Skoler søger dispensation til gruppeprøver

15 skoler har indtil nu søgt om at få dispensation til at lade eleverne gå til gruppeprøver i fysik/kemi til sommer. Målet er at gøre politikerne opmærksomme på, at skolerne er utilfredse med, at gruppeprøver ikke længere er en mulighed.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Regeringen og Dansk Folkeparti afskaffede sidste år muligheden for at gå til prøve i grupper. Gruppeprøver blev afskaffet for at sikre at eleverne blev bedømt for deres individuelle præstation. Men foreløbig har 15 skoler søgt Undervisningsministeriet om dispensation til at holde gruppeprøver, oplyser Berlingske Tidende.

Danmarks Fysik- og Kemilærerforening opfordrer på foreningens hjemmeside til, at flere skoler sender ansøgninger ind. På hjemmesiden kan man finde et udkast til en dispensationsansøgning.

"Det er foreningens opfattelse at Folketingets politikere også skal være informeret om vores utilfredshed med at muligheden for gruppeprøve er fjernet, og det på trods af mange års rigtige gode erfaringer med denne prøveform", står der på hjemmesiden.

Foreningen Danske Skoleelever bifalder initiativet.

"Både elever og lærere har nu set, hvor stort et problem det skaber, når eleverne ikke kan få lov til at gå til afgangseksamen i fysik/kemi og matematik sammen mere. Det må være på tide at omgøre en af de mest ubegrundede beslutninger, der er taget om folkeskoleelevers afgangsprøve", siger formand for de danske skolelever Anemone Birkebæk.

Men ifølge Berlingske Tidende ser det ikke ud til, at skolerne får lov til at holde gruppeprøver. I ansøgningerne henviser de til pædagogiske og praktiske grunde til at søge dispensation. Men dispensation kan kun gives, hvis gruppeprøver er uomgængelige som det er tilfældet med eksaminer i eksempelvis korsang og drama.

Læs mere

Fysiklærernes opfordring