Spørge-Jørgen var tidligere et godt pædagogisk skræmmebillede. Børn skulle ikke spørge for meget, de skulle lytte og lære at forstå de voksne og verden, som den nu var, og på den måde selv kvalificere sig som voksne og indgå kritikløst bag ploven under landbrugssamfundet, ved samlebåndet under industrialismen eller bag disken i servicesamfundet.

I Folkeskolen nummer 8 siger hjerneforskeren Kjeld Fredens, at 'samfundet er inde i en forvirringsfase, hvor resultatet af forvirringen er afhængig af, hvordan man reagerer, når man bliver forvirret'. Og han tilføjer, at 'de, der bliver bange, vil forsøge at gå tilbage til de gode gamle principper med masser af disciplin, fag og bøger. Men de, der ser positive muligheder i forvirring, vil kunne iagttage, hvad der sker. Før eller siden vil et mønster vise sig'.

Som lærer har jeg gjort nogle erfaringer med projektarbejde og projektopgaven, som illustrerer problemfeltet.

Efter snart en halv snes år er projektopgaven nu ved at finde sine ben, men der er en hage ved hele affæren: Hvem er det egentlig, der bestemmer, hvem der skal sætte dagsordenen for denne nye læringsform.

Det skal eleven selv i samarbejde med lærere og 'kolleger', hedder det godt nok. Men mens Ugebrevet Mandag Morgen den 21. februar refererer, hvordan den ansete britiske tænketank, Demos, kræver væsentlige ændringer i skolens læringsformer, hvor de lærende gør sig erfaringer med handlefrihed, variation og udfordring, så er flere af de bøger, der er kommet på det sidste om projektopgaven, stilfærdigt ved at lægge styringen tilbage til lærerne.

Projektopgaven stækkes

Også på den officielle front sniger man sig baglæns. Det var allerede interessant at se, at der mellem selve folkeskoleloven, som blev vedtaget i juni 1993, og den senere bekendtgørelse, som er udsendt i juni 1996, skete en ændring af evalueringskriterierne fra 'indhold, arbejdsproces og formidling' til disse plus noget, der hedder 'basale kundskaber og færdigheder inden for flere fag og overblik over centrale stofområder'.

Man skal altså nu tjekke det, der i forvejen tjekkes ved de traditionelle prøver i dansk, matematik, fysik og fremmedsprog. Her er tale om et klart forsøg på at hale den nye læringsform hjem i folden, hvor traditionel paratviden er vigtigere end nysgerrighed og de bløde kvalifikationer, som bliver forudsætninger for udviklingen af informationssamfundet. Til dags dato har ingen beskrevet, hvordan dette nye element skal indgå i vurderingen, eller hvordan den skal foretages, endsige beskrevet noget om, hvilken vægtning kriteriet skal have.

Som gammel rotte med projektopgaver har jeg tidligt lært, at det vigtigste ved projektarbejdet var evnen til at kunne sige ja, når elever kom med deres egen nysgerrighed - kun således lægges kompetencen for læring over til eleverne, så de lærer at tage ansvaret for deres egen uddannelse og læring, og det var nok det, der var den første tanke med denne del af skoleloven.

Men hvad så, hvis eleverne fatter interesse for områder, der ikke meget direkte relaterer til fagplanerne?

Forbudt seksualundervisning

For nogle år siden var der en del lokal medieopmærksomhed omkring min skoles afvikling af den nu vedtagne projektopgave. Hos os hed temaet det år uddannelse, og en af grupperne havde valgt at se på seksualundervisningen i 6. klasse. Grunden var, at de huskede deres egne oplevelser af emnet som deprimerende og langt fra deres egen verden, som på det tidspunkt havde været fyldt af romantiske forelskelser, fniseslatter og pornoblade under pulten, mens der fra læreren kom en lind strøm af information om 'arbejdsprocessen og mulige arbejdsskader'.

