Journalist på Folkeskolen vinder endnu en pris for artikler om Aarhus-skole
Fagbladet Folkeskolen har netop vundet specialmediernes journalistpris Anders Bording Prisen for journalist Sebastian Bjerrils artikler om, hvordan Søndervangskolen i Aarhus opnåede flotte resultater gennem omgåelse af regler og intimidering af lærere.
"Når bladets chefredaktør ligefrem bliver forsøgt presset til at stoppe historierne, og der kører digitale smædekampagner, så ved man, at man enten har taget grueligt fejl, eller også har man fat i noget meget sandt og betydningsfuldt med store konsekvenser. De i alt 54 artikler om Søndervangskolen fortæller, at det er det sidste, der er tilfældet her. Stort tillykke til Sebastian Bjerril og Fagbladet Folkeskolen med Anders Bordings Journalistpris 2022” (Tilføjet et 'forsøgt' for præcisering af citat) .
Sådan lød det fra formand for Anders Bording Pris-juryen Karsten Kolding, da han i dag overrakte Specialmediernes journalistpris.
Folkeskolen blev nomineret til prisen på grund af journalist Sebastian Bjerrils afdækning af virkeligheden bag facaden hos den berømmede Søndervangskolen i Aarhus, der var landskendt som skolen med de mange tosprogede elever, der opnåede flotte faglige resultater.
Skandale fra Aarhus endte en onsdag i slutningen af september sidste år på Børne- og Undervisningsministerens bord, da Søndervangskolen af lærere, der stod frem i Politiken og Folkeskolen, blev anklaget for noget så alvorligt som at have fusket sig til sine imponerende resultater ved afgangsprøverne.
Siden har Sebastian Bjerril blandt andet også afdækket, hvordan man sikrede sig, at trivselsmålinger og forældretilfredshedsundersøgelser så flotte ud, og hvordan ledelsen håndterede det, når karaktererne ikke steg.
Søndervangskolens ledelse har trukket sig, og skolen har måttet betale penge tilbage, som den fik fra Lars Løkkes karakterpræmiepulje.
Børne- og Undervisningsministeriet politianmeldte skolen for at have offentliggjort udtræksfagene før tid, og da det viste sig, at reglerne ikke gav mulighed for at retsforfølge skolen, er reglerne siden blevet strammet.
Foruden Folkeskolen var to andre medier nomineret til Journalistprisen. Det er fagbladet Sygeplejersken for brug af den journalistiske genre fortællende journalistik som værktøj til at bryde tabuer og skildre sygeplejersker både dramatisk, sårbart og respektfuldt. Og fagbladet Ingeniøren, der sammen med MobilityWatch, har afdækket, hvordan regeringen under forhandlingerne til infrastrukturplanen i 2021 ikke videregav beregninger for CO2-udledningen til Folketinget i anlægsfasen, selvom de fandtes og selvom Folketingets partier efterspurgte dem. Et journalistisk fodarbejde, der blev udslagsgivende for, at transportministeren måtte fratræde.