Chromebook-sagen

KL og Google har lavet en ny aftale, som gerne skulle betyde, at elever og lærere i de 52 Chromebook-kommuner også kan arbejde på Chromebooks efter sommerferien.

Aftale: De 52 kommuner vil fortsætte med Chromebooks efter sommerferien

Google lover i en aftale med KL at stoppe med med at indsamle personoplysninger i strid med loven

Offentliggjort Sidst opdateret

Der bliver måske alligevel ikke kø ved kopimaskinerne i 52 kommuner, når skolerne begynder igen august. For elever og lærere kan, hvis Datatilsynet godkender aftalen, fortsætte med at bruge de små Google-computere, Chromebooks.  (Præciseret 11/6 kl. 14.15, red.)

Kommunernes forening KL har efter flere års usikkerhed indgået en aftale med Google på vegne af de 52 kommuner, der har brugt Chromebooks i skolen. Den skulle gerne betyde, at det ikke bliver nødvendigt at indsamle elevernes computere. Det skriver it-mediet Version2.

I januar gav Datatilsynet kommunerne et påbud, fordi der ifølge tilsynet ikke var hjemmel til den opsamling af personoplysninger, som foregår via Googles software Workspace. 

Med kommunernes nye aftale med Google skulle der ifølge KL blive bragt orden i sagerne, eftersom Google nu har givet lovning på ikke at behandle data til ulovlige formål.

Til Version2 skriver Pia Færch, der er KL’s kontorchef for digitalisering:

”Vi har orienteret Datatilsynet om, at vi forventer at løse sagen via en af de tre veje, som Datatilsynet har anvist, hvis den sidste dokumentation falder på plads. Arbejdet med at opfylde kravene er stadig i proces”.

KL har endnu ikke modtaget de fornyede kontrakter med Google, men forventer, at Datatilsynet kan få dem at se mellem den 17. og 24. juni.

Går aftalen igennem, kan lærerne i blandt andet Aalborg Kommune ånde lettet op. Her var man allerede i begyndelsen af maj gået i gang med at forberede et nyt skoleår uden Chromebooks. Dengang forudså Carsten Kongshøj Telsing, lærer på Gl. Lindholm Skole i Nørresundby, at der ville blive kø ved skolens kopimaskine, hvis der ikke blev fundet en løsning mellem KL og Google.

”Det bliver et spørgsmål om en masse kopiering og klargøring af engangsmaterialer. Der venter os lidt af et kopimareridt, hvis ikke der findes en løsning, hvor eleverne kan beholde deres computere”, sagde han ved den lejlighed til Folkeskolen.