En af Trørødskolens indergårde har fået et gigantisk prideflag på fliserne. Det var ikke meningen. Men Astrid og Emilie tænkte, de kunne klare sig uden plasticunderlag, da de sidste mandag malede et banner til deres mundtlige prøve i dansk. Og nu vidner malerstriberne om, at skolen som en af de første i landet har været med til at afprøve en helt ny praktisk prøveform. De første meldinger om prøven fra elever, lærere og censor minder om Astrid og Emilies bannermaleri: Den er fed, inkluderende, meningsfuld, kreativ, krævende – og den har sine skønhedsfejl.

Trørødskolen i Vedbæk er en ud af 67 skoler, som har meldt sig til Undervisningsministeriets toårige forsøg med to nye praktiske prøver i dansk – en portfolioprøve og en caseprøve. Trørødskolen har valgt caseprøven til to ud af skolens fire 9.-klasser, mens de to andre går op til den almindelige prøve.

Christiane Baagøe Brunkel, som har 9.x i dansk, lægger ikke skjul på, at hun har haft ekstra arbejde med at forberede både sig selv og eleverne på den anderledes prøve, og da eleverne oprindeligt blev præsenteret for, at de skulle op til en forsøgsprøve, var de svært utilfredse. Men det er gået over, og når man spørger dem, mens de er i gang med de seks timers produktion, er næsten alle godt tilfredse med, at de er med i forsøget.

”I starten virkede det virkelig svært, fordi det hele var så nyt, og det var noget helt andet, end vi havde regnet med tidligere. Men nu synes vi bare, vi har været heldige, for den her prøve er meget sjovere”, siger Laura, som sammen med Mathilde og Hannah er ved at konstruere en sms-korrespondance mellem Sofie Linde og Tove Ditlevsen under temaet Stærke Kvinder.

”Ja, og det fedt, at det bliver totalt aktuelt, når vi laver det som texting story, selv om teksten af Tove Ditlevsen er gammel. Det er meget mere i vores verden og federe, fordi vi har tre tekster”, siger Matilde.

At eleverne skal forholde sig til tre tekster er ifølge deres lærer Christina Baagøe Brunkel og censor Christina Bruce både en af prøvens styrker og en svaghed, men det vender vi tilbage til. De to dansklærere er nemlig helt enige med eleverne om, at det er en kæmpe fordel, at de skal producere noget.

”Det er jo i virkeligheden præcis det, vi gerne vil nå frem til: At de relaterer litteraturen til deres egen verden og arbejder så meget med den, at de selv kan skabe deres eget produkt. Det viser jo, at de har forstået teksterne meget bedre, end når de bare taler om dem”, siger Christina Baagøe Brunkel.

Godt at arbejde i grupper

Men før vi går længere ind i prøvens fordele og ulemper, så lad os lige få styr på dens form. Caseprøven er en gruppeprøve over to dage, hvor hver gruppe på to-tre elever første dags morgen trækker en af de cases, som læreren har forberedt. Hver case har et tema og tre tekster (som også kan være fx video eller lyd) og derfra har eleverne seks arbejdstimer til at analysere teksterne og fremstille et eller flere produkter på baggrund af tekster og tema, som de skal aflevere sammen med en disposition til analysen ved dagens afslutning. Læreren må vejlede undervejs.

På Trørødskolen har 9.x delt sig ind i otte grupper, som hver har trukket en af Christina Baagøe Brunkels syv forskellige cases. De er fordelt ved borde langs væggene i skolens teatersal, og her tre timer inde i prøven er der ikke skyggen af nervøsitet eller stress.

Astrid og Emilie arbejder altid sammen, og de er meget begejstrede for at have trukket emnet ’Skæve Eksistenser’.

”Vi har fået et pressebillede af en prostitueret, der støvsuger, en reportage fra en Wave-festival og en webdoc med Danmarks yngste dragqueen, og så skal vi skrive en tale til en pride-demonstration og lave et banner. Det virker mere omfattende end nogle af de andre, som fx skal lave six word stories, men vores emne er det fedeste, så det gør ikke noget”, fortæller Emilie.

De har læst teksterne, lavet et udkast til analysen og en disposition og er ved at skrive talen.

”Vi havde selvfølgelig lyst til at begynde med banneret, men hvis vi så fortabte os, så ville vi ikke have tid til at skrive en tale ordentligt. På den her måde kan vi bruge mere eller mindre tid på banneret til sidst og bare nyde at lave det”, forklarer Astrid og lukker computeren med et lille smil.

De kigger ud mod den lille indergård, hvor tre drenge, som har trukket samme case, har brugt tiden indtil nu på at male deres banner, og så går de to piger i gang med at tegne deres blyantsskitse af et prideflag med slagord op på et lagen på gulvet i teatersalen.

