Søndervangskolen skal selv finde 1,3 millioner kroner som tilbagebetaling til Stuk.
Foto: Scharvik/istock
Aarhus Kommune: Søndervangskolen skal tilbagebetale 1,3 millioner til ministeriet
Det bliver Søndervangskolen selv, der skal tilbagebetale 1,3 millioner kroner til Børne- og Undervisningsministeriet på grund af usikkerheden om, hvorvidt skolen øgede sine chancer for at vinde en præmiepulje ved at snyde ved prøverne i 2018.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Styrelsen for Undervisning og Kvalitet (Stuk) har meddelt Aarhus Kommune, at man vil have 1,3 millioner kroner tilbage, som svarer til det beløb, som Søndervangskolen vandt i 2018 i forbindelse med daværende statsminister Lars Løkke Rasmussens præmiepulje.
De penge skal tages direkte fra Søndervangskolens budget. Det blev i går besluttet på et rådmandsmøde i Aarhus Kommune.
"Pengene tages fra Søndervangskolen, da de blev givet til skolen dengang", skriver Børn og Ungerådmand Thomas Medom (SF) i en skriftlig kommentar til JP Aarhus.
Ministeriet kræver Søndervangskolens millionpræmie returneret
Del af afslutningen af sagen mellem STUK og kommunen
Af indstillingen til gårsdagens beslutning kan det læses, at kommunen kalder beslutningen for "en del af afslutningen af sagen mellem STUK og Aarhus Kommune i forbindelse med prøveafviklingen på Søndervangskolen".
Her fremgår det desuden, at beslutningen samtidig fastsætter "en praksis i tilfælde af, at tilbagebetaling af puljemidler kommer på tale på andre folkeskoler i Aarhus Kommune".
Nu tidligere skoleleder Rani Hørlyck har tidligere fortalt til Folkeskolen, at nogle af præmiepengene dengang blev brugt til at fejre resultatet med en tur for alle skolens elever og ansatte i Ree Park Safari.
"De åbnede parken kun for os. Det var en rigtig festdag, som vi kommer til at kunne leve længe på. Især de små børn var sørme glade. Det var en dag, der bidrog til både læring og en styrkelse af relationerne på tværs af skolen", lød det den dag fra Rani Hørlyck.
Professor: Den mindst ringe beslutning
Økonomiprofessor på Aalborg Universitet Per Nikolaj Bukh kalder Aarhus Kommunes beslutning for den rigtige.
"Det er det, fordi det er den mindst ringe beslutning af de muligheder, som kommunen havde for, hvordan pengene kan betales tilbage", siger han til folkeskolen.dk.
Professor: Aarhus Kommune bør betale Søndervangskolens millionpræmie tilbage
Landets næststørste kommune har nemlig ikke mulighed for at tilbagebetale pengene uden, at det går udover nogle af kommunens områder.
"Aarhus Kommune er en rig kommune med masser af penge, men dem kan man ikke bruge til det her, fordi man er begrænset af servicerammen. Når rammen er budgetteret helt ud - som den er i Aarhus - betyder det, at hver gang man giver penge ét sted, så skal man fjerne dem et andet sted", forklarer Per Nikolaj Bukh.
Ifølge professoren havde Aarhus Kommune reelt tre måder at finde pengene på.
"Man kunne tage pengene fra kommunens samlede økonomi. Det ville betyde, at man så skulle spare på fx ældreområdet. Men der er ikke et godt argument for den løsning. For kommunens budget på børn og ungeområdet er i sig selv så kæmpestort, at der ikke rigtigt er nogle argumenter for at lade det gå udover andre områder", siger han.
Dokumentation: Søndervangskolens elever fik ekstra tid ved danskprøver i 2017 - og ved alle selvrettende prøver i 2016
En anden mulighed ifølge Per Nikolaj Bukh ville være at fordele regningen ud på alle kommunens skoler.
"Det vil gøre regningen markant mindre, men der vil nok sidde en del skoleledere og lærere, der så ville tage sig til hovedet over, at de skulle miste penge, fordi en anden skole havde snydt og endda samtidig fremstået fantastisk på deres bekostning", siger han.
Regning bør være håndterbar
Valget er i stedet endt på den sidste mulighed, som rammer skolens nuværende ansatte og lærere her tre år efter, at skolen modtog millionbeløbet.
"Det kan også fremstå urimeligt for de nuværende ansatte og elever, men det er nok det mindst urimelige. Og samtidig har kommunen også et incitament til at slå fast, at der ikke skal være nogle fordele ved at snyde", siger han.
Selvom 1,3 millioner kroner er mange penge, mener Per Nikolaj Bukh ikke, at det bør have massive konsekvenser for skolen.
Så tynd er forvaltningens redegørelse: Mangler svar på en række forhold
"Selv i et worst-case-scenario, hvor skolen ikke har nogen opsparede midler, så har de mulighed for at fordele beløbet over nogle år, så de fx kun hvert år skal spare 250.000 over en årrække. Det er formentlig håndterbart", siger han.
Formand for Børn-og Ungeudvalget Eva Borchorst Mejnertz (S) udtaler til JP Aarhus, at hun ikke er overrasket over, at regningen nu tilfalder skolen.
"Søndervangskolen har fået en ordentlig mavepuster på baggrund af fejl, der ligger år tilbage. Derfor er det selvfølgelig trist, at de også skal tilbagebetale penge, der dermed kan risikere at gå fra børnene", siger hun i en skriftlig kommentar til JP Aarhus.