Det handler om primater, om deres DNA og om mutationer i eftermiddagens halvanden time her på Hummeltofteskolen i Lyngby-Taarbæk Kommune.

De ti elever er i gang med at finde DNA-koder på nogle kødstykker. De forestiller sig, at de på et marked i Vestafrika undersøger, om der måske er kød til salg fra truede og fredede primater. Ved at kende abernes og halvabernes DNA kan man undersøge DNA-koden på kødstykkerne og se, om nogle er på listen over truede dyr. Her i klasselokalet står DNA-koden for hver primat sat op forskellige steder på væggene, og på elevernes papirstykker - der forestiller kød - står DNA-koden på kødet.

De ti elever er hurtige til at løse opgaven. I hvide kitler løber de rundt for at være først med at finde ud af, om kødmarkedet sælger truede dyr.

De er her, fordi de synes, det er spændende at vide mere om primater og naturvidenskab. Iført hvide kitler bliver de kaldt mini-forskere. Underviserne er mentorer, tre elever fra 2.g på Virum Gymnasium. De er her også, fordi de synes, det er interessant at fortælle eleverne om naturvidenskab. Det er Videnskabsklubben, der arrangerer eftermiddagsundervisningen.

Kan lide opfindelser og dyr

"Jeg kan godt lide videnskab. Jeg læser også bøger om det, fordi det interesserer mig. Især kan jeg godt lide opfindelser og kemi", siger Oscar, der er en af de ti, der har meldt sig til Videnskabsklubbens tilbud.

"Jeg læser videnskabsblade og kan godt lide dyr - især primaterne", fortæller Anders.

Flere af eleverne siger, at det måske ligner natur/teknologi lidt, men lige nu har de om Danmark og om sanserne i natur/teknologi, og det er meget kedeligere end det, der foregår i Videnskabsklubben.

"Vi læser bare i en bog i natur/teknologi. Her er der powerpoints", lyder det fra et par stykker.

To piger forklarer dagens emne: "DNA er for eksempel, at jeg deler mere DNA med mine forældre end med andre. Fordi vi er i familie. Mine forældre deler ikke helt så meget DNA, for de er jo vidt forskellige mennesker".

Eleverne finder de små tegninger af brøleaber, spøgelsesaber og andre primater rundt i klassen. Hvert dyrs DNA-kode står skrevet som bogstaver. De sammenligner koderne på deres "kødstykker" og får at vide, at DNA er en slags "arkitekttegning" - en opskrift på hvordan vi ser ud som menneske. De staver sig igennem navne som pygmæspøgelsesabe og jackston-manguster - helt let er det ikke.

Jordbær kan ikke føle

"DNA er som en bog. Hvis I ser to af Pippi-bøgerne, så er der meget ens i bøgerne, fordi personerne er de samme, men der er også to forskellige historier i de to bøger", forklarer Maia, Fiona og Mathilde, der som mentorer står for undervisningen.

På whiteboardet viser de to Pippi-bøger.

"Men hvis I så ser på en Pippi-bog og H.C. Andersens 'Fyrtøjet', så er der også noget ens, fordi begge er bøger, men samtidig er der mere, der er forskelligt i de to historier".

Eleverne følger godt med og stiller mange spørgsmål. De taler om, at der er DNA i jordbær, i bakterier og i mennesker. De ser et billede af en DNA-streng og Camilla spørger, om jordbær mon kan føle noget?

"Nej, det tror jeg bestemt ikke. De har ingen hjerne", svarer mentorerne.

"Er et jordbær så ikke levende"?

"Jo, jordbær er levende, men de kan ikke mærke noget, så du kan roligt spise jordbær. Det gør ikke ondt på jordbærret", lyder svaret.

Mentorerne viser forskelle på plante- og dyreceller. De tre mentorer får mange svære spørgsmål og svarer så godt som de kan ud fra deres undervisningsmateriale og deres viden. Mathilde og Fiona går på fysik og kemi-linjen, mens Maia har bioteknologi.

