæmpe omkostning, at jeg aldrig har været hjemme. Men man skal lade være med at gå og sige, at man svigter. Man har truffet et valg, og så må man stå ved det«, siger han.

Målsøgende stræber

Opgør med timetælleriet og en samlet hovedstyrelse var to mål, som Anders Bondo Christensen havde, da han blev formand for lærerne i 2002. Han mener, at han trods opture og nedture har nået sine mål. Et højdepunkt var, da han forhandlede arbejdstidsaftalen i 2008. KL stillede med Mads Lebech, daværende borgmester på Frederiksberg, og Anders Bondo følte, at de to fik den danske model til at leve, da de landede en aftale, der ifølge ham gjorde op med timetælleri og bureaukrati.

Datteren Anna Hansen, der også selv er lærer, nyder at hjælpe sine forældre med forberedelserne til morens afskedsreception. Hun har først for nylig meldt offentligt ud, at hendes far hedder Anders Bondo Christensen. »Jeg vil ikke stå til ansvar for hans gerninger«, siger hun. 

»Jeg har indgået mange aftaler og overenskomster. Senest arbejdstidsaftalen. I min tid har der sammenlagt været ét hovedstyrelsesmedlem, der har stemt nej - ellers har alle bakket op om resultaterne. Det har været en vigtig opgave at få samlet foreningen«, siger han og understreger, at det ikke er ensbetydende med, at der ikke må være uenighed.

»Det må ikke misforstås, som at man kvæler uenigheden. Jeg synes, det var fantastisk, da Niels Christian Sauer sad i hovedstyrelsen, eller da Peter Hess var der. Der skal være nogle, der bider én i haserne. Det har man i den grad brug for. Men det vigtige er, at man prøver at lytte til hinanden og finde landinger på tingene, som vi bredt kan se os selv i, og det er jeg glad for er lykkedes«.

Lærerformanden synes selv, at han er god til at lytte. Han forsøger også at uddelegere. I forretningsudvalget i DLF har de fem fagpolitikere besluttet, at hvert af de tre politiske udvalg i DLF fungerer som et lille ministerium. Men Anders Bondo indrømmer, at han kan have lidt svært ved at slippe ansvaret. Han er måske mest kendt fra overenskomstforhandlingerne, men han har også brugt meget energi på pædagogiske dagsordener, senest i udviklingen af DLF's skoleideal. Skal han give et råd til DLF's næste formand, er det måske ikke at involvere sig helt så meget i alting, som han selv har gjort.

»Det der med at sige, at der er noget, som man ikke behøver at være 110 procent over. Det er måske en meget god ide. Vi har talt om, at udvalgsformænd har ministeransvar. Det synes jeg, at jeg har levet op til, men jeg vil frygtelig gerne orienteres og frygtelig gerne drøfte, hvad der sker på alle de mange felter af DLF«.

Lærer med stort L

I huset i Ullerup bliver han også orienteret. Han kender navnene på de fleste af sin hustrus elever. Hun har altid fortalt ham om sin hverdag på skolen. Han understreger igen og igen, at lærerjobbet er verdens bedste job, og at han er lærer med stort L. Men i dag er han ægtemand og tager beredvilligt imod sin kones opfordringer om at plukke æbler, bage brød og pakke bil.

Han har gennem alle årene lyttet til Gitte Hansen. Nogle gange mere engageret end andre. Men Gitte Hansen er blevet ved med at fortælle historierne fra Varnæs Skole.

»Han har simpelthen brug for at tænke på noget andet indimellem«, siger hun, mens hun kigger på uret og overvejer, om hun skal skifte tøj nu, eller først når hele buffeten er bragt op på skolen.

Selv om de har set mindre til hinanden end de fleste andre par, så er Gitte Hansen tit dukket op, når hendes mand har haft mest brug for det. Som i 2013, hvor det stod klart, at forligsmand Mette Christensen snart ville erklære sammenbrud i overenskomstforhandlingerne. Gitte Hansen ringede og fik lov til at komme ind i Forligsinstitutionen med øl i tasken. Hun havde fri, for Anders og hun havde planlagt en tur til Rom. Den tur blev erstattet af et par timers søvn på to madrasser på gulvet, som HK's forhandlere havde med.

»Jeg har været under et ekstremt pres. Jeg prøver at signalere overskud, men indeni er jeg under ekstremt pres. Jeg er på mange måder en følsom person og føler et enormt ansvar for at lykkes. Jeg ved, at der er titusindvis af lærere, og når det er Forhandlingsfællesskabet, så er hundredtusindvis af offentligt ansatte afhængige af, at jeg kommer i mål. Det er et kæmpeansvar. Det har ikke for mig været tungt at bære, men det er en stor belastning. Og det at have Gitte gør en kæmpe forskel«, siger Anders Bondo.

Køkkenhaven er på 250 kvadratmeter og giver kål, salat, rødbeder, kartofler, majs og porrer. Alt bliver gemt, så parret er selvforsynende med grøntsager det meste af året. Det er mest Anders Bondo, der luger. 

Selvrespekten

Da KL's lockout i 2013 lukkede skoleporte for de fleste lærere, gik Gitte Hansen som tjenestemandsansat på arbejde på Varnæs Skole. Anders Bondo rejste land og rige rundt for at holde humøret oppe hos de lockoutede lærere.

