Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Sommerferien i år er meget speciel. Det er 19-20 år siden, at der sidst var så mange lærere, som blev forflyttet og afskediget. Det er tid til at tage afsked, men også tid til at sige goddag og velkommen. Og det skal gøres ordentligt, for det er en sårbar situation for dem, der bliver flyttet eller slet ikke har en ny arbejdsplads.
Dug på bordet, blomster og god forplejning hører til, når man skal sige ordentligt velkommen, mener konsulent Birthe Hansen fra DLF's kontor for organisation og arbejdsmiljø.
Tre af DLF's sagsbehandlere har allerede været rundt til over 50 møder på skoler med tillidsrepræsentanter eller kredsstyrelser for at tale om fusioner, fyringer og forandringer.
»Det bliver et nyt skoleår med stor uvished. Mange steder ved personalet endnu ikke, hvornår forandringerne sker og hvordan. Det er et voldsomt pres på alle og har stor betydning for det psykiske arbejdsmiljø«, siger Birthe Hansen.
»Jeg spurgte på et af møderne, om man ikke kunne bruge erfaringerne fra kommunesammenlægningen. Én svarede med et smil, at den var de ikke kommet over endnu - de var stadig delt op i sogne«.
Andre fortæller om tidligere skolefusioner, som fortsat spøger. Blandt andet om et lærerværelse, der flere år efter en fusion stadig er delt op i to.
Vigtigt første møde
Birthe Hansen fortæller, at det er vigtigt at have godt styr på det første møde i den nye samlede lærergruppe.
»Man skal tænke sig om og have en klar dagsorden, der helst er kendt af alle på forhånd. Man skal have tænkt over, hvor de forskellige skal sidde, og der må gerne være dug på bordet, blomster og en god forplejning. Alle skal føle sig velkomne, og man skal huske, at alle har en rolle - ikke kun ledelsen«, siger hun.
En rundvisning på skolen vil også være en god ide.
Alle skal kende deres rolle og deres ansvar. Der skal være informationer, tid til at tale sammen og til at lytte. Det handler om accept af forskelligheder, om åbenhed, om at tale højt om sine skrækscenarier.
Især kan det være problematisk, når en lille skole skal fusioneres med en stor. Personalet på den lille skole føler sig let opslugt af den store.
»Hvis man er ansat på en lille skole i et lokalområde, er det ofte et valg, man har foretaget. Fordi man har lyst til at arbejde netop på en lille skole. Måske er de krav, man har til sin arbejdsplads, svære at honorere for en stor skole. Man skal tænke på, at en fusion kan være en trussel mod folks identitet«, siger Birthe Hansen.
Derfor glæder hun sig over, at mange skoler har valgt at bruge proceskonsulenter i fusionsarbejdet.
»Lærere er gode til at arbejde sammen og til at tilpasse sig, og derfor er det ikke alle, der tænker på at involvere konsulenter udefra. Men det kan være en god ide«.
Desuden skal man sætte ord på forventninger og ønsker.
»Det er vigtigt at få talt om værdier. Hvad er vigtigt for mig på mit arbejde? Hvad er det for en ny fælles arbejdsplads, vi kan etablere? Hvad kan vi sammen stå for fremover? Det er noget af det, man skal tale om«, siger Birthe Hansen.
»Man kan aldrig gøre møderne udelukkende behagelige. Man slipper ikke for folks reaktioner«.
Hold hjertet varmt
Birthe Hansen roser kommunerne for i høj grad at have tænkt på kriseberedskab i forbindelse med afskedigelser og forflyttelser.
»Det er godt med mange informationer i sådan en situation. Men en del kommuner har desværre få resurser, når de skal gennemføre fusioner, og det betyder noget. Man har ikke evalueret kommunesammenlægningen godt nok. Man stoler på, at folk klarer det selv, men her overser man, hvor meget alene sygemeldinger i forbindelse med afsked og fusion koster«, mener Birthe Hansen.
Skal det siges kort, handler det om to ting: »Hold hovedet koldt. Hjertet varmt«.
»Hvis man bliver mødt, set og hørt, giver en fusion jo også en mulighed for at tage det bedste af 'det gamle' med sig, skabe nyt, tænke nyt og vælge nye roller«, siger hun.