Det hører i den grad til sjældenhederne, at en vaskeægte skandale ender på undervisningsministerens bord. Men det var, hvad der skete en onsdag i slutningen af september sidste år. Søndervangskolen i Aarhus, der på landsplan blev betragtet som bannerfører for sin evne til at løfte tosprogede elever, blev anklaget for noget så alvorligt som at have fusket sig til sine imponerende resultater.

Pernille Rosenkrantz-Theil (Socialdemokratiet) var da også hurtig til at slå fast, at vi her havde at gøre med en helt ekstraordinær sag, og at Aarhus Kommune kunne forvente at blive afkrævet en redegørelse.

For ikke nok med afsløringerne af, at skolen havde givet alle afgangselever ekstra tid til de skriftlige prøver, og at nogle elever var coachet ud over det tilladte op til de mundtlige prøver; landets næststørste kommune stod også med lidt af et forklaringsproblem, da det samtidig kom frem, at kommunen rent faktisk kendte til mange af anklagerne og ikke havde reageret på desperate læreres henvendelser om fiflerier og klager over en ledelse, som spillede personalegrupper ud mod hinanden og skabte frygt.

Den prompte reaktion skulle vise sig at blive ministerens sidste til et medie om skandalesagen. I stedet har hun, Aarhus-borgmester Jacob Bundsgaard (Socialdemokratiet) og rådmand Thomas Medom (Socialistisk Folkeparti) alle valgt at sende sagen videre til deres embedsværk og forvaltning og valgt ikke at udtale sig.

Men hvad er omfanget af den skandale, der tilsyneladende er så stor, at selv ikke politikerne ønsker at sætte ord på den, og hvilken betydning kan den vise sig at få for landets øvrige folkeskoler? Det har Folkeskolen bedt en række skoleeksperter give deres bud på.

Sag uden fortilfælde

Skolehistoriker Ning de Coninck-Smith må bladre godt tilbage i historiebøgerne for at finde en skandale i samme kaliber. Ifølge hende findes der ingen fortilfælde på en folkeskole, der er blevet anklaget for at snyde med sine måltal.

“Det er jo også ganske nyt, at test og benchmarking fylder så meget”, bemærker hun.

I stedet ser Ning de Coninck-Smith paralleller til en sag efter anden verdenskrigs afslutning i 1945. Her blev der rejst en tjenestemandssag mod en af Undervisningsministeriets konsulenter.

“Han hed F.C. Kaalund-Jørgensen og havde været centralt placeret i mellemkrigsårenes skolepolitiske diskussioner i retning mod barnets skole. Efter krigen bliver han kraftigt degraderet for at have været lidt for tæt på tyskerne. Sagen er jo en ganske anden, men der er paralleller til, at vi her har at gøre med en person, der indtil afsløringerne nød kæmpe anerkendelse i skoleverdenen”.

Som debattør, klummeskribent og oplægsholder har nu tidligere skoleleder Rani Hørlyck været en markant og højt respekteret stemme i den evige politiske debat om, hvordan man løfter tosprogede elever. Hendes og Søndervangskolens velanseelse resulterede i, at danske og udenlandske skoler, politikere, skoleforvaltninger og arkitekter valfartede til skolen for at få indblik i skolens metoder – og det selvom besøgene var en bekostelig affære med en startpris på 10.000 kroner.

Den kæmpe interesse for skolen viser, at de danske folkeskoler er presset til at præstere på en række måltal, og at man derfor søger inspiration hos dem, der tilsyneladende har knækket koden. Sådan vurderer Lars Holm, der er lektor på Danmarks Institut for Pædagogik og Uddannelse med speciale i flersprogsområdet både herhjemme og internationalt. Han kalder det en meget bekymrende udvikling.

“Sagen viser, hvad der sker, når sammenligninger af tal og tabeller bliver gjort til det helt centrale for en skole, for en kommune og for et uddannelsessystem. Gennem tal og tabeller skabes der magtfulde fortællinger, og de skaber et pres for hele tiden at forbedre sine måltal. Det pres gælder både internt på skolen og på andre lignende skoler”, siger han.

Det vil ikke undre ham, hvis Søndervangskolens massive promovering af sine resultater “kan have intensiveret en teaching to the test-strategi på andre skoler”.

Afsløringen af, at Søndervangskolens resultater tilsyneladende ikke afspejlede hele sandheden, kan dog vise sig at blive en positiv øjenåbner for landets politikere. Det håber kredsformand i Odense Lærerforening Charlotte Holm. Hun er selv en af de mange, der tidligere har været på besøg på skolen.

