Morgenduelig og motiveret eller social og fuld af selvtillid?

Siden nytår har alle afgangselever fået vurderet deres uddannelsesparathed. Vurderingerne er en udbygning af de gamle egnet/ikke-egnet-bedømmelser til gymnasiet, men som noget nyt er også erhvervsskolerne kommet med, ligesom vurderingerne indgår i den uddannelsesplan, som alle unge skal have fastlagt, og som er en del af Ungepakke I og II.

Målet er at forebygge de mange frafald på ungdomsuddannelserne, og hertil er faglig dygtighed ikke nok. Eleverne bedømmes også ud fra kriterier som »motivation«, »engagement«, »sociale evner« og »personlig hygiejne«. Men det er ikke muligt at bedømme, hvordan en ung vil fungere i et nyt læringsmiljø, lyder det fra flere kritikere, som også er bekymrede for, om beskeden »ikke-uddannelsesparat« yderligere skader de unges motivation til at gå videre i uddannelsessystemet.

En helt ny opgørelse fra Undervisningsministeriet over dette års vurderinger viser, at der er - endog meget stor - forskel fra kommune til kommune på, hvor mange elever der »består«.

I alt er 2.996 elever vurderet »ikke uddannelsesparate« til en gymnasial uddannelse, og 226 er ikke parate til en erhvervsuddannelse. Det svarer til henholdsvis 6,3 og 1,5 procent.

De kommuner med flest »ikke-uddannelsesparate« elever er Albertslund, Ishøj, Ringsted, Roskilde og Brøndby med København lige bagefter. Alle steder ligger »ikke-uddannelsesparatheden« på omkring ti procent, mens landets fire økommuner og Glostrup slet ikke har nogen elever, der er vurderet »ikke-uddannelsesparate«.

Forskellen gør sig gældende helt ned på skoleplan. Man kan med andre ord finde én 9. klasse, hvor 21 ud af 28 er fundet parate og optaget på en gymnasial uddannelse, hvor det på naboskolen kun er én enkelt elev, der er vurderet parat til at læse videre på gymnasiet.

Men det er ikke overraskende, siger Leif Petersen, der er leder af Ungdommens Uddannelsesvejledning, UU, i København:

»Der kan være meget store forskelle på skoler, også selv om de ligger få kilometer fra hinanden. Det kan for eksempel hænge sammen med den sociale og økonomiske gruppe, eleverne kommer fra. Og det vigtigste er, om børnene kommer fra et hjem med tradition for uddannelse eller ej. Det kan man ikke lægge skolen til last«, siger han.

Samme melding kommer fra formanden for Skolerådet Jørgen Søndergaard:

»Der er en klar sammenhæng mellem elevernes sociale forhold og deres uddannelser. Der er en gruppe af eleverne, der ikke får hjælp til lektier, læst højt eller øvet en fremlæggelse derhjemme. Den manglende støtte skal folkeskolen kunne erstatte, men det er, som om man ikke har fokus på de børns særlige behov«, siger han.

Intet belæg

Ordningen skal evalueres i løbet af efteråret, men allerede nu bliver den kritiseret i skarpe vendinger. En af de skarpeste kritikere er lektor ved professionshøjskolen UCC i København, Lisbeth Højdal, der uddanner vejledere:

»Det er en katastrofe, især for drengene, der som regel modnes lidt senere. Man tvinger dem til at vælge noget andet end det, de virkelig ønsker sig - i bedste fald. I værste fald giver de bare op«, siger Lisbeth Højdal og uddyber:

»Ifølge den udenlandske forskning, som findes på vejledningsområdet, er der nogle faktorer, der har betydning for, om en person når sine karrieremål og for eksempel gennemfører en uddannelse. Det er blandt andet at have et personligt mål, som er vigtigt og meningsfuldt, og som man også tror på, at man kan nå. Hvis man opgiver troen på, at man kan nå sit mål, er der en tilbøjelighed til at give op. Mange unge med dårlige erfaringer fra folkeskolen har kun ringe tiltro til deres egen formåen«.

Hun understreger, at egnethedsvurderingerne til de gymnasiale uddannelser havde samme formål som de nye uddannelsesparathedsvurderinger, men hvis de virkede efter hensigten, ville der jo ikke have været noget frafald her, og det er der jo!

Hun fortsætter:

»Der er med andre ord intet forskningsmæssigt belæg overhovedet for uddannelsesparathedsvurdering. Miljøskift kan ændre både præstation og adfærd. Nu vurderer man de unge retrospektivt for at forudsige, hvad der vil ske i fremtiden, men ingen i hele verden kan forudse, hvordan man vil gebærde sig fremover i en anden sammenhæng i en anden skole«, siger hun.