»Jeg sov kun ganske få timer i døgnet. Der var en dag, hvor jeg kørte 900 kilometer. Så kommer man altså langt i Danmark for at deltage i medlemsmøder og arrangementer. Det var nok lidt vanvittigt, at jeg kørte selv. Min sekretær ringede rundt og sagde: 'I skal sørge for en parkeringsplads tæt ved indgangen, og I skal sørge for, at han får noget at spise, og det må ikke være sandwich'. Det var bare ind, småløbe ud til bilen«, siger han og tilføjer: »Jeg fik også en enkelt bøde, fordi jeg talte i mobiltelefon, mens jeg kørte. Det var en meget venlig betjent. 'Jeg ved, du har travlt', sagde hun, og så skyndte hun sig at give mig bøden. Og så vendte hun tommelfingrene op og sagde held og lykke«, siger han og viser med et opmuntrende smil, hvordan hun gjorde.

Den 25. april 2013 var Gitte Hansen igen i København. Hun gav Anders Bondo et kort knus, da han gik over Christiansborg Slotsplads. En spontan demonstration blev langsomt samlet, stilladsarbejdere byggede en scene. Helle Thorning-Schmidt, Christine Antorini og Mette Frederiksen bebudede for rullende kameraer, at KL's lockout af lærerne stoppede nu, og lærernes arbejdstidsaftale blev erstattet af en lov. Da Anders Bondo Christensen gik mellem demonstranterne, greb en lærer fat i hans arm og spurgte: »Har vi tabt nu?«

»'Ja, vi har tabt, men vi har heldigvis ikke tabt vores selvrespekt', svarede jeg. Det var en vigtig opgave for mig at prøve at holde lærernes selvrespekt oppe. Det var virkelig et sort kapitel i Danmarkshistorien«, siger han med et lidt opgivende træk på skuldrene ved spisebordet.

Opslidende forhandlinger

Anders Bondo Christensen har eget fadølsanlæg og har fustager med til sin hustrus afskedsreception. Anlægget væltede godt nok i sommer, da parret var i deres hus på Ærø, så der er en vis bekymring for, om anlægget nu også virker. 

Fade med pølser, ost i alle afskygninger og store dåser med slik hentet syd for grænsen bliver båret ind i bilen. Gitte Hansen tripper for at komme hen til skolen. Anders Bondo løber ind efter det sidste brød og sætter sig bag rattet.

På Varnæs Skole har pedellen dækket bordene med hvide duge. Pedellens kone har lavet blomsterdekorationer, og der er masser af flasker med håndsprit. Anders Bondo må skræve over skoletasker på gangen, da han bærer kasserne ind.

Selv om gæsterne kommer om lidt, er der ro på hans krop. Sådan har det ikke altid været. De mange og langstrakte forhandlinger har tæret - også mere end godt er, mener han selv. I efteråret 2013 væltede Anders Bondo Christensen på cyklen.

»Så gik jeg til min læge og sagde, at jeg havde fået virus på balancenerven, for det havde jeg nogle kammerater, der havde. Så grinede lægen og sagde: 'Du har ikke virus på balancenerven'. Det var en efterreaktion på forløbet i 2013. Der skete noget fysisk. Jeg kommer aldrig helt tilbage. Jeg er selvfølgelig også blevet ældre, men min fysik er belastet af, at jeg har brugt mig selv. Den runde, vi tog i 2018, var heller ikke for tøsedrenge. Jeg var chefforhandler på det store kommunale område. Jeg var næstformand i CFU (Centralorganisationernes Fællesudvalg, redaktionen), jeg var chefforhandler på lærerområdet, det var jo en stor opgave«, siger han og fortæller, at det var en medvirkende årsag til, at han efter forhandlingerne i 2018 bestemte sig for, at forhandlingerne om en overenskomst i 2021 bliver uden ham: »Man skal kunne holde til det«.

En æra er forbi

Fremtiden er uvis

Alt er anrettet. Anders Bondo har sat brødet kunstfærdigt op på bordet. Gæsterne begynder langsomt at komme. Men Gitte er væk. »Hvor er hun henne? Det er ikke smart, det her«, siger han, mens han nikker venligt og hilser afmålt på dem, som kommer ind. »Jeg gik også samtidig med min kone. Det er ikke så ringe«, kommer en ældre herre hen til ham og siger. Anders Bondo smiler skævt.

Han har ingen fremtidsplaner, bedyrer han. Han håber, han kommer til at kunne sove seks timer i træk. Det har han ikke gjort de sidste ti år. Men han bliver ikke almindelig lærer i folkeskolen igen. »Jeg tror ikke, at der er en skoleleder, der vil have mig i klasseværelset nede ad gangen«. Han har allerede fået jobtilbud. Han vil dog ikke ud med hvilke.

»Men først tager jeg en måned sammen med Gitte. Vi har jo ikke set så meget til hinanden«.

Og så lyder Gitte Hansens stemme:

»En måned? Jeg håber da, at det bliver lidt mere«.

Gitte Hansen og Anders Bondo får pludselig travlt med at nå hen til skolen. De bor kun i halvdelen af deres ejendom. Sidste år købte de den anden halvdel for 305.000 kroner. Kommunen ville sælge, og den ældre mand, der boede der, skulle flytte. Nu får han lov til at blive boende i huset.