“Der var en generel forståelse på det politiske niveau af, at Søndervangskolen havde svaret på det meste i forhold til undervisning af tosprogede elever. Sagen er et bevis på, at der ikke findes noget quickfix eller en universel formel, som politikerne nogle gange kan have en tendens til at tro”.

Ifølge Charlotte Holm er det alene en vedholdende indsats og økonomisk prioritering af kommunale midler, der løfter eleverne, og “det håber jeg, at politikerne erkender i kølvandet på sagen”.

Enkeltsag eller tendens?

Modstandere af test har i kølvandet på Søndervang-sagen proklameret, at snyd også vil forekomme på andre folkeskoler i mere eller mindre omfang, så længe deres resultater måles op imod hinanden. Spørgsmålet er derfor, om man kan forvente, at også andre folkeskoler fifler sig til pænere resultater?

Spørger man professor med speciale i økonomiske incitamenter Per Nikolaj Bukh, forekommer snyd ofte, hvis aktører bliver sat over for at skulle leve op til uopnåelige mål. Ifølge professoren satte ledelsen på Søndervangskolen igennem årene urealistisk høje mål for skolen.

“De skabte et kæmpe forventningspres og satte deres prestige på spil for hele tiden at levere bedre karakterer, men det bliver selvsagt sværere og sværere. På et tidspunkt bliver det simpelthen ikke muligt at klare sig uden at snyde, og det kræver tilmed mere og mere snyd for at kunne overgå sine resultater”.

Per Nikolaj Bukh føler sig overbevist om, at skoledanmark ikke bør frygte en lignende skandalesag på andre folkeskoler. Det bygger han blandt andet på en kvalitativ undersøgelse, han sammen med kolleger har foretaget af nogle af deltagerne i tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen præmiepulje. Her var der for alvor et håndgribeligt incitament til at snyde på vægtskålen, fordi der var millioner af kroner i udsigt.

“Der er ingen tvivl om, at udsigten til en potentiel millionpræmie ændrede på skolernes praksis, blandt andet ved at man indførte mere eksamenstræning, og det kan ikke udelukkes, at man uden at bemærke det har ændret nogle af sine principper. Men jeg føler mig sikker på, at vi ikke vil se en sag af samme omfang igen”.

Hvad kan vi så lære af Søndervang-sagen? Spørger man økonomiprofessoren, svarer han således:

“Det skulle være, at sagen er en reminder om, at når noget er for godt til at være sandt, så er det som regel ikke sandt”.

Alarmklokkerne burde have ringet

En bog fra 2019 om Rani Hørlycks arbejde med at skabe en successkole indledes paradoksalt nok med ordene om, at bogen “er fortællingen om, hvordan det umulige bliver muligt”. I bogen fremhæves skolens mange bemærkelsesværdige resultater, der samme år var medvirkende til, at Rani Hørlyck af a-kassen Lederne blev nomineret til årets leder.

Men var skolens resultater så gode, at de røde lamper burde have ringet? Det mener professor emeritus med speciale i pædagogisk statistik Peter Allerup. Folkeskolen har bedt ham vurdere skolens karakterudvikling fra 2013 og frem til 2018, hvor skolens snit for første gang i en lang årrække falder. Her finder han en udvikling, han har meget svært ved at forklare rent statistisk:

“Det er helt usædvanligt med fuldstændig konstant stigning. Man kan jo bare nøjes med at se på Cepos' rangliste, hvor skolernes resultater varierer fra år til år”.

Men ikke alle skolens faglige resultater imponerer i perioden. En aktindsigt, som Folkeskolen er i besiddelse af, viser, at skolen konstant siden 2016 har ligget blandt landets dårligste i de nationale test i dansk.

“Ifølge mine taløjne kan det ikke lade sig gøre at have konstant fremgang i skolens afgangskarakterer, mens man klarer sig så dårligt i de nationale test. Det burde nok have fået nogen i ministeriet til at undre sig”.

Lad ikke sporene skræmme

For Per B. Christensen, tidligere lærer, skoledirektør og formand for lærerkommissionen, der lagde grundstenene til, at lærerne igen fik en central arbejdstidsaftale, bør sagen ikke give anledning til at pege fingre ad hinanden. Han mener i stedet, at der er behov for at mane til besindighed, for landets folkeskoler beskæftiger så mange mennesker, at “der næsten uundgåeligt dukker uheldige sager op en gang imellem”.

