Det er mere end 20 år siden, at Gry Tybjerg gik i 8.-9. klasse. Men for nogle år siden besluttede hun sig for at tage turen én gang til. Hun mødte bogstaveligt talt ind i en 8. klasse i en landsbyskole en morgen og satte sig blandt eleverne.

Formålet var ikke at genopdage ligningers logik eller lære om demokrati og den kolde krig på ny. Gry Tybjerg, der er lektor og ph.d. ved Center for Anvendt Velfærdsforskning på UCL, arbejdede på en ph.d. om, hvordan det er at gå i udskolingen i dag – set fra elevernes perspektiv.

Gennem to år fulgte hun derfor dagligdagen blandt eleverne i tre forskellige 8.-9.-klasser. Hvad enten de havde matematik eller engelsk, var i Netto eller spillede fodbold i frikvartererne.

Ønsket om at se hverdagen gennem udskolingselevernes øjne bundede i en meget personlig oplevelse, fortæller hun:

”Min søn, der dengang gik i 8. klasse, kom en dag hjem og fortalte mig, at nu var han ’ubrugelig for samfundet’. Det var de ord, han brugte om at være blevet vurderet ikkeuddannelsesparat. Det slog ham helt ud, og han havde fravær i flere dage. Jeg blev så indigneret, vred og ked af det. Ikke på ham, selvfølgelig, og heller ikke på hans lærere. Alle gør jo deres pligt. Men på os som samfund”, siger Gry Tybjerg og tilføjer, at hendes søn blev vurderet uddannelsesparat året efter, men oplevelsen havde ifølge hende ikke gjort noget som helst godt for ham.

”Jeg tænkte derfor, at der er et eller andet her, vi ikke har forstået godt nok, i forhold til hvordan vi hjælper unge på vej”, siger hun og peger på, at vi trods en ihærdig indsats stadig har omkring 43.000 unge, der står uden for uddannelse og arbejde i dag.

”Så vi har jo ikke knækket den kode”.

Unge bliver usikre

Koden kan hun måske være med til at knække med sin ph.d., der bærer titlen ”Unge og ulige deltagerbetingelser i udskolingen”, som hun forsvarede sidste år. 

En af de vigtigste pointer i afhandlingen er, at den indsats, der gennem en årrække har haft til formål at få flere unge i uddannelse og herigennem reducere social ulighed, kan risikere at bidrage til øget ulighed. En konklusion, der overraskede Gry Tybjerg selv, på trods af at hun kender skolen bedre end de fleste med en baggrund som elev, lærer, forælder, skolebestyrelsesmedlem, skoleleder og i dag underviser på læreruddannelsen og skoleforsker.

”Så kan man godt komme til at tro, at man ved det hele eller kan læse sig til det. Men der var faktisk rigtig mange ting, der overraskede mig, da jeg så det gennem elevernes øjne. Allermest blev jeg slået af, at man næsten konstant, både i fagene og i frikvartererne, mærker det her ’parathedsfokus’, som handler om, at eleverne skal blive parate til at komme videre i uddannelsessystemet”, siger Gry Tybjerg og uddyber:

”Som samfund har vi installeret rigtig mange interventioner, der understøtter den ambition. Måske særligt ud fra en kompenserende tankegang om, at hvis vi tidligt kan pege dem ud, der ikke er uddannelsesparate, eller dem, der ikke har en klar uddannelsesforestilling eller -plan, så kan vi skabe nogle forløb, hvor vi kan give dem noget ekstra, så de bliver uddannelsesparate. Det er jo en rigtig god tanke, der spiller sammen med hele vores fokus på tidlig indsats og forebyggelse. Men nogle gange kan det have nogle utilsigtede konsekvenser”.

Og det var, præcis hvad Gry Tybjerg oplevede under sit feltarbejde:

”Når man ser det fra de unges perspektiv, er det ikke altid så virksomt. Hvis de for eksempel skal have særlige forløb eller specialundervisning eller skal til mange møder, fordi de er blevet udpeget som nogle, der skal have ekstra hjælp, føler de sig snarere udskilt og stigmatiseret, og de bliver også valgt fra af de andre til for eksempel gruppearbejde”, siger Gry Tybjerg.