Laurits, Don og Benjamin bøvler med at få deres nymalede banner indenfor i den kraftige blæst. Plasticunderlaget krøller rundt, og malertuberne triller. Men de tre drenge er godt tilfredse. Lidt malefejl i slagordene ”Skæve eksistenser - stadig eksistenser” mener de passer fint til temaet. Nu skal de i gang med at skrive talen, som de er enige om, at de godt kan dele op og skrive en del til hver.

”Det hjælper, at vi er sammen i gruppen, for så kan man lige høre, hvad de andre tænker, hvis en af teksterne ikke giver mening”, siger Benjamin.

De synes alle tre, det er en fin måde at gå til eksamen på, og banneret har klart været det fedeste. Laurits synes, at dagen er lidt lang, men Don er godt tilfreds med, at de så kun har skullet koncentrere sig om danskeksamen i de seks timer og ikke skal lave noget hjemme. Da de ser Astrids og Emilies flag tage form og hører, at de er færdige med alt det skriftlige, bliver de dog lidt nervøse.

I hjørnet af salen er to drengegrupper smeltet sammen og er begyndt at diskutere rockergrupper, og Christina Baagøe spørger dem, om det virkelig er sådan, de har lyst til at brug den ene dag i deres liv, hvor de går til mundtlig danskeksamen.

Hun er klar til at hjælpe dem, der har spørgsmål til teksterne, og det er der flere, der har – fx Sana og Joud, som er ved at lave six word stories under temaet Ungdomsliv. Joud siger umiddelbart, at han hellere ville have været til den almindelige prøve, mens Sanna ser undrende på ham og understreger, at da det første chok havde lagt sig, så har hun været vildt med at arbejde mere kreativt med teksterne.

Astrid og Emilie er gået udenfor i blæsten og har opgivet at få plasticunderlaget foldet ud igen. De har bredt lagnet ud på fliserne og er gået i gang med at male alle striberne i den nyeste version af prideflaget. Sandalerne er smidt, de skiftes til at bruge farverne, mens de småsnakker om de tekster, de har læst, og om, hvordan de forestiller sig, at det bliver at holde deres tale.

”Vi har halvanden time tilbage, som vi kan bruge på det sjove med inspiration i det kedelige. Det er perfekt”, siger Emilie. Og Astrid nikker, mens hun nynner. ”Jeg elsker bare at male! Og det bliver så fedt, når vi skal fortælle om teksterne, at vi har noget konkret, vi har lavet, som vi kan vise”, siger hun.

Tour de force gennem analyserne

Anden del af prøven består af en mundtlig gruppeeksamination, hvor eleverne skal præsentere deres analyser og produktioner. Den skal foregå i dagene umiddelbart efter produktionsdagen, men med grundlovsdag i midten af en uge og syv grupper, går der fra mandag til fredag for halvdelen af eleverne. Den tid har Astrid og Emilie brugt til at analysere teksterne grundt sammen hjemme, så de er forberedt til fingerspidserne, og da Christina Baagøe Brunkel og Christina Brace kalder dem ind til bordet med den grønne dug kl 10.15, starter de deres 35 minutter med at brede en række laminerede fotos ud over bordet.

Emilie lægger ud med at beskrive det emne, de har trukket, og så starter en hæsblæsende tour de force gennem tre analyser af henholdsvis pressefoto, reportage og webdoc. De skiftes til at tale ud fra samme stikordsmanuskript. Mens den ene forklarer, gør den anden sig klar, og mangler den ene et ord, er den anden klar til at supplere.

De to lærere nikker opmuntrende, og smilene bliver større og større, som minutterne går. Astrid følger med i censor Christina Braces små kuglepenshak i marginen af hendes noter. Solen skinner ind på pigenakkerne, mens de ivrigt giver bud på alt fra pressebilledets farvesymbolik, budskab, beskæringer og trekantskonstruktion (som de har tegnet op på de udprintede billeder), over deres kritik af reportagens subjektive sætninger i begyndelsen af kommodemodellen og manglende kilder (igen med tydelige markeringer i teksten) til webdoc’en, hvor de har printet stillbilleder, så man kan se, præcis hvor drengens mors bekymring viser sig i hendes ansigt.

De når lige at fortælle, at de ”selvfølgelig” også har været inde og tjekke dragqueenens egen instagramkonto for at få hans vurdering af doc’en budskab, inden Christina Baagøe Brunkel med et blik på uret spørger, om de også skal nå at vise deres produkter.

Astrid og Emilie rejser sig og holder deres demo-tale med al den patos, de tidligere beskrev, at webdoc’en anvendte, og lærer og censor bryder ud i spontant bifald.

Så går de til væggen, hvor deres kæmpestore banner hænger, og de forklarer, hvorfor de har valgt præcis de slagord, hvorfor de har alle farver og også det nye symbol for intetkøn med. Lærer og censor stiller et par afsluttende spørgsmål, men som Christina Brace siger: ”Tiden er gået, og I har været så grundigt igennem alt, hvad jeg havde lyst til at spørge til, at jeg ikke ser nogen grund til at grave i mere”.

Astrid og Emilie når ikke mange minutter på gangen, og de er absolut fortrøstningsfulde.