Gruppen ville have det hele med og indrettede følgelig et lille faglokale, hvor der var plads til alt, hvad de syntes, der hørte til: Digte, et par læseletnoveller, reklamer, debatoplæg, præventive midler med forståelig brugsanvisning og et par af de famøse pornoblade. Da lokalet blev klar allerede sent torsdag i arbejdsugen, spurgte gruppen mig, om de ikke måtte checke anvendeligheden af på deres målgruppe. 'Fin idé. Spørg deres klasselærere, om de kan tage deres klasser igennem lokalet, så I kan få nogle reaktioner til brug for jeres fremlæggelse', sagde jeg.

Næste dag vendte de slukørede tilbage. Sjette klasse måtte gerne bruge lokalet i frikvartererne, men det kunne ikke bruges til undervisning. Det var uegnet for 6. klasse!

Der kom faktisk mange forbi i dagens frikvarterer, men nogen samlet debat blev det ikke til.

Og helt galt blev det, da lokalavisen meldte sin ankomst for at kigge på arbejdet. 'Måske skulle du lade være med at vise nummer syv frem - tænk på, hvilke overskrifter der kunne komme ud af besøget. Det kunne være galt for skolens rygte', lød det venlige, men bestemte råd. - I stedet blev det til en flot artikel om kulturformidling og mellemfolkelig forståelse, som andre grupper havde arbejdet med.

Partiet - en fed idé

I efteråret 1997 havde jeg fået en 8. klasse i samfundsfag, og der skulle være kommunalvalg i november. Det var en fin anledning til at sætte fokus på demokrati og politiske forhold. Vi gravede os ned i partiernes floskler og vanetænkning, indtil én af eleverne sagde:

'Det er godt nok imponerende! Det Radikale Venstre bruger flere ord på den lokale skolepolitik, end de har stemmer på landsplan'.

'Jeg kan ikke se en skid forskelle i det her', fortsatte en anden.

'Hvem gider overhovedet læse det?'

'Hvorfor laver vi ikke vores eget parti?'

'Fed idé. Så ku' vi . . .', fortsatte snakken, indtil de var tændt på ideen og kiggede efter mine reaktioner.

Uden at ane, hvad vi gik ind til, sagde jeg, at ideen var flot, og at vi kunne undersøge mulighederne.

Der blev talt om partiprogram, organisation og arbejdsfordeling, og sagerne gik diskret i gang. Partihovedkvarteret var blevet indrettet i et kosterum med plads til tre-fire elever, en computer og en mobiltelefon som kontakt til omverdenen. Eleverne fik hentet stillerliste og andre papirer på rådhuset, og efter en uges tid gik de første pressemeddelelser ud med et program og efterlysning af kandidater, der kunne repræsentere 'Partiet'. Partistifterne var jo selv under valgbarhedsalderen.

Så kom chokket. Allerede dagen efter brød det løs. Aviser helt oppe fra Nordjylland, privatpersoner og lokale politikere begyndte at bombe eleverne med henvendelser. Der var sågar en lokal socialdemokrat, som hellere ville stille op for Partiet, og som ønskede samarbejdsaftale. På et tidspunkt måtte pressegruppen fordobles, fordi arbejdet krævede flere folk på flere steder på én gang. Der var fuld gang i den fælles læreproces.

Vi var så heldige at få støtte fra Zentropafilm til produktion af valgvideo og trykning af plakater og valgpjecer. Flot støtte fik Partiet også fra skolebestyrelsesformanden, som blandt andet foreslog et valgteknisk samarbejde med hans eget parti. Han måtte dog se sig afvist, for elevernes styringsgruppe ønskede ikke Partiet placeret i det traditionelle partipolitiske landskab.

Og så blev jeg pludselig kaldt til samtale med min ledelse, som fortalte mig, at nu kunne arbejdet ikke længere foregå i skoleregi, da Partiet nu var blevet en realitet - eller noget i den retning.