Mange uforudsigelige spørgsmål

De tre mentorer fortæller, at de før en undervisningsgang tjekker deres powerpoints og læser emnet igennem.

"Det er rimeligt simpelt. Næste gang skal de høre om kranier og se nogle forskellige kranier fra mus, kat og primater", forklarer Fiona.

"Børnene stiller en masse spørgsmål, som vi ikke lige kan forudsige, så vi svarer så godt vi kan. Nogle gange undrer vi os over, hvor de dog har det fra", griner de tre piger.

"Jeg ville ønske, at der havde været sådan en videnskabsklub da jeg gik i 4. klasse. Jeg var slet ikke interesseret i naturvidenskab dengang, det er først kommet senere", siger Fiona.

De fortæller, at de lærer en masse selv, fordi de skal forklare det til børnene.

"Man får en ny respekt overfor lærere. Det er svært ind imellem at forklare nogle komplekse ting let", siger Mathilde.

Forskelle og ligheder

Efter DNA-koderne er der pause, hvor mentorerne deler æblejuice, en gulerod og en kiks ud til alle. Snakken fortsætter om hvem man ligner. Flere fortæller, at de ligner deres fætter meget eller at de egentlig ikke så meget ligner deres bror. Og nogle bliver meget tit forvekslet med en bror eller søster.

Bagefter taler de om at hår kan være meget forskelligt. Nogle har tykt hår, andre tyndere. Nogle har krøller og andre helt glat hår ligesom der kan være forskellige farver. Der er store variationer over hår.

De taler om at tvillinger kan være en-æggede og tve-æggede og forklarer, hvordan det hænger sammen.

Også reproduktive barrierer kommer på banen. Mentorerne forklarer, at en flod igennem et landskab kan betyde, at aber på den ene side af floden kun parrer sig med hinanden og udvikler forskellige træk, selv om de måske har været én familie fra begyndelsen. For eksempel har Congofloden delt en chimpansefamilie - på den ene side af floden har de udviklet sig aggressivt og spiser kød, mens chimpanserne på den anden flodbred er fredeligere og spiser frugt og grønt.

"Jeg ved godt, at det lyder lidt klamt, men hvorfor kan de ikke - du ved det dér - mere", spørger en pige.

Maia forklarer, at hun mener, "yngle, få børn, være sammen". Og ja, chimpanserne parrer sig ikke længere på tværs af de nyopståede familier, fordi deres DNA har ændret sig så meget, at de ikke kan få unger sammen længere.

Når aber forandrer sig

Dagens sidste opgave er at vise en slags mutation. Børnene bliver delt i to grupper, der skal tegne to forskellige aber.

En ad gangen tegner de efter en abetegning. Hver har 45 sekunder, der er nedtælling fra 10, hvor alle deltager. Når et barn har tegnet aben på et nyt stykke papir efter abetegningen, bliver den oprindelige tegning gemt. Næste barn skal tegne efter første barns tegning. Ligesom når man leger hviskeleg, så forandrer aberne på tegningerne sig drastisk selv om alle gør sig meget umage med at tegne så lig den forrige tegning. I den ene gruppe skrumper aben meget, mens den vokser voldsomt i den anden gruppe. En abe mister sin lange flotte hale og får i stedet en grisekrøllet hale.

De griner af forandringerne, da tegningerne bliver hængt op i rækkefølge. Og grupperne skifter abetegning og prøver igen.

"Den er bare SÅ grim", griner en dreng.

En abe mister sine ører helt undervejs i tegneriet.

Uroen blandt børnene breder sig, og grinene bliver større. Scchhhh lyder det fra mentorerne. Nu er det dagens sidste punkt - at skrive i deres notesbøger. Her skal de reflektere over det, de har lært. Eller de kan tegne det. De repeterer lige, hvad DNA egentlig står for. Én tegner et kødstykke af i notesbogen.

Notesbøger og kitler afleveres, og børnene løber.