Anmeldelse

Sådan inddrager du børn og unge

Børnerådets håndbog henvender sig til alle, der arbejder eller vil arbejde med at inddrage børn og unge, og må være uundværlig på skolens bogreol.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Vidste du, at DR’s tv-avis for børn, ”Ultra Nyt”, blev til i et samarbejde med Børnerådet med ønsket om at sikre børns ret til information om samfundet? Jeg gjorde ikke, men er med ”Håndbog i børneinddragelse” blevet en hel del klogere på flere aspekter inden for emnet børneinddragelse.

Fakta:

Titel: Håndbog i børneinddragelse

Pris: 198

Sider: 239

Forlag: Børnerådet

Håndbogen er blevet til for at sikre, at børn og unge inddrages i de forhold, der er relevante for dem, og som håndsrækning til de voksne, der arbejder med dem. Målgruppen er bred, lige fra konsulenten, projektlederen og bevillingsgiveren til skolelæreren, pædagogen, sygeplejersken og den studerende.

Gennem syv kapitler får vi Børnerådets bud på, hvordan man ”praktiserer god inddragelse”. Udgangspunktet for børnesynet er FN’s Børnekonvention, og grundholdningen er, at børn og unge er "eksperter i deres eget liv” og derfor har retten til at blive hørt og sige deres mening. Det første kapitel sætter fokus på børns perspektiver ved en gennemgang af de grundlæggende rammer for børneinddragelse. Vi føres gennem børnesynets historiske udvikling, motivationer for inddragelse af børn og unge samt to modeller for dette. I det andet kapitel behandles de juridiske aspekter af børneinddragelse. Tredje og fjerde kapitel omhandler planlægning og forberedelse inden inddragelse af børn efterfulgt af en række konkrete værktøjer i form af øvelser og metoder, blandt andet forskellige former for interview, spørgeskemaer, workshops og procesøvelser. I de efterfølgende kapitler behandles kommunikation med børn og unge i et inddragelsesprojekt, disse som ambassadører, og i sidste kapitel gives indblik i en række konkrete og afviklede eksempler på børneinddragelse i Danmark og Sverige. Bogen afrundes med bilag til inspiration, eksempelvis forslag til breve og interviewguider.

At jeg som lærer og vejleder har manglet denne bog, blev klart under læsningen. ”Håndbog i børneinddragelse” skal ikke læses fra ende til anden, men anvendes som opslagsværk, når jeg kommer i tvivl om samtykke eller underretning, har brug for inspiration til alternative interviewmetoder og inddragelsesøvelser. Layoutet er lækkert og overskueligt, og på indholdssiden indledes hvert kapitel med en læsevenlig introduktion, så jeg kan beslutte, hvorvidt det pågældende kapitel har relevans for mig eller ej. Undervejs forklares fagbegreberne i bogens margen, ligesom der hele bogen igennem gives konkrete eksempler fra Børnerådets arbejde til anskueliggørelse af og som inspiration til egen praksis, når målet er børneinddragelse.