Der er børn, der bliver dobbeltsvigtet, mener Thora Rytter. Det gælder omsorgssvigtede, der har vanskeligheder, der er kendetegnende for børn, der er diagnosticeret med en autismespektrumforstyrrelse eller en ADHD-problematik, mener hun.

"Min tese er, at omsorgssvigt påvirker disse børns læring i lige så høj grad som den primære diagnose. Fælles for de to grupper er blandt andet følelsesmæssige vanskeligheder, opmærksomhedsforstyrrelser, behov for struktur, hjælp til at organisere og hjælp til at aflæse egne og andres følelser. I det hele taget hjælp til at begå sig og hjælp til at agere sammen med andre mennesker - også uden for en skolesammenhæng", siger Thora Rytter i sit afgangsprojekt fra den pædagogiske diplomuddannelse ved Via University College.

"Fordi udgangspunktet for deres vanskeligheder har to forskellige baggrunde, er det i arbejdet med dem også to forskellige problematikker, der skal håndteres. Der er altså to forskellige årsager til de vanskeligheder, der er i spil. Dermed kan der også være forskellige pædagogiske metoder, som skal håndteres forskelligt, men som også supplerer hinanden", skriver hun i projektet.

Med et bio-psyko-socialt videnskabssyn som overordnet tilgang spørger hun i sin problemformulering, hvilke pædagogiske metoder og konkrete tiltag, der bedst muligt vil kunne medvirke til at afhjælpe vanskelighederne og styrke læring og trivsel for de elever, der ud over deres primære diagnose har været udsat for omsorgssvigt.

Thora Rytter har været lærer på en specialskole i otte år. Hun har arbejdet med alle klassetrin og underviser nu i en indskolingsklasse med syv elever, der er diagnosticeret med autisme, ADHD eller andre gennemgribende udviklingsforstyrrelser. Eleverne er visiteret til skolen på baggrund af deres primære diagnoser, og det er dem, der som udgangspunkt er fokus på.

"Gennem mine år på stedet har jeg oplevet, at mange af eleverne ud over deres primære diagnose har voldsomme oplevelser med sig. En del af de elever, jeg gennem årene har været i kontakt med, har således været mærket af omsorgssvigt tidligt i deres liv", fortæller hun.  

Jesper, otte år

Udgangspunktet for diplomprojektet er en case om drengen Jesper, der går i 2.klasse på specialskole. "Han er forholdsvis ny i klassen, og vi forsøger at hjælpe ham med at lære at gå i skole, aflæse de sociale koder, indgå i forpligtende relationer og så videre. Casen er konkret og har dermed mange specifikke elementer og særegenheder, der knytter sig til netop denne dreng og hans opvækst. I kraft af min erfaring inden for specialområdet, kan jeg imidlertid se en lang række fællestræk mellem Jespers opvækst og væremåde, og andre af de børn, der har været visiteret til vores specialpædagogiske undervisningstilbud. Casen benyttes derfor eksemplarisk for den gruppe børn, der er diagnosticeret med en grundlæggende udviklingsforstyrrelse og ramt af omsorgssvigt tidligt i deres liv", siger Thora Rytter. 

Om Jesper står der blandt andet i casen:

"Diagnoser:  F84.0 Infantil autisme, F90.0 Forstyrrelse af aktivitet og opmærksomhed, F41.8 Inferioritas intellectualis, F98.3 Pica i barndommen, Z81.9 Familieanamnese med psykisk lidelse eller adfærdsmæssig forstyrrelse uden specifikation.

Indlæringsmæssige vanskeligheder: Jesper går i en klasse med fem drenge og tre piger, der alle har en diagnose inden for autismespektret, en ADHD-problematik eller begge dele. Herudover har de fleste af børnene komorbide diagnoser. Eleverne i klassen er fra seks til ti år, og klassen er sammensat ud fra en vurdering af hvem, der passer bedst sammen socialt. Størstedelen af undervisningen er individuel, men der er også enkelte fag, hvor der er klasseundervisning. Det drejer sig om de praktisk-musiske fag, socialfag og natur/teknologi.

Jesper er modenhedsmæssigt en del under niveau. Han har store vanskeligheder inden for de eksekutive funktioner - specielt i forhold til emotionel kontrol. Han reagerer følelsesmæssigt voldsomt på selv små forandringer og skift, og hans følelsesmæssige reaktioner fremstår ofte uforudsigelige".

