Kritik rokker ikke ved svejseforbud

En ubehagelig udmelding fra verdenssundhedsorganisationen WHO betyder, at det sidste svejseapparat har været tændt i forbindelse med folkeskolens undervisning. Arbejdstilsynet har forbudt svejsning, fordi det kan være kræftfremkaldende.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

WHOs kræftforskningsinstitut IARC fandt sidste år frem til, at svejsning i metal, uanset hvilken form for svejsning og metal, kan være kræftfremkaldende. På den baggrund har Arbejdstilsynet besluttet at forbyde svejsning i folkeskolen.

"Før var det tilladt at svejse, hvis man fik instruktion eller tog et svejsekursus. Nu er reglerne strammet op. Når unge under 18 ikke må arbejde med svejsning for en arbejdsgiver, med mindre de er i lære, vurderer vi, at det er for farligt at svejse i folkeskolen", siger kemiingeniør Lillian Pedersen, Arbejdstilsynet.

Realistisk undervisning

Forbudet er blevet taget ilde op på Bavnebakkeskolen i Støvring. Skolen har gennem mange år prioriteret de praktiske fag højt og har undervist Rebild Kommunes erhvervsklasse og sine egne klasser i svejsning. For et par år siden investerede skolen i et miljøgodkendt svejsehus, og alle elever, der har skullet svejse, har først taget et godkendt svejsekursus på Aalborg Tekniske Skole.

"En stor del af mine elever finder lærepladser som smede. Dette skyldes naturligvis ikke udelukkende, at de lærer at svejse, men kendskab til svejsning styrker deres chancer og øger deres mulighed for at træffe det rigtige erhvervsvalg. Derfor er jeg meget ked af, at svejsning nu er blevet forbudt", siger Torben Switzer, der er lærer på Bavnebakkeskolen.

Skoleinspektør Arne Sloth Kristoffersen:

"Mange af vores unge bruger et svejseapparat hjemme. Derfor er det oplagt en god idé, at de lærer at svejse på en forsvarlig måde på skolen. Vi lægger stor vægt på de praktiske fag som et middel til at give de sidste 20 procent unge en god skolegang og efterfølgende ruste dem til at få en uddannelse eller et fast arbejde. Det kan vi kun, hvis vi kan gøre undervisningen realistisk".

Arne Sloth Kristoffersen har for få dage siden bedt Arbejdsmiljøklagenævnet se på, om svejseforbudet er rimeligt, og han har i sinde at henvende sig til beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen for at få ham til at se på sagen.

Det får ikke Arbejdstilsynet til at ryste i bukserne.

"Vi ved fra internationale undersøgelser, at der er en overrepræsentation af en række kræftformer blandt smede, og udmeldingen fra IARC er ikke til at tage fejl af", siger Lillian Pedersen.