Hun oplever, at parathedsopgaven, som hun kalder det, fylder hos alle, og at det er noget, som man taler rigtig meget om.

”Lærerne siger for eksempel ofte, at ’det her skal I bruge til eksamen’, og de oplever et stort pres for at få alle unge igennem, så der er rigtig meget teaching to the test. Det gør, at det hele tiden ligger som en understrøm, at det her skal vi måles og vejes på. Og det skaber en usikkerhed, som vokser støt gennem udskolingen, hos de unge”.

Fællesskabet lider

I sin ph.d. påpeger forskeren, at det store fokus på uddannelsesparathed, test, prøver og karakterer sker på bekostning af fællesskabet, som er det, de unge i virkeligheden er allermest optaget af og har brug for. 

Og det er i det krydsfelt, uligheden kan opstå.

”Det er vigtigt for at forstå, hvorfor nogle unge falder igennem. Det er ikke kun, fordi der er en parathedsopgave. Den er ikke ulighedsskabende i sig selv, men den kan blive ulighedsskabende, hvis det samtidig er svært at være med og bidrage, og hvis man ikke bliver anerkendt som legitim deltager”, siger Gry Tybjerg.

Hun understreger, at hvis de unge skal lykkes med at udvikle ungelivet, skal de have lov til at prøve sig selv af sammen med andre og få forskellige nye aktiviteter i livet til at hænge sammen, men det kan være svært på grund af de strukturer, der præger skolen i udskolingsårene.

På forsiden af sin ph.d.-afhandling har hun valgt at vise et billede af en ældgammel, slidt sofa, fordi hun synes, at ”den er en god indikator på, hvor de unge er henne i fællesskaberne”, som hun siger.

”Har man lov til at sidde i midten? Sidder man ude i kanten? Eller står man og kigger ind fra sidelinjen? De unges positioner skifter hele tiden, og det gør usikkerheden også”, siger Gry Tybjerg, der i sit feltstudie også bemærkede, at folkeskolens ældste elever samtidig har rigtig meget brug for hinanden.

Om forskeren

Gry Tybjerg er lektor og ph.d. ved Center for Anvendt Velfærdsforskning, programmet Inklusion og hverdagsliv, på læreruddannelsen på UCL Odense. Hun har en baggrund som lærer og er cand.pæd. i pædagogisk psykologi.

Gry Tybjerg er optaget af at undersøge – fra et ungeperspektiv – hvordan børn og unge opnår indflydelse på eget og fælles liv i skolen, og hvordan professionelle i samarbejde med børn og unge kan udvikle inkluderende læringsfællesskaber og skabe meningsfulde overgange fra udskoling til ungdomsuddannelse.

Hun deltager p.t. i tre forskningsprojekter på området: ”Deltagelse og situeret ulighed i børnelivets institutioner” (2023-2026), ”Fællesskabende skolepraksis” (2023-2025) og ”Nye relationelle horisonter for institutionsanbragte børn og unge – Ensomhed og tilhør” (2024-2027).

”De er sådan nogle atomer, der prøver at finde sammen. De siger det endda: ’Vi har brug for hinanden for at blive os selv’. Og de kæmper en kamp for at være sammen. De prøver faktisk også at hjælpe hinanden, selvom de også vælger hinanden fra. Det er enormt dobbelt og meget konfliktfyldt for dem”.

Halvdelen af hendes ph.d. handler om den metode, hun har anvendt, og de etiske dilemmaer og muligheder, den rummer. Det tog tid at vinde de unges tillid og få dyb indsigt i deres liv, samtidig med at hun som forsker også skulle have en relation til de voksne. 

Derfor indgik Gry Tybjerg fra start en meget klar aftale med personalet om, at hun ikke ville videregive oplysninger om og fra de unge, medmindre det lå inden for underretningspligten.

