Når jeg underviser, skal eleverne holde hånden meget højt oppe, for at jeg kan se den. Jeg har et synshandicap og kan kun se ti procent af, hvad andre lærere kan.

Min leder har været inde at se min undervisning, og han siger, at han ikke kan se forskel på mig og de andre lærere. Måske går jeg mere rundt i klassen, fordi jeg skal være tæt på eleverne. Jeg bliver nødt til at få tingene læst op, og jeg skal zoome ind på computeren. Jeg vil jo gerne være ligesom alle andre, så jeg kompenserer, så meget jeg kan. Men jeg kan ikke se alt det, som andre kan.

Derfor slår det mig ud, da det kommer frem, at nogle elever går på toilettet på skift og snyder mig. Jeg føler det som et angreb på min faglighed, da jeg oplever, at nogle af mine kolleger stiller spørgsmål til, om jeg kan være lærer. Det er meget ubehageligt at blive indkaldt til samtale med kolleger, afdelingslederen og skolelederen. Jeg tror, jeg skal fyres.

Efter samtalen går jeg hjem og græder i to dage. Jeg ringer til Danmarks Lærerforening og får hjælp til fire timers psykolog. Hun er rigtig god. Vi arbejder meget med at sige til og fra og sætte grænser. Det er virkelig vigtigt, når man har et handicap, at alle ved, hvad man kan, og hvad man ikke kan.

Sønderborg 1991 Genfejlen

Jeg var seks måneder gammel, da min mor fandt ud af, at jeg ikke er som andre. Når hun gav mig flaske, var der et stort vindue bag hende, og så lå jeg og klemte øjnene sammen. Min mor tænkte, at det var mærkeligt, at jeg gjorde det.

Det var sundhedsplejersken, som fik mig på sygehuset. Først fik mine forældre at vide, at jeg var blind. Det så de som en meget stor udfordring, men så fandt de ud af, at jeg bare er meget svagtseende, og så var det budskab pludselig en kæmpe gave.

Jeg er albino og meget lys i huden. Derfor ser jeg ikke så godt. Det skyldes en genfejl. Begge forældre skal have fejlen, for at man får sygdommen. Jeg er heldig, fordi der er lidt farve i mit hår.

Kalundborg 1997  Synshandicappet

Jeg opdagede først, at jeg er anderledes, da jeg kom i folkeskole. Jeg kan huske, at der var nogle, som kaldte mig brilleabe. Nogle af de andre børn sagde, at mine briller var tisgule, og spurgte mig, om jeg havde tisset på dem. Da jeg var barn, havde jeg brilleglas, der kunne skifte farve. Når jeg gik ud i lyset, blev de mørke. Når jeg gik indenfor, blev de lysere. Jeg var ikke selv bevidst om, at det skete.

Alle de andre i klassen fik indimellem nye pladser. Jeg blev siddende på den samme plads foran katederet hele min skolegang. Jeg måtte ikke få en ny plads. Det syntes jeg var underligt og meget kedeligt.

I 2. klasse kom jeg på Refnæsskolen i Kalundborg. Dengang havde de kurser for blinde og svagtseende elever, der gik i folkeskolen. Her mødte jeg andre med synshandicap. Jeg fik mobility-undervisning, altså undervisning i at gå rundt. Jeg lærte at bruge kikkert, når jeg skulle se.

Jeg havde det svært derhjemme. Jeg var den ældste, og jeg har passet mine søskende rigtig meget, så bare det at slippe væk hjemmefra var fantastisk. Efter den første tur til Refnæsskolen i 2. klasse var jeg med på alle de kurser, jeg kunne.

Jeg tror, det gjorde, at jeg lærte mig selv at kende. Jeg fik kompetencer i at være synshandicappet. Det har været med til at bygge mig op og gøre mig til den, jeg er i dag.

Sønderborg 2006  Anbringelsen

Jeg var 15, da min mor ville flytte fra Sønderborg til Nykøbing på Lolland. Det kunne jeg slet ikke overskue. Så jeg blev anbragt i en plejefamilie og kom på efterskole på Rens Ungdomsskole. Der var mange anbragte børn, og børn med problemer i flok er en meget dårlig ide. Derfor stoppede jeg på skolen.

Da jeg blev 16, blev jeg anbragt i min egen lejlighed i Sønderborg. Det kunne jeg slet ikke finde ud af. Jeg var totalt nede. Blev deprimeret. Jeg havde ikke gennemført 10. klasse, og jeg tænkte: Jeg kan jo ikke noget. Jeg kan ikke se. Jeg bliver aldrig til noget.

Blå bog

Christina Munkesø Uhrenholt er 33 år, uddannet lærer fra Professionshøjskolen UCN i 2021 og ansat på Filstedvejens Skole i Aalborg. Hun har tre undervisningsfag: dansk, matematik og kristendom. Derudover er hun også teamkoordinator, praktiklærer og fagudvalgsformand på skolen.