Sjældent med succes

"Jesper har svært ved at koncentrere sig i aktiviteter, han ikke selv har valgt, og er, især i gruppesituationer, let at aflede. Han har svært ved at aflæse andre børns mimik, tonefald og gestik og føler sig meget ofte snydt eller drillet, uden det er tilfældet. Jesper reagerer oftest med gråd og frustration og kan blive fastlåst i følelsen af at være blevet uretfærdigt behandlet. Jesper kan koncentrere sig om en selvvalgt aktivitet og opholde sig længe i den, hvis det er en aktivitet, hvor han er alene eller er en-til-en med en voksen. Jesper vil gerne være sammen med de andre børn i klassen, søger dem ofte i pauserne, og forsøger at deltage i deres lege. Dog sjældent med succes. De andre børn prøver tit at få Jesper med og at forklare ham legens regler, men han blokerer ofte selv for sin deltagelse ved at finde forhold, der er i vejen. Det kan for eksempel være, at han ikke kan få den skovl, han ville have haft, at hans yndlingspind er blevet væk, eller at der er et træ, man ikke må røre. Jesper reagerer ved at græde og med en forståelse af, at de andre børn driller ham og ikke vil have ham med i legen. Det virker som om, Jesper har svært ved at forstå helt enkle regler i legene. Resultatet er, at han ofte leger alene - dels fordi de andre børn bliver trætte af ham ('Jesper skriger hele tiden - jeg gider ikke lege med ham, når han bare skriger'!), dels fordi han selv vælger det. Det er især udpræget, hvis Jesper har det dårligt. Når han er presset, kan han bruge alle sine udendørs pauser på at gynge på en bestemt gynge, med ryggen mod legepladsen. Hvis gyngen er optaget af et andet barn, kan han blive meget ulykkelig og svær at nå ind til. Det er ligegyldigt, at gyngen ved siden af er ledig - den kan ikke bruges.

Jesper virker glad for de voksne i klassen, men ligesom til de andre børn, er hans tilknytning til os usikker, og han veksler mellem grænsesøgning og stor frustration over en følelse af uretfærdig behandling til et ønske om tryghed og fysisk kontakt".

Biler, computerspil og natur

"Sprogligt er Jesper noget under aldersniveau. På enkelte områder har han en fin begrebsverden - især når det gælder hans særinteresser som biler, computerspil og natur. På andre områder virker hans begrebsverden meget mangelfuld. Han har meget lidt omverdensforståelse og har svært ved at indgå i almindelig samtale. Hans sprog er præget af tilfældige ytringer på tilfældige tidspunkter, og han mangler fornemmelse for spillereglerne i samtaler. Følgelig har Jesper svært ved at indgå i dialog - både med børn og voksne. Han forsøger konstant at dreje samtalen i retning af noget, han er optaget af - uanset hvilken kontekst, samtalen foregår i". 

Når der er pres på derhjemme

"I undervisningssammenhæng har Jesper ofte noget, der minder om absencer - han virker 'langt væk' og lever sommetider i en spilverden. Det kommer især til udtryk, hvis der er pres på derhjemme. Han har svært ved at huske det lærte fra gang til gang, og efter weekender og ferier kan alle tal og bogstaver være forsvundet fra hans hukommelse.

Vi skærmer Jesper meget i klassen. For eksempel har han altid den samme voksen siddende ved siden af sig, når vi spiser. Han har i alle de situationer, hvor han ikke selv bestemmer, hvad han skal, meget brug for, at der er en kendt voksen til at guide ham og hjælpe ham til at komme uden om konflikter med de andre børn". 

Når han er sådan en underlig en

"Familiemæssige forhold: Begge Jespers forældre har haft indlæringsvanskeligheder i skolen, men har gået på en almindelig folkeskole. I både mors og fars familie findes der flere, der er diagnosticeret med ADHD. Jesper er født for tidligt, havde lav fødselsvægt og led af kolik som spæd. Mor fortæller, at hun og Jespers far havde et godt forhold til hinanden, men at hun fik en depression en måned efter Jespers fødsel. Jesper har gentagne gange i sin tidlige barndom oplevet voldsomme skænderier mellem forældrene og har oplevet far være voldelig over for mor. Far sidder nu fængslet, og der er usikkerhed om, hvornår han kommer ud, og om han vil og må se Jesper. Jesper har en lillebror og to yngre halv-lillesøstre. Lillebror ser far i fængslet, men Jesper gør ikke. Der har været samvær med far hver anden weekend, men samværet har ikke været stabilt. Far har nu over for både Jesper og mor udtrykt, at han ikke har lyst til at se ham, når 'han er sådan en underlig en'".

Farmor forkæler. Kan mor lide børn?

