»Jeg betaler en meget høj pris for noget, jeg ikke har gjort«.

Ordene kommer med stille eftertryk fra Jean-Philippe Simon, der har været igennem et mareridt med anklage om pædofili. I dag står han uden arbejde og har fået posttraumatisk stresssyndrom. Han er ikke længere i stand til at arbejde som lærer og har mistet tilliden til næsten alle omkring sig.

Han blev svigtet, dømt af »folkedomstolen«, af rygter og total mangel på opbakning fra ledelsen. Skolelederen blev fritstillet kort tid efter - ikke på grund af denne sag, men fordi arbejdsmiljøet på skolen var meget dårligt, og eleverne rejste til andre skoler.

Ledelsen forstod tilsyneladende ikke Jean-Philippe Simons behov for at blive renset efter den voldsomme anklage. Aalborg Lærerforening anbefalede ledelsen at samle hele personalet og én gang for alle få cementeret, at der intet var i anklagen. Men det skete ikke. I stedet fik rygter lov til at florere på skolen, uden at nogen slog ned og stoppede dem.

Suspenderet og afhørt

Det begyndte ellers godt for Jean-Philippe Simon på Gl. Hasseris Skole i Aalborg. Han fik i 2005 et skema med fransk, engelsk, geografi, samfundsfag og kristendom.

»Jeg trivedes rigtig godt. Det er en stor skole, og jeg havde mange kolleger. Jeg synes, jeg var god til at få eleverne til at opnå fagligt gode resultater, og det var en skole, hvor eleverne valgte fransk af lyst. Der var også stor forældreopbakning. Til gengæld oplevede jeg aldrig opbakning fra ledelsens side«.

Han er født og opvokset i Frankrig og tog en dansk meritlæreruddannelse i år 2000. Han arbejdede på forskellige skoler, men søgte jobbet i Aalborg, fordi han meget gerne ville undervise i fransk.

Jean-Philippe Simon glemmer aldrig den dag i februar, hvor han blev kaldt ind på skolelederens kontor. Kommunens områdeleder var der også, og de fortalte ham, at der var sket noget ubehageligt. Han var anklaget for at have forulempet en pige i 7. klasse. De sagde, at politiet endnu ikke havde fortalt mere, men at de var nødt til at suspendere ham på stedet.

»Det var en torsdag. Jeg gik hjem og havde det forfærdeligt. Søndag skulle jeg på ferie med min kæreste til Egypten, men jeg vidste intet. Heller ikke om jeg måtte rejse«.

Næste morgen gik Jean-Philippe Simon hen på politistationen.

»Jeg ventede længe på, at de fandt frem til den betjent, der havde sagen. Jeg blev afhørt. Pigen havde fortalt, at jeg havde krænket hende seksuelt på nogle bestemte tidspunkter. Jeg blev afhørt, og jeg havde heldigvis været til møder på de tidspunkter, hun havde nævnt. Politibetjenten sagde, at det højst sandsynligt var praleri fra pigens side. Jeg måtte gerne tage på ferie«.

»Det blev en forfærdelig ferie. Tankerne kværnede rundt hele tiden: Hvorfor havde hun sagt det?«

Pigen chattede med pædofil

Baggrunden for sagen var, at politiet overvågede en pædofil på nettet. Da den pædofile fik kontakt med den 13-årige pige og chattede med hende, besluttede politiet at stoppe ham, så de to ikke mødtes. Han havde forinden spurgt pigen om hendes seksuelle erfaringer, og hun fortalte, at hun nogle gange havde været sammen med sin lærer.

På baggrund af chatten blev Jean-Philippe Simon suspenderet og sagen undersøgt. Pigen og hendes forældre sagde undervejs i undersøgelserne til politiet, at anklagen mod læreren ikke havde noget på sig.

»Jeg husker ikke, hvor længe jeg var suspenderet. Cirka en måned, tror jeg. Jeg skulle bare afvente sagens gang, fik jeg at vide. Jeg ringede jævnligt til skolelederen og spurgte hende, om jeg skulle sende materiale til min vikar. Men det skulle jeg ikke. Hun virkede kølig«, fortæller Jean-Philippe Simon.

Mens han var suspenderet, gik han til psykolog. Det var et tilbud fra skolens side. Han syntes ikke, han fik noget ud af det, og følte, at psykologen var for tæt tilknyttet til skolen. Psykologen havde både lærere og elever fra skolen som klienter.

Skolelederen orienterede hans kolleger om hans suspendering. De fik at vide, at han var mistænkt for at have krænket en navngiven elev på skolen seksuelt.

»Jeg hørte hverken fra skolelederen eller fra mine kolleger, mens jeg var suspenderet. Jeg ville selv have ringet, hvis en kollega til mig oplevede det, jeg var igennem. Det er vigtigt, at man oplever støtte og har noget kontakt i sådan en situation. Jeg følte mig utrolig dårligt tilpas og meget alene med alle tankerne«.

»Da politiet fortalte mig, at pigen havde indrømmet, at hun kun havde sagt det for at gøre sig interessant, og at sagen mod mig var frafaldet, bad jeg dem om at ringe til min skoleleder og sige det til hende. Det gjorde de«.

Fik forbud mod at tale om sagen

Da han kom tilbage til skolen, gik det helt galt. Han havde det dårligt efter at have været væk i en måned, hvor tankerne havde kørt rundt i hovedet på ham. Han var nervøs over at møde kolleger og elever.