På grund af sit synshandicap har Christina Munkesø Uhrenholt assistance i 12 ud af sine 24 undervisningslektioner, og når hun har gårdvagt. Det er lærerkolleger på Filstedvejens Skole, der får timer på skemaet til at være personlig assistent for hende.

Så skubbede en UU-vejleder til mig. Hun skaffede mig en praktikplads i Bilka, og jeg fandt ud af, at jeg kunne mærke forskel på mønterne. Jeg kunne sidde i kassen og fik en kæmpelup, så jeg kunne taste de stregkoder ind, som ikke kunne scannes. Jeg blev kendt som damen med luppen.

De fastansatte mig i Bilka, og jeg var der i tre år. Jeg var rigtig glad for det. Men jeg blev også træt af det. Så er det heller ikke sjovere at sidde i kassen.

Aarhus 2011  Fødslen

Jeg mødte en kæreste i Dansk Blindesamfunds Ungdom, da jeg var 19, og vi flyttede sammen til Aarhus. Jeg forsøgte at få et job, for jeg er ikke særlig god til bare at gå hjemme. Der skal ske noget. Så foreslog min kæreste, at jeg kunne prøve at begynde på HF enkeltfag. Han læste selv jura og havde en helt anden baggrund end jeg.

Så jeg startede på HF enkeltfag, og jeg forventede egentlig ikke at blive færdig med det, men min kæreste hjalp mig og støttede mig. Efter tre år fik jeg en HF. Det sidste fag, jeg var oppe i, var psykologi på B-niveau, og jeg fik 10. Jeg var vokset op med, at der ikke var nogen, som troede på mig, så det var faktisk ret vildt.

På det tidspunkt var jeg gravid, så for at få SU under barsel begyndte jeg på en finansbachelor. Det var skrækkeligt. Jeg var 23 og højgravid, og de andre var yngre end jeg og talte om at gå i byen. Jeg kunne ikke finde rundt på stedet, og holdet var kæmpestort.

Da jeg fik min søn Lukas, kunne jeg godt lide at følge hans udvikling: Så kunne han holde sit hoved, så kunne han slå til ting. Jeg kunne mærke, at jeg var god til at hjælpe ham til at udvikle sig.

Under min barsel snakkede jeg meget med en fra min mødregruppe, som var lærer. Jeg spurgte hende, om uddannelsen var et sted, der var rummeligt. Hun snakkede meget positivt om det, og så søgte jeg ind på læreruddannelsen.

Aalborg 2015 Læreruddannelsen

Jeg blev optaget på læreruddannelsen i Aalborg. Man kan få noget specialpædagogisk støtte, når man læser på en uddannelse og har et handicap. Så jeg fik en computer med forstørrelsesprogram, og jeg havde adgang til Nota, som er et e-bibliotek, hvor jeg fik læst bøgerne op. Det tog mig for lang tid at læse bøgerne selv, og det udmattede mine øjne, så jeg måtte vænne mig til at få læst op.

På uddannelsen havde jeg en studiesekretær, som hjalp mig tyve timer på et semester. Jeg fik også forlænget tid til eksamen.

Det var en meget bedre oplevelse at gå på læreruddannelsen, den var mere rummelig. Vi var et lille hold på kun 20 studerende, og jeg lærte rimeligt hurtigt at finde rundt. Min kæreste og jeg flyttede til Aalborg, men da Lukas var to, gik vi fra hinanden.

Det tog mig seks år at tage læreruddannelsen. Nogle semestre havde jeg to fag, og nogle havde jeg tre. Det, at jeg trak uddannelsen, udnyttede jeg til at få et ekstra fag, så jeg har dansk, matematik og kristendom. På den måde fik jeg det bedste ud af læreruddannelsen. Jeg nåede også at få en ny kæreste og et barn mere.

Aalborg 2021  Jobsøgningen

Jeg følte mig meget begrænset i min jobsøgning. Lukas gik i skole i Aalborg øst, og jeg ville ikke flytte ham. Jeg kan ikke køre bil, og jeg har det svært med offentlig transport. Så jeg skulle bare finde en skole i mit nærområde.

Jeg var til jobsøgningskursus på Dansk Blindeinstitut og lærte, hvordan jeg skulle italesætte mit handicap over for arbejdsgivere, så de bliver trygge i, at jeg kan arbejde som lærer.

Allerede i ansøgningen skrev jeg, at jeg har et synshandicap. Mange vil tænke, at har man et synshandicap, kan man ikke være lærer. Men hvis jeg ikke skrev det, ville det have været uærligt ad Pommern til, og det ville også være en for stor bombe under jobsamtalen. Jeg skrev: ”Jeg har et synshandicap, men jeg har også nogle strategier, som jeg glæder mig til at fortælle jer om til samtalen”.

