Der er plads til forbedring, når det kommer til elevernes mundtlige deltagelse i engelsktimerne, skriver Caroline Amalie Schlotfeldt Proceé i sit professionsbachelorprojekt fra læreruddannelsen i Vordingborg ved Professionshøjskolen Absalon. En rapport fra Via University College og Det Nationale Center for Fremmedsprog viser, at 47 procent af de deltagende grundskolelærere i 2020 var enige eller meget enige i, at de kan have svært ved at få deres elever til at tale engelsk i undervisningen. Samme oplevelse havde Caroline Schlotfeldt i sine praktikker, hvor hun erfarede, ” hvor larmende en stilhed, der kan opstå, når der stilles et spørgsmål i plenum, samt hvor svært det kan være at komme videre derfra”. Hun er derfor optaget af at undersøge, hvordan man kan arbejde med elevernes mundtlighed i engelsk og tog i projektet afsæt i problemformuleringen:

”På hvilken måde stimulerer lærerne elevernes aktive mundtlige deltagelse og dialog i engelskundervisningen i udskolingen, og hvilken effekt har dette på elevernes sprogtilegnelse og self-efficacy?”

Self-efficacy

Caroline Schlotfeldt bruger den canadisk-amerikanske psykologiprofessor Albert Banduras begreb self-efficacy, som han definerer som ”tiltro til, at man er i stand til at udføre den adfærd, som er nødvendig for at opnå et bestemt resultat”. ”Det vil sige, at en elevs tro på/forventninger til at kunne udføre handlinger, der skal bruges til at mestre en opgave og/eller udfordringer, er betydelig for elevens faglige selvtillid, motivation og præstation”, skriver hun og tilføjer, at tiltro til egne evner er lige så afgørende for, hvordan man klarer sig som intelligens. Self-efficacy udvikles over tid og er et resultat af erfaringer, der blandt andet omfatter egne tidligere erfaringer med mestring af opgaver, men også ”andenhåndsoplevelser” som oplevelse af rollemodeller, og hvordan man oplever at løse sine opgaver.

Rollelæsning og ”round-robin”

Caroline Schlotfeldt har observeret engelskundervisningen i to klasser og har interviewet lærerne og gennem et spørgeskema undersøgt elevernes oplevelse af mundtlighed. I analysen når hun frem til, at der var mest mundtlighed i Klasse 1, hvor læreren brugte Cooperative Learning (CL) i øvelser som rollelæsning og ”round-robin”, en brainstormmodel, der aktiverer alle elever i en gruppe til at sige noget. ”Jeg har altid CL-struktur med, fordi jeg synes, det er en styrke, når de sidder i deres team og laver rollelæsning eller små samtaleøvelser, og der får de sagt rigtig meget”, forklarede læreren.

I Klasse 2 var eleverne også mundtligt aktive, men her arbejder de i høj grad parvis, og efter hver opgave var der fælles opsamling i plenum.

Herudover observerede hun, at der i den første klasse blev talt engelsk i stort set hele undervisningen, hvor der i den anden mange gange blev slået over i dansk. Når eleverne i Klasse 2 ikke talte lige så meget engelsk med hinanden mindskedes ”muligheden for at presse sproget, teste sproglige hypoteser og indgå sproglige forhandlinger”, skriver Caroline Schlotfeldt.

Klassekammeraternes betydning for deltagelse

I spørgeskemaundersøgelsen blev eleverne spurgt, hvordan de selv oplevede deres self-efficacy. For at undersøge deres tidligere erfaringer med faget, spurgte hun, om eleverne oplevede og følte, at de var gode til engelsk, og om de oplevede, at kunne det de skulle i engelsk, da hun mente, at disse oplysninger kunne give ”en indikation af elevernes resultater om erfaringer, og om eleverne har oplevet succes eller nederlag i faget”.

Forskellene mellem de to klasser var ikke store. Samlet set oplevede 75 procent i Klasse 1 at være enten ”meget” eller ”lidt gode” til engelsk, hvor det i Klasse 2 var 68, 8 procent. Derimod varierede elevernes ”andenhåndsoplevelser” mere. I spørgeskemaet spurgte Caroline Schlotfeldt, ”i hvilken grad eleverne oplevede klassekammeraterne deltage aktivt mundtligt i undervisningen på en skala fra 1-5”. I Klasse 1 viste fordelingen, ”at størstedelen af eleverne oplever hinanden som aktivt mundtligt deltagende”, hvor undersøgelsen i Klasse 2 viste, ”at størstedelen af eleverne i mindre grad oplever hinanden som aktivt mundtligt deltagende sammenlignet med Klasse 1”.

Caroline Schlotfeldt konkluderer, at oplevelsen af at se de andre være mundtligt aktive kan have en positiv indvirkning på ”den enkelte elevs self-efficacy, når han/hun kan se, at andre også kan mestre opgaven/den aktive mundtlige deltagelse”. Andenhåndsoplevelsen kan dermed motivere til deltagelse og have indvirkning på den enkelte elevs self-efficacy, når han/hun kan se, at andre også kan mestre at tale engelsk.

Cooperative Learning stimulerer

Caroline Schlotfeldt konkluderer, at den ene lærers brug af Cooperative Learning havde positiv effekt på mundtlig deltagelse og elevernes self-efficacy: ”Ser vi på stimulering af mundtlig aktivitet som et enkelt parameter, viser undersøgelsen, at Klasse 1, der er mere mundtlig aktiv, og hvor der opstår flere muligheder for sprogtilegnelse grundet den didaktiske tilgang, opnår bedre resultater i standpunktskaraktererne”. Stimuleringen af mundtlig aktivitet og self-efficacy havde positiv effekt på elevernes sprogtilegnelse og faglige niveau, skriver hun.

Man kan altså med fordel fokusere på øvelser med CL-strukturer, ”hvor eleverne kan undersøge og forstå hinandens forståelser give feedback, diskutere og argumentere for at løse en opgave”, og konkrete metoder/strukturer der kan benytte er ’Guidet kammeratfeedback’, ’Karrusel- feedback’ eller ’Ekspert-puslespil’, skriver Caroline Amalie Schlotfeldt Proceé.