Selv om “sagen på ingen måde kan forsvares”, er det afgørende, at den ikke får lov til at fylde mere, end den behøver, mener Per B. Christensen. For den megen omtale kan vise sig at føre til en generel tilbageholdenhed på landets skoler.

“Man kan godt frygte, at sagen øger angsten for at begå fejl og træde ved siden af, så man spiller mere safe i stedet for at arbejde med udvikling. Det vil være møgærgerligt”, siger han.

Derfor er radiotavsheden fra politikerne ifølge Per B. Christensen særdeles fornuftig.

“Vi hører ofte fra politikere, at lovgivningen skal ændres på baggrund af enkeltsager. Dér kræver det faktisk is i maven bare at holde sig i ro og sige: ‘Det her er en meget, meget beklagelig sag, men det skal ikke ændre ved, at vi skal gøre en vedvarende indsats for denne her gruppe af elever’”.

I kølvandet på sagen har Undervisningsministeriet i år besluttet at gennemføre et ekstraordinært tilsyn, der skal holde øje med, om landets grundskoler overholder reglerne ved årets afgangsprøver. Ifølge Per B. Christensen bør man dog være varsom med at skrue op for tilsynet med skolerne:

“Man skal selvfølgelig lære af sagen, men man skal ikke ændre på tilsynet ved hver enkelt sag. Så udvikler man et rædselsregime”.

Hold fast i tosprogsskoler

Aarhus Kommune er kendt for siden 2006 via en busordning at omfordele en del af kommunens tosprogede elever for at skabe en mere ligelig elevfordeling. Den ordning omfatter dog ikke Søndervangskolen, som er kendt for sin høje andel af tosprogselever. Og sådan bør det fortsætte, mener lektor Bergthóra Kristjánsdóttir, der blandt andet specifikt har fulgt tosprogsområdet i Aarhus Kommune.

“Busordningen har ikke gavnet eleverne hverken fagligt eller socialt, men alligevel fortsætter man med ordningen, fordi man er så optaget af, at andelen af elever med en anden etnisk baggrund end dansk ikke må nå et bestemt niveau. Men det er ikke procentandelen, der er problemet”, siger hun.

Politikerne i Aarhus har gennem tiden lukket både Nordgårdsskolen og Tovshøjskolen (Tovshøjskolen blev fusioneret med naboskolen Ellekærskolen under det nye navn Ellehøjskolen, præciseret den 16. maj). Sådan er det ikke gået for Søndervangskolen, og det må heller ikke ske, hvis det står til Bergthóra Kristjánsdóttir. Hun er overbevist om, at eleverne har bedre af at gå på Søndervangskolen end at blive busset rundt til andre skoler.

“Det afgørende er at have den rette faglighed til at løfte denne her elevgruppe, og her ser vi ofte, at skoler som for eksempel Søndervangskolen har en større ekspertise til at løfte de her elever, fordi man ser elevernes sproglige mangfoldighed som en resurse”, siger hun.

De største tabere

Imens sagen har kørt i medierne, er undervisningen og hverdagen fortsat på Søndervangskolen. Skolen skulle have budt en ny leder velkommen fra 1. juni, men feltet af ansøgere var ikke stærkt nok, så stillingen er for nylig blevet genopslået. Forventningen er nu, at en ny leder vil kunne byde elever og medarbejdere velkommen efter sommerferien.

Og så er vi, ifølge professor emeritus og arbejdsmiljøforsker Tage Søndergaard Kristensen, fremme ved sagens største tabere, som i årevis led under et betændt psykisk arbejdsmiljø, hvor mange var decideret bange for ledelsen, og medarbejderne blev spillet ud mod hinanden. “Sagen er et eksempel på, at det største problem i den offentlige sektor er dårlig ledelse, som ingen rigtig skrider ind over for. Kommunen valgte at dække sig ind bag en ‘uvildig undersøgelse’ i stedet for at vedstå sit medansvar og ledelsesforpligtelse. Man burde have meldt klart ud og handlet konsekvent. Og undersøgelsen valgte at skjule virkeligheden bag uldne formuleringer”, siger han.

Ifølge Tage Søndergaard Kristensen er det desuden en skærpende omstændighed, at sagen ikke har fået en klar afslutning. Det har medarbejderne på skolen nemlig brug for for at kunne komme videre:

“De har behov for klare principper, høje etiske standarder, og at sagen bliver afsluttet, så alle kan lære af den. Men hvad har man mon lært i Aarhus? Det fremstår meget uklart”