Engelsklærer snydt af chatbot: "Det viser, hvor vild den her teknologi er"
Folkeskolen.dk undersøger om chatbotten ChatGPT kan bestå en dansk 9. klasse-prøve i skriftlig engelsk. Spoiler: Ja, uden problemer.
”Jeg er meget overrasket over, hvor
god denne her opgave er. Jeg har læst den igennem flere gange for at være
sikker på, at jeg ikke har overset en fejl, men det synes jeg ikke, der er”.
Sådan siger
Bolette Læssø Andersen om en engelsk stil, folkeskolen.dk har bedt hende læse
og bedømme. Hun er lærer på Virupskolen i Aarhus, hvor hun både har 7., 8. og
9. klasse i engelsk.
Hvad Bolette ikke
har fået at vide er, at den opgave hun skal bedømme, er genereret af kunstig
intelligens, nemlig af chatbotten ChatGPT, som hver sjette danske gymnasieelev allerede har
brugt til at formulere tekster, som de efterfølgende har kopieret ind i deres
skriftlige afleveringer.
Der er i skrivende stund ikke nogen undersøgelser af, hvor mange
grundskoleelever der har gjort det samme.
10 eller 12?
”Det allerførste,
jeg gør, når jeg skal bedømme opgaver, er at kigge på om den opfylder opgavebeskrivelsen”, siger Bolette Læssø Andersen.
”Det gør den. Eleven formår at besvare det hele.
Der står i opgaven, at man skal motivere unge til at tage ud at rejse, og det
kan man se, at der er blevet arbejdet med i denne her tekst. Brugen af
tillægsord får det til at lyde som et megafedt sted at komme hen, så eleven har virkelig
fanget den del af opgaven".
I det hele taget er
det "en meget stærk aflevering”, mener Bolette Læssø Andersen.
Eleven har et
højt fagligt niveau i engelsk og et stort ordforråd og er meget stærk
grammatisk. Sammenlagt vurderer hun, at opgaven er helt i toppen af skalaen.
”Det virker, som om
eleven har haft tid til at kigge opgaven igennem og rette fejl. Man kan diskutere
dele af tegnsætningen, men det er ikke nok til at ændre på, at den ligger helt i
top. Hvis ikke 12, så i hvert fald 10”, siger hun.
Et wakeup-call
Så smider
journalisten bomben: Teksten er AI-genereret.
”Det er lidt et wake
up-call til mig. Hold da op, hvor er det nemt at snyde!”, udbryder Bolette Læssø
Andersen.
”Det er meget interessant. Det viser, hvor vild den denne her teknologi
er. Og de elever, som sidder og knokler og gør arbejdet, de får så måske et
7-tal”.
Som sproglærer er
Bolette Læssø Andersen ikke ubekendt med elever, som forsøger at skyde genvej, når
det gælder skriftlige afleveringer.
Google Translate og andre oversættelsesprogrammer
har i årevis være en udfordring i sprogfagene, men det her er alligevel noget
andet, siger hun.
ChatGPT's afgangsprøvestil
”Maskinoversatte
opgaver er meget nemmere at gennemskue end det her”, siger hun.
”Jeg ville selvfølgelig
blive mistænksom, hvis jeg fik denne her besvarelse fra en elev, som normalt
ligger omkring et 4-tal, for jeg kender jo mine elevers niveau. Men hvis det
var en opgave, jeg var censor på, ville jeg ikke kunne gennemskue det. Og hvor
mange elever mon laver deres almindelige afleveringer på den måde? Det er jo
ikke noget, jeg kan kontrollere".
"Jeg har virkelig fået øjnene op for, hvad den
her Chatbot kan. Jeg blev så snydt af den tekst”.