Professor Ove Kaj Pedersen har med sin bog 'Konkurrencestaten' fremhævet nye tendenser i det danske samfund, som er påvirket af den globale konkurrenceevne. 'Det nye er, at værdikampen og dermed folkeskolen nu underordnes den samfundsøkonomiske forestilling', siger han. Danmark skal kunne konkurrere med andre lande, og her er uddannelse en vigtig forudsætning. Derudover skal folkeskolen i højere grad end tidligere rette sig mod arbejdsmarkedet.

Ikke alt, der tæller, kan tælles

Men hvor står folkeskolen og efterskolerne i konkurrencestaten, der ønsker at udvikle 'soldater' i nationens konkurrence, som Ove Kaj Pedersen taler om, spøger Anne Christine Sonne Mortensen. "Som kommende lærer i folke- eller efterskolen finder jeg det interessant, hvilken indvirkning konkurrencestaten har på de to institutioner, og med en fortid i både efterskole- og højskoleverdenen er jeg tilhænger af bonmotet 'Ikke alt, der tæller, kan tælles. Og ikke alt, der kan tælles, tæller'. Derfor ser jeg et dilemma mellem det øgede fokus på målbare færdigheder og den demokratiske dannelse af eleven", siger Anne Christine Sonne i sit professionsbachelorprojekt fra Læreruddannelsen på Frederiksberg ved University College Metropol. "Hvilke betydninger har konkurrencestaten for efterskolens og folkeskolens opgave, og på hvilke måder påvirker konkurrencestaten samfundsfagslærernes undervisningsopgave og mulighed for demokratisk dannelse af eleven? Er der plads til den demokratiske dannelse i konkurrencestaten", spørger hun i sin problemformulering.

Skolen har traditionelt skulle to ting: danne og uddanne, hvor uddannelse handler om tilegnelse af kundskaber og færdigheder, mens dannelse derudover vedrører hele personlighedsudviklingen. Det er med afsæt i den forståelse, jeg vil undersøge, hvilke betydninger konkurrencestaten har for efterskolens og folkeskolens opgave, siger Anne Christine Sonne, som har interviewet ledere og samfundsfagslærere på Sundeved Efterskole i Aabenraa og folkeskolen Favrdalskolen i Haderslev. 

"Det giver mig mulighed for at lave en komparativ analyse af konkurrencestatens indvirkning på de to skoleformer. Det giver mig dog ikke mulighed for at kunne generalisere, men jeg kan belyse, hvordan den påvirker de skoler, jeg har indsamlet min empiri på", siger hun.

Folkeskolens ændrede formål

I folkeskolelovens formålsparagraf fra 1993 står det i paragraf 1, at den enkeltes alsidige personlige udvikling skal styrkes ved at "fremme elevernes tilegnelse af kundskaber, færdigheder, arbejdsmetoder og udtryksformer". Her ses en tæt sammenkædning af kundskaber og den personlige udvikling, hvor idealet om kundskaber er et led i den enkelte elevs personlige udvikling. Yderligere ses et fokus på arbejdsmetoder, udtryksformer og den personlige udvikling, hvilket er et udtryk for, at dannelse er en vigtig del af skolens opgave. Dette fokus kan ses i forlængelse af Klafkis beskrivelse af den formale dannelse, hvor eleverne skal lære af selve arbejdsmetoderne i undervisningen - altså lære at lære", skriver Anne Christine Sonne.

I formålet fra 2006 står idealet om kundskaber centralt placeret i første del af paragraffen sammenlignet med 1993-formålet. Kundskaber og færdigheder skal i 2006 "gives" til eleverne, hvorimod man i 1993 skulle "fremme elevernes tilegnelse af kundskaber og færdigheder". "At give eleverne kundskaber og færdigheder er en passiv læringsform, hvilket kan sammenlignes med den ellers så udskældte tankpasserpædagogik. Viden betragtes som noget, der overleveres fra læreren til eleven, uden at eleven nødvendigvis bearbejder og konstruerer den, som ordet "tilegnelse" i højere grad lægger op til", skriver Anne Christine Sonne, som mener, at man herudfra kan tolke, at paragraffen fra 2006 vægter uddannelse højere end dannelse, hvis uddannelse defineres som det at tilegne sig kundskaber og færdigheder og blive dygtig inden for et givet felt.  