Som handicappet er man sikret at komme til jobsamtale, hvis man søger med fortrinsret. Det er meget omdiskuteret, om man skal bruge sin fortrinsret eller ej. Jeg tænkte, at jeg ville bruge den, så jeg kunne præsentere mig selv. Jeg ville ikke vælges fra på forhånd.

Da jeg søgte jobbet på Filstedvejens Skole, lå samtalen midt i en skriftlig hjemmeeksamen på læreruddannelsen. Jeg skulle til samtale klokken 15. Opgaven skulle afleveres klokken 18. De kunne ikke flytte samtalen, så jeg spurgte, om jeg ikke kunne låne et lokale på skolen, hvor jeg kunne skrive min eksamen færdig, så jeg ikke skulle bruge tid på transport.

Jeg havde printet alle støtteordninger ud og langede dem over bordet. Jeg kunne komme i isbryderordning og få løntilskud det første år, og jeg kunne få støtte til hjælp i timerne. Men samtalen gik vanvittigt dårligt. De blev ved med at sige: ”Det her er en hård skole, måske er det ikke et sted for en ny lærer”. Jeg sagde igen og igen: ”Det er jeg virkelig ikke nervøs for”. Jeg havde følelsen af, at de nok bare havde taget mig til samtale, fordi de skulle.

Job og handicap

Kun 38 procent af personer med synshandicap er i beskæftigelse. For befolkningen som helhed er det 77 procent. Det viser nye tal fra en undersøgelse foretaget af Instituttet for Blinde og Svagsynede, Danmarks Statistik, Dansk Blindesamfund og Nota. Tallene viser også, at beskæftigelsen falder for mennesker med synshandicap allerede fra 40-årsalderen.

Personer med et handicap kan, hvis de har de formelle uddannelseskrav, søge ledige stillinger i det offentlige med såkaldt fortrinsadgang. Så skal arbejdsgiveren indkalde til en ansættelsessamtale.

Hvis en ansat har en varig funktionsnedsættelse, som medfører barrierer i jobbet, kan kommunen bevilge midler til personlig assistance. Den personlige assistent yder støtte i arbejdsfunktioner, som personen med funktionsnedsættelse ikke kan udføre på grund af handicappet. Det er jobcentret, som vurderer, hvor meget assistance der er behov for i den konkrete situation.

Men jeg fik jobbet.

Aalborg 2021 Opbakningen

Efter oplevelsen med eleverne, der gemte sig for mig, er jeg blevet hård. Hvis der i dag sker noget, så siger jeg, at det ikke er okay at gøre grin med folks handicap. Der er noget, vi alle er gode til og dårlige til, og det er ikke okay at gemme sig og snyde folk, fordi de er dårlige til noget.

Da jeg kom tilbage til jobbet efter den ubehagelige samtale på skolen, viste det sig, at skolelederen faktisk havde min ryg og ville hjælpe mig. Det var virkelig dejligt at føle opbakning. Jeg fik flere personlige assistancetimer, så jeg nu har assistance i 12 ud af mine 24 undervisningslektioner.

Mine assistenter er lærere på skolen, så vi kan undervise sammen i mit team på en helt anden måde end andre. De kan være mine øjne i klassen, når der sker noget, jeg ikke kan se. Nogle gange opdager jeg faktisk konflikter før dem, fordi jeg lytter efter, hvad der sker, og så får jeg eleverne til at hjælpe mig hen, hvor konflikten er.

Aalborg 2024 Rollemodellen

Jeg elsker den tætte relatio til børnene, og jeg elsker at se dem lære noget. Jeg har haft mine elever siden 2. klasse, og det kan virkelig noget at følge med i deres liv – forældre, der bliver skilt, det at miste en bror eller søster eller andre udfordringer. Jeg kan hjælpe dem med at være i livet. Og så elsker jeg fagligheden. Jeg vil så gerne give dem troen på, at de kan, og give dem succesoplevelser.

Vi har en elev, som også har det svært derhjemme. Og jeg kan genkende mig selv. I starten tænkte jeg: Hvorfor var der ikke nogen, der hjalp mig. Nu ved jeg, at det er virkelig svært. Men jeg kan hjælpe ved at give den elev ekstra omsorg og opmærksomhed.

Jeg er så glad for de ordninger, der er, og for at jeg har mulighed for at komme ud og bidrage på arbejdsmarkedet. Havde jeg været ung i 2003, kunne jeg med mit handicap have fået førtidspension. Men fremtiden er, at arbejdsmarkedet skal være meget mere rummeligt. Vi skal have alle de børn, der har det svært i skolen, ud på arbejdsmarkedet. Det er rart at se mig selv som en rollemodel. At vise, at selv om man har udfordringer, så kan man godt. ˟

Artiklen er blevet til efter en dags besøg på Filstedvejens Skole, interview med Christina Munkesø Uhrenholt, lærere på skolen og Christina Munkesø Uhrenholts nærmeste leder.