En julidag i 2018 står 19-årige Robin Jæger i Roskilde Festivals debattelt og fortæller, hvordan det er at læse til HF og samtidig være hjemløs, fordi det er bedre at bo på gaden end hjemme hos forældrene.

Festivalens tema det år er ”økonomisk lighed”, Robin Jæger er inviteret gennem foreningen Hus Forbi, og hun fortæller, at salg af hjemløseaviser har været afgørende for, at hun netop har fået ”en fjollet hue på”.

Hun slutter sit korte indlæg med en anekdote: At hun en dag havde pjækket fra matematik og sad og røg en joint med en ældre ven, som sagde, at hun mindede om ham selv for ti år siden. ”Whaau, så skyndte jeg mig hen til matematikundervisningen. Jeg har ikke lyst til at sidde der om ti år”.

Teltet jubler.

En decemberdag seks år senere sidder Robin Jæger et helt andet sted. Hun er næsten færdig med sin læreruddannelse på Via UC i Aarhus. Planen er at få et job i skolen og undervise børn i dansk, geografi og historie.

”Som lærer tror jeg, at jeg vil have den fordel, at jeg kan møde børnene uden fordomme og berøringsangst, men med masser af nysgerrighed. Jeg vil helst undervise i udskolingen og gerne på efterskole. Alle klasser har en elev med alkoholiske forældre, og alle klasser har en elev med ADHD. Jeg kan godt lide bøllerne”.

Efter folkeskolen og efterskolen kommer Robin Jæger i gymnasiet i Viborg. Først bor hun på et ungdomskollegium, som er betalt for et halvt år, men fordi hun ikke er gammel nok til at få SU, ender hun med at flytte ind hos en veninde.

Hun får et stipendium og flytter til Bosnien-Hercegovina med planer om at tage sin studentereksamen dernede.

”Men det kunne jeg slet ikke holde til, så efter fem måneder kom jeg hjem og begyndte på HF i Viborg, men jeg endte i Aarhus og tog enkeltfag dér. Jeg sofasurfede hos venner og boede også ulovligt i nogle kontorlokaler. Jeg fik faktisk en bolig, men den kunne jeg ikke finde ud af at passe, og på et tidspunkt blev der slukket for strømmen”.

Mens Robin Jæger læser HF, har hun først ikke sin egen pc. Når hun skal lave opgaver, låner hun nogle gange en computer på Dokk1, som er hovedbiblioteket i Aarhus. En dag bliver hun bedt om at gå, fordi hun har sin gule Hus Forbi-taske med, og ”sådan nogen som dig skal ikke sidde og hænge her – vi er ikke et herberg”.

Til sidst får hun skaffet sig en pc og får sin eksamen, selv om det – som hun siger – i sig selv er et fuldtidsarbejde at være hjemløs.

”Jeg kommer fra et misbrugshjem, og jeg er meget heldig, at jeg aldrig har prøvet hårde stoffer. Da jeg var hjemløs, var det vigtigt, at jeg valgte misbruget fra. Jeg sagde til mig selv, at hvis jeg ikke skal være misbruger og kontanthjælpsmodtager, er jeg nødt til at komme videre”.

Lærerne på efterskolen bliver på flere måder et vendepunkt i Robin Jægers liv. Det er også dem, der får hende til at vælge læreruddannelsen.

”Jeg har mærket, at man kan blive reddet af gode lærere, og så vil jeg også gerne hjælpe de børn, der virkelig trænger til det, og der kan lærere gøre rigtig meget”.

Robins fornemmelse for dansk

Det var lærerne på efterskolen, som fik Robin Jæger tændt på litteratur – og danskfaget på læreruddannelsen. Yndlingsromanen er ”Jagten på et menneske” af Svend Åge Madsen. Da Robin Jæger var Hus Forbi-sælger, var hun en af avisens ”socialreportere”, og hun interviewede faktisk Svend Åge Madsen på en gåtur i Aarhus’ gader.

”Fiasko” er en digtsamling, som er udgivet af Projekt Udenfor. Her er et af Robin Jægers digte:

På jobcenteret siger de

at enhver god personlig udvikling starter med en storm

men det regner 

og der er hul på min Hus Forbi uniform.