Vægtningen af uddannelse er i tråd med vidensamfundets og konkurrencestatens ønske om at give borgerne mulighed for at være en del af og bidrage til den globale økonomi og internationale konkurrence, mener hun. Men det kan samtidig tolkes som en skævvridning af Klafkis kategoriale dannelsesbegreb i og med, at den materiale dannelse er i fokus.

Det øgede fokus på uddannelse skinner igennem flere steder i formålsparagraffen fra 2006. Skolen skal forberede eleverne til videre uddannelse og give dem lyst til at lære mere. Det skal ske ved, at eleverne får kundskaber og færdigheder. I modsætning hertil var det i 1993-paragraffen rammer for oplevelse, virkelyst og fordybelse, der skulle give eleverne lyst til at lære. "Lysten til at lære skal altså findes to helt forskellige steder, og der anes en forskel mellem om lysten til at lære begrundes med den formale eller den materiale dannelse". Dertil kommer, at ordet "lyst" i 2006-versionen "mere indikerer en interesse for kvantitet, hvorimod lysten til at lære i 1993-paragraffen i sig selv er en kvalitativ proces med en selvstændig værdi".

Det "at lære mere" vidner også om en forestilling om livslang læring, så folkeskolens formål ikke har noget slutpunkt. "Det kan ses som et udtryk for en konkurrencestatstænkning, da det vægtes, at eleverne skal kunne bruge deres færdigheder til videre uddannelse".

Fremtidsperspektivet er slet ikke beskrevet i 1993-paragraffen; det er derfor en tydelig ændring, at folkeskolen nu har til formål "at uddanne nogen til noget fremfor blot at uddanne nogen", siger Anne Christine Sonne. "Ud fra tankerne om konkurrencestaten kan det ses som et forsøg på at fremme uddannelsessystemets tilknytning til arbejdsmarkedet. Endvidere kan det ses som en ændring af dannelsesopgaven fra at være formalt til nu at være mere materialt orienteret".

I formålet fra 1993 skærpes vægten af det personlige med formuleringen om "den enkelte elevs alsidige personlige udvikling". Eleven skulle ikke blot udvikles alsidigt, men på sin egen personlige måde.  I 2006-paragraffen fjernes det personlige igen, og den alsidige udvikling har ikke længere forrang som mål for skolen, men kan derimod ses som et mål på linje med eksempelvis forberedelse til videre uddannelse. Det er fagligheden, der skal åbne for dannelsen, som Ove Kaj Pedersen beskriver som typisk for konkurrencestaten.

Skolen skal ikke længere som i 1993-paragraffen "bygge på åndsfrihed, ligeværd og demokrati", men derimod kun været "præget af". Samtidig skal folkeskolen nu "forberede eleverne til deltagelse, medansvar, rettigheder og pligter i et samfund med frihed og folkestyre. ". Ordet "medbestemmelse" er røget ud, og det gør formålet mindre demokratisk. Der lægges op til, at eleverne skal lære om demokratiet, men ikke at skolen skal udgøre en egentlig demokratisk instans, hedder det i Anne Christine Sonnes analyse. Ifølge Ove Kaj Pedersen kan det også ses som en tydeliggørelse af, at det primære fokus i skolen ikke længere er de demokratiske idealer, men et konkurrencedygtigt samfund. Det handler sig om at kunne klare sig godt i test, så Danmark kan konkurrere på viden i en global verden. Set i forhold til skolens opgave kan den ændring ses som en nedprioritering af det, man kunne kalde dannelse til demokrati samt den personlige dannelse, og skolens vigtigste opgave defineres som formidling af kundskaber og færdigheder", hedder det blandt andet i Anne Christine Sonnes sammenlignende analyse af de to formålsparagraffer.

Livsoplysning, folkelig oplysning og demokratisk dannelse

Det er interessante, om konkurrencestatens tendenser også skinner igennem i efterskolernes overordnede værdigrundlag, som er defineret i 'Lov om efterskoler, husholdningsskoler og håndarbejdsskoler', siger hun.

I 2005 blev hovedsigtet med undervisningen og samværet på efterskoler ændret fra "folkelig oplysning" til "livsoplysning, folkelig oplysning og demokratisk dannelse".  De tre værdier står umiddelbart i kontrast til konkurrencestatens fokus på blandt andet målbare færdigheder og dannelse gennem faglighed. Livsoplysning og folkelig oplysning trækker begge tråde tilbage til Grundtvig, og begrebet livsoplysning retter sig mod det universelle og eksistentielle, mens folkelig oplysning orienterer sig mod det kulturelle og samfundsmæssige. Vægtningen af især livsoplysning står i kontrast til opprioriteringen af den materiale dannelse i folkeskolens formålsparagraf, men også tilføjelsen af demokratisk dannelse strider med den tendens, som Ove Kaj Pedersen beskriver i sin teori om konkurrencestaten, mener Anne Christine Sonne.

