Syv undervisningsministre har Anders Bondo Christensen trykket i hånden og diskuteret folkeskole med. Lærernes formand har efter eget udsagn kunnet samarbejde med dem alle. »Det er en af mine spidskompetencer«, som han siger. Men det er svært at få reelle resultater ud af samarbejdet, hvis ministrenes magt er begrænset.

Kære nye undervisningsminister: Her er vores ønskeseddel 

»Jeg har haft et godt samarbejde med Merete Riisager, men hun har siddet i en svær position, fordi enhver har kunnet se, at hun ikke syntes, at reformen var Guds gave til børnene, men hun har ikke kunnet fjerne den. Bertel Haarder sagde selv på et tidspunkt, at han havde fået et ti sider langt regeringsgrundlag hængt om halsen, som gjorde, at der ikke var meget plads til dialog med Anders Bondo. Og det gik helt galt i 2013, hvor Christine Antorini intet kunne, fordi der allerede lå en masterplan. Det afgørende er, at vi får en undervisningsminister, som har reel mulighed for at indgå i en samtale«.

Det er Anders Bondos håb - uanset om det bliver en blå eller rød minister - at samarbejdet virkelig kan genetableres. Danmarks Lærerforening og KL er i fuld gang med at skabe en ny start, og Anders Bondo er begejstret over, hvor meget der foregår både på centralt niveau og ude i de enkelte kommuner. Det arbejde håber han at få regeringens og den nye undervisningsministers opbakning til.

»En regering skal ikke blande sig i vores aftaler. Men man kan give opbakning til et godt samarbejde og et ønske om at ville skolen og give lærerne de bedste muligheder for at give eleverne den bedste undervisning. Vi skal ikke kopiere Finland, men det samarbejde, de har i Finland mellem politikere, skoleejere og lærerforening, det håber jeg, at vi også kan etablere her«.

DLF-formanden er optimistisk i forhold til, at de nye samarbejdsvinde også er blæst ind på Christiansborg, blandt andet fordi han blev inviteret ind til en drøftelse med forligskredsen omkring folkeskolereformen, inden den seneste aftale blev indgået. Det skete, efter at DLF havde sendt et grundigt gennemarbejdet oplæg på 12 sider med argumenter baseret på pædagogisk forskning.

»Det tog jeg som et rigtig godt tegn. Meget af debatten har været forpestet af at være for eller imod reformen. Det håber jeg, at vi kan lægge bag os, trække en streg i sandet og se fremad«.

Bondo positiv over for skoleudspil: Regeringen vil korte skoledagen 

Faglighed og dannelse er ikke modsætninger

Allerhelst kunne han ønske sig, at en ny minister vil starte med at være med i en grundlæggende diskussion af, hvorfor vi overhovedet holder skole. Der er alt for meget zigzag over den politiske kurs, mener Anders Bondo Christensen:

»Jeg har efterlyst den diskussion i årevis, fordi den er hele grundlaget for, hvad vi vil med skolen. Se bare hele forløbet med læringsmålstyret undervisning, hvor vi har brugt enorme resurser, energi, tid og frustration, fordi nogle har tænkt, at jo flere læringsmål, jo mere effektivt. Og nu har vi så afskaffet det hele igen. Det er jo helt hul i hovedet«.

»Det duer ikke, at vi fægter i blinde. Vi skal væk fra den måde at drive skole på, hvor man for eksempel indfører nationale test, fordi man tror, det gør skolen bedre at måle og veje den enkelte elev. Og så finder man tilmed ud af nu, at de ikke engang måler rigtigt. Vi skal hen til en fælles vision og viden og et samarbejde om den gode skole«.

Er det en fordel eller en ulempe for skolen med de brede politiske forlig?

»Udfordringen er, at politikerne ikke er enige om, hvad de vil. Se bare efter at de havde præsenteret folkeskolereformen, hvor journalisterne stillede spørgsmål til ordførerne, og de svarede vidt forskelligt, fordi de slet ikke havde drøftet, hvad de ville. Man havde bare hver sin kæphest, og det var det, man promoverede. Det var et enormt bredt forlig, men der var ikke reel enighed om, hvilken vej skolen skal«.

DLF er ved at lægge sidste hånd på et folkeskoleideal, der skal vedtages på kongressen næste efterår. Det håber Anders Bondo kan fungere som et oplæg til en debat om, hvorfor vi holder skole.

»Vi prøver at definere folkeskolens opgave. Vi har et kæmpe ansvar for, at de kommende generationer kommer godt i vej. Men de ti år i skolen er en stor del af vores liv, og derfor skal de også have en værdi i sig selv«.