Og at en vurdering ikke behøver være den endegyldige sandhed, viser opgørelsen på »opmærksomhedslisten« over elever, hvis forældre ikke har været enige i vurderingen. Den viser, at godt halvdelen af de elever, der i første omgang var blevet vurderet »ikke-uddannelsesparate«, efterfølgende har fået vurderingen ændret af ungdomsuddannelsesinstitutionen.

»På gymnasierne har der altid været et ret stort frafald også blandt elever, som har været vurderet som egnede på forhånd. Og på erhvervsskolerne falder de igennem i meget store mængder, og det er et stort problem, men du kan ikke på forhånd afgøre, hvem der vil og ikke vil kunne klare det«, mener Lisbeth Højdal.

Større pakke

Uddannelsesparathedsvurdering er et nyt begreb, der skal støtte op om det overordnede politiske mål om, at mindst 95 procent af en ungdomsårgang skal gennemføre en ungdomsuddannelse. Og vurderingen er kun en mindre del af den samlede Ungepakke, forklarer chefkonsulent Per Bredsholt fra Undervisningsministeriet:

»Parathedsvurderingerne er en del af et større billede, hvor fokus er at forhindre frafald fra ungdomsuddannelserne. Det sker ved at sørge for, at de unge er velfunderede nok til at gennemføre en ungdomsuddannelse, hvis de begynder på den, men samtidig har kommunen også en forpligtelse til at gøre de unge uddannelsesparate. Så det er en del af en større pakke og en politisk kontekst«, siger han.

Vurderingen foretages i et samarbejde mellem skolen og kommunens uddannelsesvejleder.

Desuden skal uddannelsesvejlederen - i samarbejde med den unge - lægge en uddannelsesplan, som gælder, til eleven er 25 år. Hvis man fraviger planen, skal uddannelsesvejlederen anmelde det til kommunen, som kan inddrage børnepengene, hvis den unge og forældrene ikke samarbejder om at opfylde planen.

En del af baggrunden er det fokus, der de senere år har været på det store frafald fra ungdomsuddannelserne. I gymnasiet har tallet i mange år ligget på omkring 15 procent, mens helt op mod 70 procent af de unge, der starter på en erhvervsskole efter 9. klasse, dropper ud igen.

Leif Petersen mener, at det er positivt, at der er en gensidig forpligtelse indbygget i pakken:

»Hvis man ikke er uddannelsesparat, har man pligt til at følge en uddannelsesplan for, hvordan man kan blive det, og samtidig har kommunen pligt til at sørge for, at man får tilbud, så man bliver parat. Så det er en positiv mulighed for de unge, der før bare gik ud, og hvor der ikke rigtig var nogen, der tog sig af dem. Det er et rigtig godt udgangspunkt, at alle børn skal have en uddannelse«, siger han.

Jørgen Søndergaard er enig i, at der er en gruppe elever, der ikke har en chance for at klare sig på en ungdomsuddannelse uden først at få lidt ekstra input og blive »gjort parate«.

Ikke gatekeeper

Ifølge professor Per Schultz Jørgensen er der overhængende fare for, at de svage elever helt opgiver at få en uddannelse, hvis vejen ind bliver for svær:

»Blandt de 14-17-årige kommer hver tiende fra decideret svage hjem, og 40 procent af dem dropper ud uden at afslutte en almindelig folkeskoleuddannelse. De går direkte ud til enten ufaglært job eller job med hurtig gevinst på den korte bane«, siger Per Schultz Jørgensen. Han forestiller sig, at de vil blive endnu mere tilbøjelige til at droppe ud, hvis de får en »negativ« vurdering.

Men uddannelsesvurderingen er udelukkende ment som en hjælp, understreger Leif Petersen fra UU København, der kraftigt afviser, at vejlederne kommer til at fungere som en slags gatekeepere:

»Vi er ikke ude på at sætte en bom ned foran de unge. Men hvis man ikke kan finde motivationen, bliver det meget vanskeligt at gennemføre for eksempel gymnasiet, for det er hårdt arbejde«, siger Leif Petersen og fortsætter:

»I stedet for at den unge går i gang med noget, som han ikke kan klare ud fra den viden, vi har om, hvad der skal til, så er det bedre, at de får et år til at forberede sig eller blive mere modne og afklarede.

Vi tager det meget alvorligt, at alle skal have en uddannelse, og ser ikke bare passivt til«, siger han.

Flest erklæret ikke-uddannelsesparat:

Albertslund: 12,8 procent

Ishøj: 12,3 procent

Ringsted: 11,7 procent

Roskilde: 10,8 procent

Brøndby: 10,3 procent

København: 9,9 procent

Færrest erklæret ikke-uddannelsesparat:

Varde: 0,8 procent

Læsø, Ærø, Samsø og Glostrup: 0,0 procent