"Jesper har i en lang periode været i pleje hos farmor for at aflaste mor. Herefter er det blevet hver anden uge, dels fordi Jesper fylder meget derhjemme, dels fordi lillesøster har søvnapnø og i perioder har haft længere hospitalsindlæggelser. Jesper er glad for at komme hos farmor og har dér sit eget værelse og fortæller, at farmor forkæler ham, men han giver samtidig udtryk for en undren og en usikkerhed i forhold til mor. Han tvivler sommetider på, at hun kan lide ham. Mor virker til at være under pres - hun har fire børn under otte år, heraf er Jesper den ældste, der er en lillebror, der er 14 måneder yngre, en pige på tre, der fylder meget og en pige på knap to år, der ofte er på hospitalet. Herudover en ex-mand, der sidder fængslet med en narko- og voldsdom. Hun har flere gange givet udtryk for, at hun er utryg i forhold til, at Jespers lillebror skal se sin far, og at hun er utryg i forhold til, hvad der sker, når han bliver løsladt".

Ofte i skammekrog

"Jesper fortæller, at der er forskellige skammekroge derhjemme, og at han ofte står i dem, fordi han har været slem. Han ved sjældent, hvordan han har været slem. Jesper er altid ren og pæn i tøjet, han spiser sundt og er sjældent syg. Dog er han ofte syg, når der er skole-hjem-samtaler, hvilket betyder, at samtalerne bliver udskudt, fordi mor ikke kan komme, når hun skal passe Jesper derhjemme. Det kan være svært at finde et nyt tidspunkt for samtalerne, og ofte er det endt med, at samtalerne kommer til at foregå over telefonen".

Jespers vanskeligheder set nedefra og op

"Analysens struktur er resultatet af mit ønske om at beskrive og forstå Jespers vanskeligheder 'nedefra-og-op'. Tilgangen er analog med den måde, jeg mener, vi pædagogisk bør anskue - og praktisk bør arbejde - med de børn, der er dobbelt ramt. Uanset om det overordnede mål ses som Jespers trivsel, mentaliseringsevne eller fagfaglige læring, er min tese, at vi for at hjælpe Jesper bedst må tage fat andetsteds", skriver Thora Rytter, som har bygget sin analyse op over fem delelementer:

-  "Det bio-psyko-sociale videnskabssyn, som er indgangsvinklen til at se det hele menneske i sammenhæng med dets omgivelser".

-  "Angst, som en grundlæggende sindsstemning hos børn, der er eller har været udsat for omsorgssvigt, og derfor et centralt element i forståelsen af børnene".

-  "Krop. Kroppen, hjernen og følelseslivet hænger sammen, og viden om metoder til - og effekter af sansemotorisk stimulering er derfor interessant i arbejdet med de dobbelt ramte børn".

-  "Relation. Karakteren af relationerne mellem børn og deres primære omsorgsgivere er af afgørende betydning for børnenes udvikling. Børn, der er dobbeltramt, har alle oplevet manglende kvalitet i relationen, og en overvægt af dem har derfor udviklet problematiske relationsmønstre, der forfølger dem gennem deres liv".

-  "Mentalisering som udtryk for sammenhængen mellem egen og andres adfærd og de mentale tilstande, der ligger bag, er en evne, dobbeltramte børn ofte ikke besidder".

Analysen af casen kan læses i projektet side 10 til 29 (se link under artiklen).

"Det, der hjælper Jesper til at modtage undervisning og holde opmærksomheden og koncentrationen længere end nogle få minutter, ser ud til at være praktisk, situeret læring med stor visuel støtte. Jesper profiterer af én-til-én-relation med en voksen, han stoler på", skriver Thora Rytter i sin konklusion. 

Det medvirker til at give Jesper udbytte af undervisningen og samværet med de andre børn, at han er omgivet af tydelige og anerkendende voksne, der roser og opmuntrer, stiller passende krav og er samarbejdspartnere i at gennemføre kravene, siger hun og citerer Charlotte Højholt, som skriver, at børns vanskeligheder i meget høj grad er knyttet til de voksnes samarbejde om dem.

"Med det in mente er det uhyre vigtigt, at vi er bevidste om vores tilgang til børnene, vores samarbejdsformer og pædagogiske metoder. Det bio-psyko-sociale videnskabssyn udmærker sig i forhold til tilgangen til dobbeltramte børn ved at sikre et bredt blik på børnene og en forståelse af sammenhængen mellem de forskellige aspekter af deres liv, egenskaber og vanskeligheder. De dobbeltramte børn har i særlig udstrækning behov for voksne omkring sig, som ser disse sammenhænge, og som hjælper dem med at få succeser og med at udvikle sig - også på områder, der ikke er direkte knyttet til det rent fag-faglige, som ellers er skolens primære opgave", skriver Thora Rytter og argumenterer for, at omsorgssvigtede børn mangler en række forudsætninger, som man derfor er nødt til at arbejde aktivt med.

