»Jeg vender det igen og igen i hovedet«, siger skoleleder Helen Stokkedal.
Palle Peter Skov
Skolelederen mistede sin uskyld
Den voldsomste proces, jeg har været igennem, siger skoleleder på Bredagerskolen.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
For to måneder siden så verden helt anderledes ud, fortæller skoleleder Helen Stokkedal. Hun har været leder på Bredagerskolen i 16 år og har i løbet af årene fyret lærere nogle gange. Men aldrig som denne gang.
»De tidligere afskedigelser var nogle, jeg kunne stå inde for. Men nu handler det om besparelser. Det kom som et chok for os alle. Man kan sige, at skolelederen mistede sin uskyld. Det gør noget ved én. Det er den voldsomste proces, jeg har været igennem som leder. Jeg er glad for, at vi er et ledelsesteam. At vi er fem sammen om det«, siger hun.
Ni lærere blev fyret 4. marts på Bredagerskolen i Jelling. Det er det største antal på én skole i Vejle Kommune.
»Jeg håber ikke, jeg skal igennem sådan en afskedigelsesprocedure igen«, siger skolelederen.
Hun fortæller, at kommunen desuden skærer i timetallet og specialundervisning.
Når der skal afskediges, er nogle fredede. De tillidsvalgte og dem på barsel kan ikke afskediges, og man vælger ikke at fyre tjenestemandsansatte, fordi det bliver for dyrt for kommunen.
»Det vil aldrig være rimeligt, hvordan man fyrer på grund af besparelser. Vi opdagede, at der på vores første liste over mulige lærere, der kunne afskediges, var en overvægt af enlige mødre. Vi så på det igen og ændrede noget«, siger Helen Stokkedal.
Der er dog stadig en del eneforsørgere blandt de fyrede.
»Jeg vender det igen og igen i hovedet. Om vores overvejelser er rigtige? Vi gjorde i hvert fald, hvad vi kunne for at forberede os«.
Skolen havde indkaldt en krisepsykolog på selve dagen. Der var ikke mange, der brugte ham, men ledelsesteamet gjorde.
»Flere syntes, at ledelsen forsvandt for hurtigt den dag. Vi gik, fordi personalet skulle have mulighed for at tale med hinanden uden os, men det er altid en svær balance. Alt det sagte bliver vejet på en guldvægt, og her taler vi også om mikrogram«.
Nedskæringerne giver store ændringer. For eksempel arbejder man nu i årgangsteam og har 12 team, men planen er at ændre det til seks store team.
»Som strukturen er nu, ville den enkelte lærer skulle ud i flere team for at få alle sine arbejdstimer. Derfor må vi tænke i større team«, siger Helen Stokkedal.