"Man kan ikke sige, at man forbereder eleverne til teaching-to-the-test, når man forbereder dem til 9.-klasseafgangsprøven. Det kan man ikke", lød det i dag fra undervisningsminister Merete Riisager om regeringens præmiepuljeforsøg.

Riisager: Det er ikke muligt at lave teaching-to-the-test til afgangsprøverne

Det er skudt helt ved siden at sige, at præmiepuljeskolerne har benyttet teaching-to-the-test til at opnå en millionpræmie. For det er slet ikke muligt at gøre med de danske afgangsprøver, lød det fra undervisningsministeren på dagens samråd.

Offentliggjort

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Glem al snak om teaching-to-the-test i den danske folkeskole. Fænomenet er nemlig ikke er muligt i forhold til folkeskolens prøver.

Sådan lød det fra undervisningsminister Merete Riisager i et åbent samråd her til formiddag.

Ministeren var kaldt i samråd for at kommentere på, om hun ser et problem i, at mange skoler i en undersøgelse fra Folkeskolen fortæller, at de blandt andet har brugt første præmiepuljeår på intens prøveforberedelse i dansk og matematik, fordi ministerens præmieudskrivning netop er afhængig af elevernes præstationer i eksamenslokalet.

Det blev til en lang diskussion af, hvorvidt teaching-to-the-test  overhovedet er muligt i folkeskolen, og om der er forskel på test og prøver.

Dumpekarakter til Løkkes præmiepulje

Og ministeren var klar i sin tale. Hun kaldte teaching-to-the-test for "noget bras", som ikke forekommer på præmiepuljeskolerne:

"Det her er ikke teaching-to-the-test, fordi det her handler om at forberede eleverne på de bundne prøver i dansk og matematik. De bundne prøver indbefatter jo blandt andet retskrivning, læsning, skriftlig fremstilling og mundtlig prøve i dansk", lød det blandt andet fra Merete Riisager, der flere gange i løbet af det én time lange samråd læste op, hvad eleverne testes i ved afgangsprøverne.

"Det er bare for at sige, at det kan man ikke bare lige forberede eleverne til. Det er jo den almindelige undervisning, der gør, at eleverne bliver i stand til at gå til de her prøver. Det er ikke en test, hvor man kommer op og får tre spørgsmål, og så skal man gætte det rigtige svar. Det er en afgangsprøve".

Ifølge ministeren giver diskussionen om teaching-to-the-test derfor slet ikke mening og kaldte kritikken "fuldkommen skæv".

"Hele denne her snak om teaching-to-the-test giver ikke nogen mening i forhold til det. Jeg forstår godt skrækken, og vi skal holde fokus på, at vi ikke skal have teaching-to-the-test. Men man kan ikke sige, at man forbereder eleverne med teaching-to-the-test, når man forbereder dem til 9. klasses afgangsprøve. Det kan man ikke".

I Folkeskolens undersøgelse fortæller en skole ellers blandt andet, at de fagligt svage elever har øvet sig på eksamen otte lektioner om ugen i løbet af hele skoleåret. 

Svage elever har øvet eksamen hver uge i et år

Andre beretter om, at eleverne er blevet øvet i, hvilke opgaver de skal gå efter at forsøge at løse, så de akkurat opnår et 4-tal.

Og en afdelingsleder udtaler, at netop teaching-to-the-test-begrebet i dag er blevet "stuerent". 

Riisager: Der er forskel på en test og en prøve

Merete Riisager påpegede undervejs gentagne gange, at hun mener, at der er forskel på test og prøver.

"Er der forskel på en test og en prøve? Selvfølgelig er der det", lød det blandt andet fra Merete Riisager, som også satte ord på, hvor hun mener, at begrebet stammer fra.

SF kalder Riisager i samråd om præmielotteri

"Hele teaching-to-the-test-begrebet er opstået, fordi man nogle steder har haft nogle meget forenklede multiple-choice-test, som har været meget forudsigelige, og at der så har været skoler - primært i USA - som har forberedt eleverne til. Det er der ikke tale om her", sagde ministeren, som flere gange understregede, at hun mener, at puljeforsøget indtil videre har styrket elever. 

SF: Selvfølgelig kan man lave teaching-to-the-test i folkeskolen

SF's undervisningsordfører Jacob Mark og Enhedslistens undervisningsordfører Jakob Sølvhøj var  sammen med Venstres ordfører Anni Matthiesen og Dansk Folkepartis Marlene Harpsøe de eneste, der var mødt frem til samrådet.

De to venstrefløjsordfører påpegede flere gange, at de ikke er enige i ministerens distinktion mellem test og prøver.

Ny kritik af pæmiepuljen før samråd

"Det virker lidt indøvet det der med, at der er forskel på en test og en prøve. Jeg tror, at vi skal starte en studiekreds, hvor vi kan diskutere, hvad der er forskellen på en test og en prøve", lød det blandt andet undervejs fra SF's Jacob Mark.

"Det overrrasker mig, hvis ministerne mener, at man ikke kan lave teaching-to-the-test på en afgangsprøve. Selvfølglig kan man da det. Eleverne har fået FSA'er (prøvehæfterne, red) fra sidste år, og så har de fået dem igen og igen og igen. Og det er jo, fordi at så lærer man at gå til prøve. Man lærer præcist, hvilke spørgsmål man skal svare på for at bestå til et bestemt niveau", fortsatte SF-ordføreren.

Riisager: Fagligt udfordrede har brug for færdighedstræning

Det var ministeren ikke enig i. Tværtimod fortalte Merete Riisager, at hun ser det som noget positivt, at eleverne har fået mulighed for at træne færdigheder i dansk og matematik.

For den træning er ifølge ministeren helt afgørende for de fagligt udfordrede elever.

"Eleverne mangler basale færdigheder i dansk og matematik. Det vil sige, at hvis man for eksempel øver rigtigt meget diktat, så er det, fordi de her elever har svært ved det. Hvis man øver rigtigt meget færdighedsregning, så er det, fordi det er det, som de her elever har svært ved", lød det fra ministeren.

Private virksomheder er også på jagt efter præmiepenge

Ifølge Merete Riisager skyldes elevernes lave faglige niveau formentlig netop, at de har haft for lidt færdighedstræning igennem deres tid i folkeskolen.

"Det her med, at det er nok noget skidt, at man øver diktat og færdighedsregning, det er jeg bare ikke enig i, fordi det er jo det, som de her elever har gjort for lidt".

"Nu er det så sidste mulighed for at sætte ind på nogle bestemte færdigheder. Jeg mener ikke, at det har en klap med teaching-to-the-test at gøre. Det er færdighedstræning, og det er det, de har manglet. Det er det, som man ikke har fået gjort godt nok tidligere".