”Det var en fed oplevelse!”, siger Astrid. ”Og ret fedt, at vi aldrig nåede til at perspektivere til Hejremanden, for der skulle vi have freestylet”, griner Emilie. Så bliver de kaldt ind til ubetinget ros.

”Det var så imponerende”, siger Christina Baagøe Brunkel ”I får 12”. 

Pigerne hujer og griner og censor Christina Brace supplerer med, at de var nødt til at tale om noget helt andet for at trække tiden i voteringen. 

”For det tog kun et nanosekund at beslutte os. I får faktisk 14. Det var så gennemarbejdet, og det sværeste ved det hele var reportagen, og den nailede I også”.

Emilie og Astrid bliver sendt afsted med et knus hver fra deres stolte lærer, og ude på gangen kan de så slappe af og give god energi videre til kammeraterne som skal op efter dem.

”Det var så fedt at få lov til at fortælle om alt det, vi har fundet ud af og vise det frem, vi har lavet”, siger Astrid. De fortæller, at de har de hele sammen, og det følte de, var en stor fordel til eksaminationen.

”Vi hyggesnakker altid en masse, når vi arbejder sammen. Men jeg tror, at vi når at gøre os mange tanker, mens vi hyggesnakker, så når vi skal til at skrive eller komme med analysen, så ved vi begge to, hvad vi mener”.

”Vi havde lidt travlt, for det føltes virkelig ikke som lang tid vi havde derinde. Og det var et brag af en produktion, vi havde fået lavet. Men det er altså også noget nemmere at få det hele med i en tale og et banner end i et udklipsdigt”, siger Emilie.

En dreng fra parallelklassen kommer forbi, og de småsnakker lidt om hans oplevelse med den almindelige danskprøve, som han var oppe i tidligere på ugen. Han er umiddelbart okay tilfreds med ikke at have skulle sætte sig ind i en anden slags prøve, for som han selv siger, skal han jo ikke på gymnasiet. Astrid og Emilie er på deres side også meget tilfredse med den prøve, de har været oppe i.

”Selvfølgelig har vi ikke prøvet den anden form, men vi er vildt glade for, at vi fik lov til at lave vores egen produktion og at vi havde tre tekster, og at vi måtte gå op sammen. Det var virkelig en fed oplevelse”, siger Astrid.

De kan spejle deres egen verden i litteraturen

De to dansklærere har til gengæld prøvet de almindelige prøveformer, og de ser begge fordele i den nye forsøgsprøve.

”Jeg har jo ikke selv haft mine elever igennem, så jeg har læst om prøveformen alt det, jeg kunne og talt med Christina om den, men jeg syntes stadig det virkede fluffigt, og jeg frygtede, at det ville være mindre fagfagligt. Men jeg må bare sige, at det synes jeg på ingen måde det var, da vi først kom i gang. I går var jeg på dupperne hele tiden, i dag har været helt vidunderlig”, siger censor Christina Brace, som til dagligt er udskolingsdansklærer på Tranegårdsskolen

Christina Baagøe Brunkel synes også, at det har været et par virkelig gode dage, og hun synes det kan noget, at eleverne skal forholde sig til tre tekster.

”De kan trække paralleller mellem teksterne, det giver en større bredde i litteraturen, som de kan spejle deres egen verden i og man kan arbejde med flere genrer og dermed også tage nogle anderledes genrer ind. Det afspejler den bredde, der skal være i danskfaget”, siger hun.

Udfordringen er så til gengæld, er det er virkelig svært for eleverne at nå i dybden med teksterne på den tid de har.

”Der er virkelig ikke tid til sniksnak, og det er spørgsmålet, om man kan forvente, at eleverne skal kunne gå så direkte på analyserne, som det kræver, hvis de skal nå igennem tre tekster. Vi har talt en del om, at de enten skal have mere tid i eksaminationen eller have færre tekster, og færre tekster ville være synd”, siger Christina Brace.

Hele ideen om at eleverne skal lave deres egne produkter er de to dansklærere store tilhængere af. Det er tydeligt, at eleverne har glæde af at have noget fysisk at forholde sig til, når de taler i eksaminationen, men også fordi de er enige om, at prøven slår tilbage i fagene, og det er i dette tilfælde kun godt.

”På mellemtrin laver eleverne tit foldebøger og tegner karakterer, men undervisningen kan let bliver for akademisk i udskolingen, og så taber vi altså nogle af eleverne”, siger Christina Brace. Og Christina Baagøe Brunkel er enig og understreger, at med den her prøve er vi tvunget til også at arbejde med produktioner i udskolingen.

”Ja, jeg tror vi må sige, at prøven nok ikke har fundet sin endelige form, for der er noget med tiden. Men der er nogle virkeligt gode ting i den, både i gruppearbejdet, hvis de bruger det rigtigt, og i produktionerne, hvor de kan trække noget ud af teksterne, som de kan spejle deres egne liv i. Det synes jeg giver så meget mening”, siger Christina Baagøe Brunkel.