Afgangsprøven

Afgangseleverne fik sig en overraskelse ved fredagens retskrivningsprøve. Og det gjorde deres lærere også.

Prøve blev ændret uden lærerne fik besked: "Det er ikke så fed en situation at stå i"

Igen i år var der ændringer ved en af de skriftlige prøver, og igen i år følte lærerne sig ikke ordentligt informeret om det. ”Lærerne er altid de sidste, der får noget at vide”, lyder det fra Dansklærerforeningen.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det er måske lidt 2012-agtigt at skrive det, men: Facebook raser. Og det har Facebook gjort siden fredag eftermiddag efter danskprøven i retskrivning. For lærerne havde forventet en prøve med to diktater, men det viste sig, at der kun var én.  

”Synes at ændre rammen for prøven uden varsel er under al kritik... Meget uhensigtsmæssigt at ændre rammen for prøven på en dag, hvor mange elever sidder og er nervøse i forvejen og endnu mere som elev på særlige vilkår. Jeg er ikke imponeret. Tænk at undervisningsministeriet vil være det bekendt, men håber så, at vurderingskriterierne er tilpasset”.

Sådan lyder en kommentar  skriver en som kommentar på Facebook, og det er bare én af over 140 kommentarer til et opslag om prøven.

”Det er under al kritik, at de ikke var forberedt på prøvernes ændrede karakter”, skriver en forælder, som også skriver, at hun overvejer at klage til Børne- og Undervisningsministeriet.

”Det var overhovedet ikke ok i forhold til vores elever, som vi forsøger at forberede!!” skriver en tredje, mens en fjerde spørger folkeskolen.dk om det ikke var relevant at skrive en artikel om at Undervisningsministeriet har ændret ”rammerne for eksamen i retskrivning og læsning uden varsel”. 

Melding fra ministerium samme dag

Dokumentation Det her er, hvad der stod om retskrivningsprøven i FP-nyt 8, som blev sendt ud 1. maj. Retskrivningsprøven blev afholdt 2. maj. FP-nyt er Undervisningsministeriets nyhedsbrev om Folkeskolens afgangsprøver.

Redaktionen har kontaktet Børne- og Undervisningsministeriet om en kommentar på de mange ærgerlige og utilfredse reaktioner, men ministeriet har ikke haft mulighed for en kommentar inden deadline.

Det har til gengæld Ida Geertz-Jensen, som er formand for folkeskolesektionen i Dansklærerforeningen, som ikke endegyldigt kan bekræfte, om det faktisk er rigtigt, at lærerne ikke var informeret om ændringerne i retskrivningsprøven.

”Jeg må faktisk være dig svar skyldig”, lyder det indledende fra  Ida Geertz-Jensen.

”Jeg har ikke selv fået besked, men det er da muligt, at jeg har overset den, selv om jeg plejer at følge godt med. Lærerne er altid de sidste, der får noget at vide”, smågriner hun.

Men der kom et nyhedsbrev fra Børne- og Undervisningsministeriet med information om afgangsprøver, lige omkring selve prøvedagen, husker hun.

”Jeg må indrømme, at jeg ikke fik tjekket, hvad der stod, for jeg skulle jo have elever til prøve. Og hvordan skulle man kunne nå at gøre noget som helst der? Jeg nåede for eksempel ikke at kigge på det inden eksamen”, fortæller hun.

En nærmere undersøgelse viser, at der i nyhedsbrevet, som blev modtaget to dage før prøven, skulle afholdes, står følgende under overskriften ’Anbefalet forberedelse inden prøven i retskrivning’:

"STUK anbefaler, at den lærer, som skal diktere diktaten, forbereder sig ved at læse diktaten højt med en fagligt kvalificeret kollega 15 minutter inden prøven afvikles. Ved denne gennemgang vil eventuelle tvivlsspørgsmål kunne afklares, inden prøven begynder".

”Det er da ikke særligt rart i situationen"

Ida Geertz-Jensen har selv netop haft en klasse til afgangsprøve i retskrivning. Hun stod og blev lidt perpleks, da der kun var en diktat i stedet for de forventede to, fortæller hun. 

Derfor måtte hun informere eleverne om, at der ikke var en tekstdiktat – hvor eleverne skal skrive hele teksten – men kun en indsætningsdiktat.

”Det er da ikke særligt rart i situationen, hvor man gerne skulle virke ovenpå, så man ikke kommer til at smitte eleverne med sin nervøsitet. Så står jeg der og leder på for-og bagside efter noget, som ikke er der. Det er ikke så fed en situation at stå i som lærer”, siger hun og understreger, at hun synes, det er helt i orden, at der kun er en indsætningsdiktat.

”Det ville bare være rart at vide på forhånd”, siger hun. ”Men jeg tror ikke, det er noget, vi har krav på at få at vide, og der står ikke i prøvebekendtgørelsen, at afgangsprøven skal indeholde en både indsætningsdiktat og en tekstdiktat. Det har den bare gjort i mange, mange år”, siger hun.

Sidste år blev lærerne også i tvivl

Ministeriet ændrer ofte på mindre ting i prøverne, fortæller Ida Geertz-Jensen, og ofte uden at give besked om det. For eksempel sidste år, hvor flere lærere var i tvivl, om de skulle diktere kommaerne i tekstdiktaten.

”Det fik vi heller ikke besked om på forhånd”, sukker danskformanden.

”Det ville da være god stil, hvis vi lige havde fået et heads up. Ellers opdager man det jo først, når man står med det her lærerpapir, som følger med prøven, og måske er det egentlig et meget godt tegn, at der sker lidt med de prøver."