"Et helhedsorienteret arbejde, hvor vi 'spiller på flere tangenter', er altså nødvendig for at afhjælpe vanskelighederne og styrke trivslen og læringen for de dobbeltramte børn". 

Fokus på relationsarbejdet, sansemotorisk træning, neuropædagogisk forståelse samt positivt indstillede voksne med en anerkendende og resurseorienteret tilgang er nogle af de elementer, der ser ud til at kunne starte den positive spiral, der giver mulighed for udvikling, trivsel og læring for dobbeltramte børn. 

Det er absolut nødvendigt, at børnene oplever tryghed og tillid - troværdige og pålidelige voksne, som man kan stole på.

"Derfor holder jeg også oprigtigt af mine elever. Dels fordi de er nogle skønne unger, dels fordi jeg har besluttet mig for at ville det! Jeg kan sagtens blive irriteret og sur, men jeg er samtidig sikker på, at børnene ved, hvor de har mig, og at de ved, at jeg godt kan lide dem, selvom jeg nogle gange skælder ud", siger hun og er sikker på, at det smitter positivt af, når de voksne på skolen beslutter at holde af og se positivt både på børnene og deres forældre. Det har betydning for, hvordan børnene udvikler sig - også fagligt, og den gensidige tillid mellem barn og voksen er afgørende for, om man lykkes".

Kan skolen afhjælpe vanskelighederne? 

"Det er en lang og sej proces, der kræver mange andre tiltag, end at vi er opmærksomme på, hvordan man bedst tilrettelægger en undervisning med krav, som Jesper kan honorere. Og man kan overveje, om nogle ting ligger så dybt i et barn, at det næsten er umuligt at afhjælpe de vanskeligheder, det medfører, i et skoletilbud", siger Thora Rytter.

Susan Hart skriver, at "børn med et medfødt sårbart nervesystem, som har været udsat for et miljø med groft omsorgssvigt for eksempel i form af deprivation, fravær af tilknytningserfaringer eller oplevelser af overvældende stærk traumatisk karakter, kan i ekstreme tilfælde få ændret deres neurobiologiske struktur og en række tilsvarende funktioner uopretteligt". Men Hart mener alligevel, at der er mulighed for at reparere, eller kompensere for tidligere mangler eller de forstyrrelser, der er opstået i svigtet, refererer Thora Rytter.

Skolen bør inddrage elevernes bagland

"I forhold til Jesper er der mange ting, der er svære. Der er fortsat en belastning i hans bagland, mor er presset, de små søskende tager en stor del af hendes tid og overskud, far sidder fængslet og vil ikke se sin dreng, og det er spørgsmålet om det, hvis han på et tidspunkt gerne vil se Jesper igen, vil være godt eller skidt for Jesper med samværet med far. Måske er et af svarene på, hvordan man bedst arbejder med de børn, der er dobbeltramt, både med en diagnose og med et omsorgssvigt, også at arbejde relationelt i forhold til dette bagland", skriver Thora Rytter og foreslår, at man i højere grad gør skolen til en social institution, hvor man kan inddrage familierne i langt højere grad, end det er tilfældet nu.

"I Jespers tilfælde vil det være oplagt at inddrage farmor, der som den eneste har stået som en fast, tryg omsorgsperson gennem Jespers liv", siger hun.

Tre til fem procent af børn og unge har været udsat for omsorgssvigt eller mishandling - eller begge dele. Og antallet sandsynligvis er langt højere, da svigt og børnemishandling i mange tilfælde ikke opdages. "Gennem mine otte år som lærer på en specialskole, har jeg erfaret, at tallet hos os bør sættes langt højere. Der er endnu ikke lavet forskning, der specifikt ser på de børn, der er dobbeltramt, men mit bud er, at antallet kan ligge på helt op til 25-50 procent af de børn, der har været igennem mine undervisningslokaler", siger Thora Rytter.

Det er i udpræget grad børn fra familier, der er belastede på den ene eller den anden måde, der bliver visiteret til specialtilbuddet.

"Jeg forestiller mig, at der kan være familier, hvor 'skylden' for belastningen kommer til at ligge på det barn, der er visiteret til os, og at det er der, indsatsen kommer til at fokusere, selvom man i langt højere grad, efter min mening, burde fokusere på hele familien, baggrunden og tidligere indsatser", skriver Thora Rytter. 

Læs PD-projektet: