Der var rigtig meget, der gik op for mig, da jeg læste denne bog, der handler om, hvad lærere og pædagoger lærer på seminarierne, og hvad der gør forskellen på en faguddannet og en ikkefaguddannet. Vi har været for dårlige til at sætte ord på vore kompetencer, for mennesker til alle tider har kunnet passe børn og ældre. Så hvorfor skal vi have en uddannelse i det?

Bogens forfatter mener, at vi har brug for at udvikle et fagsprog omkring, hvad professionel relationskompetence er. Det er ikke bare at have gode relationer som et mål i sig selv, sådan som mange tror. Det handler om, at vi – som professionelle – skal kunne ”forklare, vurdere og fortolke begrebet 'relationskompetence' samt reflektere over samspillets muligheder eller begrænsninger og herigennem tilpasse vores adfærd, så den understøtter andre menneskers læring og udvikling”.

Forfatteren skriver også, at den menneskelige hjerne har en tendens til at tænke i negative spiraler, hvilket er nødvendigt mange gange, fordi det hjælper til at foregribe farer og ulykker. Men som de positive psykologer så smukt udtrykker det, så "bliver du, hvad du tænker”. Bogens undertitel er "Stjernestunder i det relationelle univers”, og det handler også om at se og anerkende det, som går godt.

I takt med at verden og psykologien forandrer sig, og der for to år siden kom en ny folkeskolereform, så stilles der nye krav til både pædagogikken og det kollegiale samarbejde. Vi skal som professionelle kunne ”tåle”, at der af og til sker sindsoprivende ting, som ikke nødvendigvis skal bringe os ud af fatning. Vi har brug for en vis grad af personlig råstyrke for at kunne håndtere kompleksiteten.

Bogen giver konkrete anvisninger på, hvordan pædagogikken kan være med til at løfte det enkelte menneske op over sin egen snævre, lokale og tidsmæssigt begrænsede horisont og ind i et komplekst fællesskab. Gennem kapitlerne bliver der zoomet ind på forskellige aspekter, der er betydningsfulde for det gode samspil. Bogen sluttes af med at zoome ud og beskrive, hvordan de gode relationer i et større perspektiv er grobund for vores velfærdssamfund.

Kapitlerne tager udgangspunkt i den positive psykologis teoriunivers, og der skrives om begrebet synlig læring. Med denne bog er det tanken, at den professionelle skal være i stand til at gøre sig ekstra umage med at skabe udviklingsstøttende relationer, fordi gode relationer åbner op for livet. Det kræver, at de voksne er sensitive og tillægger de pædagogiske stjernestunder betydning.

Selv om jeg er kritisk over for den såkaldte positive psykologi, må jeg lægge stridshandsken for en stund. Det er faktisk en god og letlæst bog, der kan læses hurtigt, fordi den er så overskuelig i sin opbygning. Og jeg blev faktisk klogere af at læse den.