”Det gælder om at holde sig inden for grænserne. Ikke gøre noget for meget, ikke gøre noget for lidt, men lige akkurat tilpas. På den måde slipper man for folks blikke ...det hedder at passe ind, og det er jeg blevet god til”.

Citatet stammer fra en roman, der indgår i Theis Nyborg Arnholtz og Ida Marie Høyer Brorsons professionsbachelorprojekt fra læreruddannelsen i Aarhus ved Via UC. Citatet handler om den følelse, man kan have, når man har en diagnose som ADHD og bare helst vil være som alle andre.

Et stigende antal børn og unge får stillet en psykiatrisk diagnose, antallet er steget med 45 procent for de 0-17-årige gennem de sidste 10 år, skriver Theis Nyborg og Ida Marie Høyer. Det er deres indtryk, ”at flere folkeskolelærere er magtesløse og føler sig utilstrækkelige i deres opgave om at inkludere og rumme alle slags elever, hvilket får betydning for de elever, de møder”. I projektet er de derfor optaget af at undersøge, hvordan elever med ADHD oplever at have diagnosen, og hvordan de med udgangspunkt i den viden bedst kan tilrettelægge en undervisning, hvor eleverne kan føle sig inkluderet i fællesskabet.

”Hvilke betydninger kan en ADHD-diagnose have for elevers narrativer, og hvordan kan læreren, med afsæt i viden om elevers narrativer, arbejde mod et inkluderende læringsmiljø” spørger de i problemformuleringen.

Narrativer om ADHD og anderledeshed

Theis Nyborg og Ida Marie Høyer har i projektet undersøgt og analyseret to elevers oplevelse af at have diagnosen. I analysen tager de udgangspunkt i den narrative metode, der ”fokuserer på, hvordan mennesker benytter fortællinger om sig selv, hinanden og samfundet til at skabe mening”. I fællesskabet med andre skaber vi ”mening med vores handlinger, tanker, følelser, med vores omverden og os selv”, skriver de. Personligheden – selvet – er altså noget, der skabes ud fra de fortællinger, man har om sig selv. De refererer underviser og uddannelsesleder på Systemisk Institut for Familieterapi Jacob Folke Rasmussen, der har defineret forskellige former for fortællinger, der kan have betydning for en persons narrativ. Den ”dominerende fortælling” er de temaer, der først og fremmest fremhæves om en person, hvor ”alternative fortællinger” pointerer et modsigende aspekt til den dominerende fortælling og skaber rum for undtagelser, men bliver ofte overskygget af ”den dominerende fortælling”.

I analysen når Theis Nyborg og Ida Marie Høyer frem til, at begge elever har en dominerende fortælling om, at ADHD er en del af dem, og at det ”fremstår gennem forskellige tematikker i deres fortællinger, hvor diagnosticering påvirker deres selvforståelse henholdsvis positivt såvel som negativt”. Begge elever oplever stigmatisering, men danner alternative fortællinger, ”som er med til at skabe et selvbillede, der bærer præg af empowerment og yderligere dynamik i narrativet”.

Følelsen af at være anderledes er dog en dominerende fortælling hos begge elever. Den ene fortæller: ”Altså jeg har jo følt mig som - eller prøvet at føle mig som mange af mine fælles klassekammerater. Altså jo, jeg har følt mig anderledes, og det har jeg også godt kunne se, men jeg har ikke... hvad kan man sige... ville indrømme, at jeg var anderledes. Jeg ville bare... hvad kan man sige... være som de andre”.

Den anden elev supplerer: ”Jeg kan også godt se, at mine tidligere klassekammerater… Jeg er på en måde blevet holdt udenfor…, fordi jeg var, hvad kan man sige, anderledes”.

Følelsen kommer til udtryk i forskellige sammenhænge for eleverne, og ”overordnet skaber det en ekskluderende fortælling, hvor de trækker sig fra deres respektive fællesskaber. Det er tydeligt, at de ikke ønsker at føle sig anderledes og inddrager alternative fortællinger hertil, men samtidig har en bevidsthed om at have behov for støtte i mindre eller højere grad”, skriver Ida Marie Høyer og Theis Nyborg.

Inkluderende minoritetslitteratur

Et af de tiltag, de præsenterer i projektet for at skabe inkluderende fortællinger for elever, der er præget af ”ekskluderende narrativer”, er, at man i faget dansk kan tage udgangspunkt i ”minoritetslitteratur”, som de forstår som en bred genre, der blandt andet ”tematiserer minoriteters kamp for rettigheder og ligeværd”, ”skaber plads til minoriteters erfaringer og perspektiver” og ”omhandler universelle temaer om sorg, venskab, kærlighed, skolestart eller andet, men med minoriteter som hovedpersoner”. Det at tilhøre en minoritet skal tænkes bredt, og elever med diagnoser kan derfor også indgå i kategorien, men det handler ikke om at finde litteratur, der handler direkte om at være diagnosticeret med ADHD, understreger Ida Marie Høyer og Theis Nyborg. De refererer den amerikanske filosof Martha Nussbaum, der taler om narrativ fantasi, hvor læseren igennem litteratur gives mulighed for at foretage et perspektivskifte og se verden med en andens øjne. Denne evne kan udvikles, ”når læseren møder fiktive personer, der tænker, føler og lever anderledes. Samtidig kan det skabe spejling og genkendelighed for læseren, som kan se sig selv i disse personer, og derved tænkes det at være positivt for hele klassens kompetence til at forstå sine medmennesker og skabe et inkluderende læringsmiljø”.

Et eksempel på en tekst, som taler direkte ind i tematikken om at være anderledes, er Mette Eike Neerlins roman ”Hest, hest, tiger, tiger”, skriver Ida Marie Høyer og Theis Nyborg. Hovedpersonen Honey kommer fra en familie, hvor forældrene er skilt og begge kæmper med sit, hun har en hjerneskadet søster, hvorfor Honey har et større ansvar end mange andre jævnaldrende. ”Dertil har hun hareskår og skiller sig derfor ud fysisk, hvorfor hun gør sit absolut ypperste for at passe ind”.

At inddrage minoritetslitteratur med fokus på at være anderledes kan fremme et skolemiljø, ”hvor elever med ekskluderende narrativer kan opleve sig genkendt, anerkendt og værdsat for dem, de er, så de oplever sig aktivt inkluderet i fællesskabet”, mener Ida Marie Høyer Brorson og Theis Nyborg Arnholtz. Litteraturen skaber et møde mellem et fiktivt og et faktisk univers, som giver eleverne med diagnosen ADHD en position at tale ud fra, så klassekammerater får lettere ved at forstå dem, ”og samtidig møder de fiktive personer, de kan spejle sig i og derigennem forstå sig selv bedre. Dette giver mulighed for at skabe en genforfattet fortælling og herved fremme et inkluderende narrativ, da der skabes en bevidsthed om, at alle elever er forskellige og anses for at være værdifulde – diagnose eller ej”.