Han synes, at skolen skal give eleverne mulighed for at blive kloge mennesker. Han er, som han selv udtrykker det, »forelsket« i formuleringen fra formålsparagraffen fra 1993, der siger, at det er folkeskolens opgave »i samarbejde med forældrene at fremme elevernes tilegnelse af kundskaber, færdigheder, arbejdsmetoder og udtryksformer, der medvirker til den enkelte elevs alsidige personlige udvikling«.

»Det er en benhård faglighed, hvor man lærer at blive et klogt menneske gennem fagene. Jeg ser ingen modsætning mellem dannelse og høj faglighed. Tværtimod. Det er den form for skole, man kommer og kigger på fra Sydkorea. Fordi den ikke er helt ødelagt endnu«.

Riisager og Bondo til lærerne: Brug dit nye professionelle råderum 

Klar til at tage medansvar

Spørgsmålet er så, hvor meget magt undervisningsministeren reelt har til at ændre på folkeskolen. Anders Bondo mener, at der er mange, der bestemmer over folkeskolen - for mange.

»Jeg havde på et tidspunkt nogle grundige drøftelser med kvalitetschefen på Danfoss, som havde gjort sig den ulejlighed at prøve at sætte sig ind i folkeskolens struktur. Vi mødtes privat, og efter en kop kaffe og en bolle sagde han:

'Det er et helt vanvittigt system, du agerer i, Anders'. Og så remsede han op fra et folketing, et udvalg, en minister og et ministerium og et byråd og en forvaltning og et udvalg og en skolebestyrelse og en skoleleder. Det er jo fuldstændig håbløst. Derfor er det også blevet en ideologisk kampplads, hvor der er mange, der gerne vil bestemme, men de har ikke samme interesse i, om skolen faktisk kan løse opgaverne. Mange vil bestemme, men få vil tage ansvar«.

Anders Bondo understreger, at Danmarks Lærerforening meget gerne vil være med til at tage ansvar for folkeskolen. Det er det, foreningen forsøger ved at gå sagligt ind og pege på, hvad forskningen viser, og hvad lærernes erfaringer viser. Udfordringerne skal løses i samklang mellem forskere, lærere og politikere.

Han lægger også vægt på, at alle parter skal tage ansvar. Og derfor vil Anders Bondo ikke holde op med også at gøre opmærksom på, at der er blevet sparet for meget på folkeskolen.

»Vi skal gøre både-og. Men det nytter ikke noget, når antallet af lærerstillinger er reduceret med 16 procent, mens elevtallet kun er faldet med syv procent, og eleverne samtidig skal gå 36 procent mere i skole. Det er ikke noget, vi kan diskutere. Det er kolde facts. Selvfølgelig skal vi også kunne tale om det. Men jeg er også indstillet på, at vi skal bruge resurserne effektivt. Når vi for eksempel har anbefalet kortere skoledage, er det jo, fordi vi forskningsmæssigt ved, at det ikke virker at styrke kvantitet på bekostning af kvalitet. Når man ikke vil lægge de ekstra millioner i folkeskolen, er det bedre, at vi bruger de penge, der er, fornuftigt«.

Anders Bondo: Finansministeriet trækker fortsat i trådene

Min opgave er at samarbejde

Ser man på afstemningsresultatet ved seneste overenskomstforhandling, stemte 25,4 procent af lærerne nej til forliget, og tager man temperaturen i debattråde på folkeskolen.dk, er der fortsat en gruppe lærere, som ikke mener, at man skal stole på politikerne igen eller være klar til et nyt samarbejde. Hvordan kan Anders Bondo samarbejde med alle politikere, uanset hvor de står?

»Jeg forstår til fulde medlemmernes frustration. Det var grænseoverskridende og fuldstændig unødvendigt i 2013. Hvorfor skulle vi lockoutes i fire uger, når man vidste, hvad man ville? Det kunne man have gjort efter to dage. Det skal da ikke være nogen hemmelighed, at et af de sværeste møder, jeg har haft, var det første med Christine Antorini efter lockouten. Men hvis jeg var blevet siddende i min stol og havde råbt æv, så var vi ikke kommet videre«.

Han understreger, at hans opgave er at sikre lærerne de bedst mulige forhold fremover og at gøre det bedste for skolen. Det kræver, at han kan samarbejde med enhver undervisningsminister.

»Jeg har bestemt respekt for de medlemmer, der stemte nej og ikke kan forstå, hvorfor de skal have tillid til politikerne. Men jeg skal jo prøve at være nøgtern og sige: Hvad er alternativet? Ville det give bedre arbejdsvilkår og en bedre folkeskole med en ny konflikt? Min analyse siger, at det ville det ikke. Det tror jeg også, at det store flertal, da man var kommet sig over skuffelsen, er enig i«.

DLF Mener. Valg og demokrati