Charlotte Søndergaard og Jonas Abel Bitsch startede i samme klasse på læreruddannelsen for fire år siden og blev lynhurtigt et par. De var faktisk sammen til den allerførste fest - på anden skoledag, som de fortæller med lidt generte smil. I juni blev de færdiguddannet og startede i job i august; hun på folkeskolen Rosenvangskolen og han på privatskolen Interskolen, som begge ligger i Viby uden for Aarhus.

»Det var tilfældigt, for vi har begge to været i praktik på folkeskoler - Charlotte også på en efterskole - men ingen af os på privatskole. Så vi søgte en masse forskellige stillinger, som passede til vores fag«, fortæller Jonas Abel Bitsch.

Hun supplerer:

»Vi har den samme fagkombination: matematik, idræt og samfundsfag. Så jeg havde også søgt den stilling, Jonas fik. Vi kunne ikke bare vælge og vrage mellem jobbene, så vi søgte alle de matematikstillinger, der var. Man ville jo gerne have et job«.

Tilstedeværelsen fylder

Selvom de endte på de to skoler ved lidt af et tilfælde, er de heldigvis begge meget glade for deres job. Og de mener hver især, at de selv har de bedste kolleger, elever og skole som helhed. Men der er alligevel store forskelle på de to skoleverdener.

En af de mest markante forskelle er arbejdstidsaftalen for folkeskolen, er de enige om. På Rosenvangskolen skal lærerne lægge 35 timer om ugen på skolen, mens de selv kan bestemme over de resterende fem timer - på Interskolen skal lærerne kun være der til undervisningen, mens al den øvrige tid frit må placeres.

»Vi har selvfølgelig kun prøvet vores egen model hver især, men i mine øjne er Charlotte langt mere bundet til skolen, end jeg er. Jeg er glad for, at jeg kan forberede mig hjemme frem for i de fastere rammer på skolen - og jeg er god til at adskille arbejdet fra privaten, så jeg ikke arbejder hver aften og weekend. Det handler også om selvdisciplin«, forklarer Jonas, som anslår, at han er på sin skole mellem 25 og 30 timer om ugen.

De er enige om, at han har det bedste skema, fordi han har friheden med de kortere dage. Og hvor alle hans timer ligger lige efter hinanden med kun frikvartererne som pause, er der flere huller i Charlottes skema.

»Jeg har ikke bare timer fra 8-12 - der er en halv time her og der, hvor jeg ikke skal undervise. Men jeg har nogle gode blokke til forberedelse. Og det er rart at vide, at arbejdet er gjort, når man tager hjem«, pointerer hun.

Årgangsteam lægger op til at samarbejde

Arbejdstidsaftalen på Rosenvangskolen gør dog også, at de er enige om, at Charlotte er den, der arbejder mest af de to. Også selvom han på Interskolen underviser 25 lektioner, mens hun har 22 - dog med intern vikardækning, så det alligevel ender på omkring 24-25. Men trods den mere faste tilstedeværelse sætter Charlotte stor pris på at være så meget på skolen, fordi det betyder mere samarbejde med årgangsteamet:

»Det har været en stor hjælp at samarbejde meget i teamet. Vi har et møde hver uge, og vi taler om eleverne, lægger årsplaner, forbereder os og har forældresamarbejdet sammen. Der bliver lagt op til, at vi udveksler ideer og hjælper hinanden. Det har været en god måde at komme ind på skolen på«.

Jonas mener også, at der bliver lagt meget mere op til at samarbejde på Rosenvangskolen. Men det er ikke umiddelbart noget, han mangler - heller ikke selvom han har skullet lægge årsplaner og forberede al sin undervisning derhjemme før skoleårets start.

»På læreruddannelsen blev der gjort meget ud af samarbejdet, men der er ikke team på samme måde på min skole. Man kan selvfølgelig altid gå til sine kolleger, og jeg har også en mentor, fordi jeg er nyuddannet«, fortæller Jonas og fortsætter:

»Men der bliver lagt op til, at man klarer det selv. Og selvom det har været en stor udfordring, har jeg lært meget af at skulle gøre det hele selv. Der er også en frihed i, at jeg ikke skal blive enig med andre om forløb, underemner og så videre«.

Nørdet faglærer eller relationsstærk årgangslærer

De er altså enige om, hvem der arbejder mest, samarbejder mest, har det bedste skema og den største frihed. Men det bliver straks sværere, når de skal vurdere, om de helst vil være årgangslærer som Charlotte, der udelukkende underviser Rosenvangskolens tre 6.-klasser, men i flere fag - matematik, idræt, natur/teknologi og kristendomskundskab - eller faglærer som Jonas, som kun underviser i matematik og natur/teknologi, men til gengæld har fem forskellige klasser fordelt fra 2.-6. årgang. De er indbyrdes misundelige på de fordele, den andens job har:

»Som årgangslærer kender man eleverne meget bedre, og man kan se deres alsidighed. Måske er en elev i en periode træt af matematik, men blændende i idræt, så man kan have et andet syn på dem, hvis man har dem til flere fag og kender dem bedre«, lyder det fra Jonas. Charlotte tilføjer:

»Men som faglærer kan man nørde meget mere med sit fag og sætte sig mere ind i det. Som årgangslærer underviser jeg i fag, jeg ikke havde fra læreruddannelsen, og det er en stor udfordring. Alligevel mener jeg, at det allervigtigste er at kende eleverne. Så hvis jeg frit kunne vælge, ville jeg være årgangslærer, som underviser i mine fag fra uddannelsen«.

»Du har det hårdeste job«

Det er nok meget godt, at de hver især arbejder lige der, hvor de gør. Når de skal svare på, hvem der har det hårdeste job, peger de nemlig begge to på modparten.

»Charlotte har det hårdest, fordi hun skal være så meget på skolen. Jeg begynder at kunne forstå nogle af de lærere, som var irriterede over de nye arbejdstidsregler, for jeg nyder virkelig, at jeg kan forberede mig derhjemme«, siger Jonas. Men Charlotte er uenig:

»Jeg mener, Jonas har det hårdest, fordi han er så meget på i løbet af dagen. Han har ikke pauser ligesom mig, hvor man kan nå at tænke den næste time igennem. Og så er han meget mere alene om det hele. Min skole tager det meget seriøst, at jeg er 'ny i job'. Det kan jeg godt lide«.

Sparring er en stor fordel

De er dog enige i, at det er en stor gave for dem, at de som lærerpar kan sparre med hinanden om jobbet. Og der bliver talt meget om lærergerningen derhjemme.

»Det er dejligt, at vi kan støtte hinanden. Vores linjefag gør, at vi også kan hjælpe hinanden med det faglige - spørge, om den anden har ideer til idræt i morgen, eller dele sine egne erfaringer fra dagens natur/teknologi-lektion, som den anden måske kan bruge«, fortæller Charlotte. Jonas supplerer:

»Når vi oplever noget i vores hverdag - en problemstilling eller en udfordring, som har frustreret - kan vi vende det herhjemme og få et andet perspektiv på, hvordan vi kan løse det. Det er rigtig godt at få et andet input til det«.

Derfor er de også ret enige om, at de aldrig skal ende i det samme team. Den samme skole kan gå an, men der skal være forskellige input at bringe hjem - ellers mener de, at arbejde og privatliv vil flyde alt for meget sammen. For selvom de er et lærerpar, vil de også være andet og mere end det.