”Omvendt er der også lærere, som ikke gjorde nok for mig i folkeskolen. Jeg ved, hvor meget viden kan gøre, og jeg vil lære børn at skrive taler, læserbreve og deltage i den offentlige debat. Jeg ved, at det kan redde nogle børn at give dem en stemme. Som dansklærer kan jeg for eksempel vise dem noget litteratur, de kan spejle sig i. Det er godt for hele klassen at læse om udsatte familier”.

Året efter sin debatoptræden begynder Robin Jæger på lærerstudiet. Hun får at vide, at de studerende kommer til at bruge mindst 7.000 kroner de første par måneder til at betale for blandt andet introweekend, fest, studierejse og bøger. For hende er 7.000 kroner et svimlende beløb, men hun fornemmer ikke, at det er et problem for hendes studiekammerater.

Flere skriver hjem til deres forældre, at alene studiebøgerne koster 3.000 kroner – send flere penge, tak! Den mulighed har Robin Jæger ikke, så den står på studielån.

”Da vi sad med vores afsluttende dansk- eksamen, sagde jeg: ’Nu har jeg sendt den, fedt!’ Hende ved siden af sagde så: ’Det kan jeg først, når min mor har sendt den tilbage’. Hendes mor er dansklærer, som så lige retter hendes afsluttende danskopgave, inden hun sender den ind. En anden havde en bror at skrive sammen med. Jeg oplevede, at alle andre kunne få hjælp hjemmefra”.

”Hvis der er andre end mig, der har haft en svær opvækst, er de i hvert fald ikke særlig åbne om det på studiet eller på lærerværelset. Det er ikke noget, man snakker om. Og det føles lidt underligt, fordi jeg kommer fra gaden, hvor der ikke findes hemmeligheder”.

De fleste Hus Forbi-sælgere i Aarhus henter deres aviser på det kommunale Værestedet i Jægergårdsgade, hvor Robin Jæger også er kommet. Da hun har bestået HF, holder de en afskedsfest for hende med den klare besked: ”Du er ikke velkommen længere”. Hun bliver med andre ord smidt ud, fordi de elsker hende.

En dag skal hun og hendes studiekammerater på læreruddannelsen på en PovertyWalk, som er en byvandring, hvor socialt udsatte viser byen fra den anden side, og gåturen begynder netop i Jægergårdsgade.

”Det var virkelig ubehageligt, for jeg følte, at jeg skulle i zoo med mine medstuderende for at kigge på de hjemløse og se, hvordan de lever. Så jeg kom i god tid og gik ind på Værestedet og fik nogle rugbrødsmadder for at falde til ro. Mine klassekammerater så mig komme ud derindefra, og da mødtes de to verdener bare pludselig.

”Vi blev vist rundt af én, der var virkelig fixetrængende, og så var det mig, der tog over og sagde: ’Vi skal lige ned til Reden, som ligger hernede’. Så måtte jeg jo fortælle om min baggrund, og jeg endte nok med at fortælle mere, end jeg havde tænkt, men det var helt fint”.

En dag, mens Robin Jæger er i praktik i en folkeskole i Aarhus, får eleverne til opgave at vælge fem kriterier, der skal til for at skabe et succesfuldt land. En gruppe drenge beslutter, at de hjemløse skal smides ud af landet, fordi de er dovne, og dem vil drengene ikke bruge penge på. Da beslutter Robin Jæger sig for at fortælle eleverne, at hun selv har været hjemløs.

”Det var nogle drenge, der havde det sjovt, men jeg sagde: ’Det bliver jeg faktisk lidt ked af’. Jeg vil da heller ikke have et land med hjemløse, men det er vildt, at de bare ville smide dem ud”.

”De blev selvfølgelig chokerede og sagde undskyld. Jeg tror aldrig, at de har fået sat ansigt på en hjemløs før, og da de så stod over for én, spurgte de selvfølgelig. Det var godt at kunne snakke om det, og konklusionen blev, at det ville være rart at have et land uden hjemløse, bare ikke på den måde”.

”Hvis børn skal blive gode, demokratiske medborgere, er det essentielt, at de oplever forskellige lærere, og at de kan se, at jeg har klaret mig, selv om jeg har været hjemløs og kommer fra en udsat familie”.