Alt er socialt

Under feltarbejdet i udskolingsklasserne fyldte uddannelsesparathedsvurderingen (UPV’en) en del. 

Herunder at eleverne kunne blive erklæret ”ikkeuddannelsesparate”. Den praksis blev afskaffet 1. oktober 2022, og fra skoleåret 2024/25 er det slut med hele uddannelsesparathedsvurderingen. I stedet vil det alene være de gældende karakterkrav, der bliver en del af optagelseskravene på de gymnasiale uddannelser og erhvervsuddannelserne.

Ifølge folkeskoleforliget, som blev indgået sidst i marts, fjernes nogle af udtræksprøverne og de skriftlige eksaminer. Derudover skrues der op for praktiske og kreative fag, og elever i 8. og 9. klasse skal have mulighed for at gå i juniormesterlære i en virksomhed en til to dage om ugen, som afsluttes med en særskilt afgangsprøve, der kan give adgang til erhvervsuddannelser, men ikke til de gymnasiale uddannelser. Desuden genindføres den obligatoriske erhvervspraktik.

Gry Tybjerg mener, det er skridt i den rigtige retning, men der er stadig et pres på de unge:

“Fra et ungeperspektiv er det bestemt gode takter med mere praktisk og kreativ undervisning og erhvervspraktik. Ligeledes er det positivt, at flere prøver ryger ud løbende. Men jeg tror ikke, at tiltagene nødvendigvis tager et parathedsfokus væk, for der er stadig adgangsgivende karakterer til ungdomsuddannelserne”.

”Jeg er også skeptisk over for juniormesterlære. Det, jeg ser, er som nævnt, at de unge gerne vil høre til og være en del af fællesskabet med de andre, og det bliver svært, når man er væk og på ’et andet hold’. Jeg undrer mig over, hvorfor skolen ikke i sig selv kan tilbyde aktiviteter, som flere kan koble sig på. Det almendannende i bred forstand må også byde ind med praktiske aktiviteter uadskilleligt fra det mere boglige. Hvorfor tænkes en mangfoldig enhedsskole – folkets skole – ikke bredere i stedet?”

Gry Tybjerg anbefaler, at man helt lader afgangsprøverne erstatte af standpunktskarakterer, som mange fik under corona, eller af et afgangsbevis baseret på elevens indsats hele året. Og så skal der meget mere fokus på de unges fællesskaber.

”Jeg oplever faktisk, at lærere i udskolingen arbejder med det hele tiden og prøver at skabe gode gruppedynamikker og nye undervisningsmuligheder, men de er også pressede. Og de bliver bedømt på, om de får alle de unge igennem, så det er et helt andet vilkår at være lærer i udskolingen end på mellemtrinnet og i indskolingen”, siger hun og fortsætter:

”Når jeg besøger skoler, ser jeg også rigtig mange trivselsinitiativer, hvor man tager på fisketur eller laver bål. Det er rigtig fint, men måske skal man tænke det mere sammen. Hvordan kan der også være læring i, at man tager ud at fiske? Hvordan arbejder man også med trivsel, når man har matematik? Jeg synes, at vi i skoleverdenen har en tendens til at adskille det faglige og det sociale, men når man ser det fra de unges perspektiv, så er alting altid socialt. De er hele tiden i gang med at relatere sig til hinanden og lære af hinanden. Så måske handler det i virkeligheden om at forbinde tingene noget mere, så vi tilgår det faglige gennem det sociale”, siger forskeren, der synes, at det er, som om man i udskolingen har fjernet alt det, som skolen skal være – og langt hen ad vejen er i indskolingen og på mellemtrinnet:

”Almendannende og personligt udviklende. Et fællesskabsrum. Repræsentativ. Vi vil rigtig gerne have unge, der kommer ud og kan tænke innovativt og løse vores klimakrise og samarbejde på tværs og er nysgerrige og så videre, og så indskrænker man det hele, når de kommer i udskolingen”.