Ingrid Bianco Petersens valghold afprøvede prøveformen i går for at blive klar til den endelige prøve 1. december.

Ny præciseret prøvevejledning til H&D, men logistikken er stadig svær

Der er ingen væsentlige ændringer i den nye prøvevejledning til håndværk og design. Men det kan være svært at få alt det praktiske til at gå op omkring prøven her i december og januar, fortæller lærerne.

Offentliggjort

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

De reviderede prøvevejledninger har været udskudt ad flere omgange, og særligt de lærere, som skal have elever til prøve her til jul, har været utålmodige.

31. oktober kom de så, og for håndværk og designs vedkommende er der ikke nogen væsentlige ændringer. Prøvens form og indhold er uændret. 

Hvis man har brug for at blive klogere på prøvens form, kan man følge et webinar på Undervisningsministeriets hjemmeside i morgen kl 13-13.30. Det bliver også muligt at gense webinaret på et senere tidspunkt . 

Ingen undervisning efter 1. december

Håndværk og designlærer Ingrid Bianco Petersen har haft elever til prøve i faget mange gange, fordi hun har haft udskolingsvalghold gennem en række år.

Hun er en af dem, der har ventet opmærksomt på vejledningen, da hendes elever skal til prøve her i december. 

Erfarne lærere er i fuld gang med valgholdene i håndværk og design

"Selve vejledningen, synes jeg, er meget fin. De uklare ting er præciseret, og den er blevet mere overskuelig. Men vi har gået og trippet for at se den, og nu viser det sig så, at vi måske får et problem i forhold til at give eleverne nok undervisning", fortæller hun. 

Vejldningen siger, at eleverne ikke må modtage undervisning efter 1. december, hvis de skal til prøve her til jul.

Eftersom eleverne på skolerne i Taarnby kommune har alt deres håndværk og designundervisning samlet i hele hele dage hver onsdag gennem et år, er det meget undervisning de misser ved de onsdage, der forsvinder i december. 

"I forvejen er det jo et hold, som har været udfordret, fordi vi måtte køre onlineundervinsing i 7. klasse, og har haft dem hjemme på skift, fordi eleverne er fra fire forskellige klasser, som ikke måtte blandes. Så de har bestemt ikke fået for meget undervisning i forvejen", siger hun.

Erfaren h&d-lærer: Nu har selv jeg mistet troen på at gennemføre afgangsprøven

Svært at dække prøven med lærere

Ingrid Bianco Petersen fortæller også, at hele den logistiske del med at få planlagt den omfattende håndværk og design-prøve er en udfordring på skolerne. 

"Jeg har lige holdt møde med kommunens skoleledere, fordi jeg har erfaring på området. Det er virkelig et puslespil at få det til at gå op med lærerne, fordi der både er brug for, at de er meget i deres egne klasser, og så skal de ud som censorer. Det er ikke nemt, fordi det er så mange timer, det drejer sig om". 

Folkeskolen.dk/h&d besøger Ingrid Bianco Petersens valghold gennem prøven i begyndelsen af december, og når de afslutter den i januar. Følg med her. 

Læs mere

Prøvevejledning

Webinar om prøven på UVM