Jeg henviste til fagplanen, til folkeskolelovens formålsparagraf om opdragelse til demokrati, medindflydelse og medansvar, men lige meget hjalp det. Vi måtte ikke bruge skolens økonomi eller faciliteter til ensidigt politisk arbejde.

Vi flyttede til græsplæner og private hjem med slutspurten. Borgmesteren, som ifølge dagbladet Information havde fået 'pjattet' standset, havde måske haft god grund til bekymring. Men han havde bestemt aldrig givet min ledelse tjenstlige ordrer.

På valgaftenen var klassen og deres forældre samlet i et lånt forsamlingshus, hvor to fjernsyn transmitterede lokal-tv, og i TV2's regionalkanal, Lorry, som var på rådhuset, fik et hold af de unge atter deres sag for. De fik en erfaring om det politiske liv, som de aldrig glemmer.

Partiet kom ikke i kommunalbestyrelsen. Men der blev flyttet en del stemmer, så byrådet nu har en tværpolitisk sammensætning.

Og vigtigst i skolesammenhæng: Eleverne fik nogle solide erfaringer med det politiske liv og medier, som de aldrig glemmer.

Og hva' så

Jeg mener eksemplerne peger på et problem, som folkeskolen bliver nødt til at tage stilling til:

Vil vi overhovedet lade eleverne tage ansvaret for dele af deres egen læring, som fremtiden kræver?

Eller skal vi sætte rammer om indholdet af folkeskolens læring i form af læseplanernes stringente indholdsregistre, der ikke giver frirum til andre aktiviteter, men genindsætter den kendte undskyldning for prøvefagslærere, når elever kommer med egne ideer: 'Det har vi ikke tid til, for så når vi ikke pensum'.

Og hvis vi skal det, hvem er så 'vi'?

Skal Undervisningsministeriet definere den nødvendige fællesviden, som alle skal have for at blive accepterede danskere? Og kan det gøres, så der bliver rum for elevernes egen læring? Eller er det op til den enkelte kommune, som folkeskolen sorterer under, i samarbejde med skolebestyrelser og ledergrupperne at sætte grænserne?

Hvilke regler skal der gælde for styringen? Skal det være lokalområdets moral, politiske vinde eller magtfulde organisationer?

Eller kan det blive op til den enkelte lærer i samarbejde med hans aktuelle elever at beslutte indholdet? Og kan lærere og elever selv styre processen?

Selv tror jeg, at jeg ville få det svært, hvis en gruppe unge en dag kom og argumenterede for deres behov for at undersøge 'de falske påstande om Holocaust' eller tilsvarende politiske temaer hentet fra højrefløjens tankegods.

Er jeg så på gyngende grund, og hvordan kan jeg i det hele taget argumentere? Eller må jeg nøjes med at håbe, at elevernes research vil afklare sammenhængene?

Det ville være rart, hvis nogen turde udtale sig om dette, men jeg har mine tvivl: I et samfund, der bryster sig af sine demokratiske traditioner, er det vanskeligt at stille sig til dommer over andres meninger (også selvom de er børn) og beslutte en eller anden form for censur. Og hvad skal vi lærere gøre, når eller hvis problemet opstår?

Efterlysning

Jeg ønsker at pege på de læringsproblemer, som helt klart er kommet med en samfundsudvikling, der stiller andre krav end de traditionelle. Jeg kan ikke tro, at 'mine' elever er de eneste, der har været nysgerrige uden for skolens udefinerlige og utydelige grænser. Men jeg vil gerne samle oplysninger og meninger om problemet, så det kan beskrives mere generelt. Jeg håber, at der vil rejse sig en debat, som kan resultere i nogle meget vide rammer for de typer undervisning og læring, som eleverne har brug for. Og samtidig nogle rammer, som vil gøre det både nemmere og mere udfordrende for lærere at handle i praksis.