»Den mandag, jeg mødte op på lærerværelset, var forfærdelig. Nogle kolleger kom hen og talte lidt med mig, men jeg oplevede, at mine kvindelige kolleger så på mig, som om jeg var den værste sexforbryder i landet. Mine mandlige kolleger virkede mere, som om de var bange. Pigen gik stadig på skolen, og de var utrygge ved at undervise hende«, fortæller Jean-Philippe Simon.

Han måtte selv bede skolelederen om at orientere kollegerne om, hvad sagen handlede om, og at han var helt renset.

»Hun sagde det et par dage senere på lærerværelset, da der ikke var ret mange. Hun bød mig velkommen tilbage og sagde, at der ikke længere var en politisag imod mig. Bagefter spurgte et par stykker mig, hvad der egentlig var sket. Og kort efter fik jeg at vide fra ledelsen, at jeg havde tavshedspligt. Jeg måtte ikke fortælle noget af hensyn til skolens ry. Jeg spurgte, hvad jeg måtte sige, og fik det klare svar, at jeg ikke måtte sige et dyt«, siger Jean-Philippe Simon.

Men det største problem var, at han skulle undervise pigens klasse igen. Han bad sig fri, men skolelederen ville ikke fritage ham.

»Det var en meget svær periode. Jeg græd hele vejen til skolen. I frikvartererne sad jeg på toilettet og græd. Jeg kunne slet ikke undervise eleverne på en fornuftig måde. Det var alt for stort et pres for mig. Første gang jeg skulle have klassen, kunne jeg slet ikke komme derind. Jeg gik tilbage til skolelederen og sagde, at jeg ikke kunne. Men det skulle jeg«, forklarer han.

Kondomer i dueslaget

Første gang Jean-Philippe Simon skulle modtage opgaver fra pigens klasse, fandt han en stak opgaver i sit dueslag og så et billede af en mand med åben gylp.

»Jeg gik straks til skolelederen. Hun sagde, at det var slemt. Det måtte man ikke. Jeg spurgte, hvad hun ville gøre. Det vil jeg være obs på, svarede hun. Men hun gjorde intet. Næste gang modtog jeg opgaver fra hele klassen - undtagen pigen. Der lå en lille gavepakke uden afsender. Da jeg åbnede den, var der en pakke kondomer i. Fra parallelklassen fik jeg et kladdehæfte med en tegning af en stor penis«.

Han ved ikke, hvem der har lagt tingene i hans dueslag. Men det var tydeligt, at der gik rygter om ham på skolen.

Der begyndte også i denne periode at komme klager over Jean-Philippe Simons undervisning fra forældrene.

»Jeg har senere set min personalemappe. Den er tyk. Der er forældreklager, som jeg aldrig har hørt om, og referater af møder, jeg ikke har deltaget i«.

Ved skoleårets slutning får han at vide, at han skal undervise samme klasser efter sommerferien.

Jean-Philippe Simon magter ikke mere. Han er nedbrudt og sygemelder sig.

Få uger senere modtager han en afskedigelse. Der står, at »den uansøgte afsked tager udgangspunkt i uegnethed«. Lærerforeningen anbefaler ham selv at sige sin stilling op.

Han har senere fået anerkendt sin sag som en arbejdsskade.

Voldsomme konsekvenser

For Jean-Philippe Simon er konsekvenserne af den falske anklage enorme. Han lider af posttraumatisk stresssyndrom, han får gråd-anfald, anfald af panikangst, og han kan ikke arbejde som lærer længere. Lige nu er han i praktik - en slags arbejdsprøvning på et bibliotek i 10-12 timer om ugen.

»Jeg har prøvet at undervise voksne i fransk, men jeg kunne ikke. Det er slut! Socialt har det kostet mig mit gode forhold til mine børn. Jeg er utilpas, når der er børn og unge mennesker til stede - også mine egne. Det er, som om jeg har mistet al tillid. Børn er blevet ubevidst farlige for mig. Åbenbart tænker jeg, at de kan skade mig«.

»Jeg har også rigtig svært ved at forholde mig til kvinder. Kun min kæreste har jeg det godt med, hun har støttet mig hele vejen igennem. Havde jeg ikke haft hende, så tror jeg ikke, jeg havde været her i dag. Så var jeg hoppet i fjorden«.

Foruden lærerjobbet var Jean-Philippe Simon i gang med en lederuddannelse. Også den mulighed er nu fortabt.

Og vennerne er forsvundet.

»De tænkte, at det er synd for mig og 'godt, det ikke er mig', men det blev åbenbart for besværligt. Der ligger også altid en lille tanke hos folk om, at der måske var noget om sagen. Sådan ville jeg nok også selv have det - den lille tanke i baghovedet«.

Aalborg Lærerforening har hjulpet undervejs i sagen og støttet hele vejen. Men hvordan ville Jean-Philippe Simon have ønsket, at skoleledelsen og kollegerne på Gl. Hasseris Skole havde reageret?

»Det bedste, de kunne have gjort, var, at skolelederen havde samlet alle til et personalemøde og dér havde fortalt, hvad sagen handlede om. Ikke alle detaljer, men sådan at kollegerne forstod det. Og så have understreget, at jeg er renset ét hundrede procent for anklagen. Det havde jeg forventet. Eleven skulle have flyttet skole, hvor hun kunne få en ny chance. Rygterne skulle have været manet i jorden«.

Folkeskolen har interviewet Jean-Philippe Simon og sagsbehandler Dorthe Charlotte Jensen fra Aalborg Lærerforening samt læst papirer i sagen. Folkeskolen har talt med den daværende skoleleder, som ikke ønsker at kommentere sagen.

Læserbrev: Vi blev udstillet