"Efterskolerne går således imod de generelle tendenser i samfundet og i folkeskolen med tilføjelsen af den demokratiske dannelse, hvilket kan ses som en opprioritering eller et synligt fokus på netop denne del af dannelsen. Af loven fremgår det endvidere, at efterskolen skal sigte mod "elevernes hele menneskelige udvikling og modning samt deres almene opdragelse og uddannelse", hvilket kan ses som et udtryk for Grundtvigs skolesyn, der både rummer lærdom, dannelse og et fokus på det hele menneske. Undervisningen skal derudover have en "bred almen karakter", som blandt andet betyder, at enkelte fag eller faggrupper kun må have en fremtrædende plads, hvis det ikke sker på bekostning af det almene", skriver hun. 

Hendes analyse viser, at konkurrencestaten ikke har samme betydning for efterskolens lovgrundlag som for folkeskolens, og at hovedsigtet endda nærmere bevæger sig i modsat retning med tilføjelsen af demokratisk dannelse og livsoplysning. "Fokus er ikke kun på uddannelse, men også på elevernes hele menneskelige udvikling, hvilket står i kontrast til folkeskolens opprioritering af den materiale dannelse".

Kan efterskolen snige sig udenom?

Spørgsmålet er, om det forholder sig anderledes, hvis man bevæger sig et stik dybere og taler med en forstander, eller om efterskolen kan snige sig uden om samfundsudviklingen, siger Anne Christine Sonne, som har interviewet Michael Tillgaard, der er afdelingsleder for Ungeuniverset (7.-9.-klasserne) på Favrdalskolen, og Bjarne Ebbesen, der er forstander på Sundeved Efterskole. Og der er tydelig forskel allerede i svarene på det indledende spørgsmål om skolens vigtigste opgave, fortæller hun.

"For mig er det helt klart - det er læring", svarer Tillgaard, som ser det som et af folkeskolens "absolut vigtigste mål", at eleverne skal blive så fagligt dygtige, som de kan. Han nævner også, at trivslen i og respekten omkring folkeskolen skal styrkes, og at elevernes sociale baggrund ikke må være en barriere for læring. Folkeskolereform skinner her tydeligt igennem i Tillgaards forståelse af folkeskolens vigtigste opgaver, da de tre punkter, han nævner, svarer til de nye nationale mål. Men han ser også skolen som "et værested, et lærested og et værksted", og det breder hans skolesyn noget ud, siger Anne Christine Sonne. "Et værksted kan tolkes som et sted, hvor man ved hjælp af forskellige arbejdsmetoder frembringer noget, mens et værested kan ses som en social struktur, hvor man omgås hinanden. Hermed vægter han begge sider af den formale dannelse. Samlet set ses dog en tendens til, at Tillgaard primært ser uddannelse som folkeskolens vigtigste opgave.

Sundeved Efterskoles forstander Bjarne Ebbesen bruger derimod ord som "oplive", "oplyse", "livslyst", "livsduelighed" og "vække indre begejstring og lyst til at lære", når han skal beskrive efterskolens opgave. "Hermed skriver han sig ind i den grundtvigske tradition og mener, at skolen først og fremmest skal være en oplysningsanstalt og siden en læreanstalt. "Vi kan have nok så mange mål med, at eleverne skal kunne en masse faglige ting. Hvis ikke der er en indre gejst og glød til at ville noget, så nytter det ikke noget", siger han. 

Ifølge Bjarne Ebbesen hænger det personlige og det faglige sammen, og hvis en elev oplever den glæde og begejstring, der ligger i, at kroppen bliver stærkere, og at den kan mere, så vil det smitte af på den boglige lærdom, refererer Anne Christine Sonne.

Det vigtigste: at gøre eleverne dygtige

Konkurrencestaten har overordnet den betydning for folkeskolens opgave, at der i dag vægtes et mere materialt dannelsessyn. Lysten til at lære skal eleverne ikke længere opnå gennem oplevelse og fordybelse, men gennem færdigheder og kundskaber. Den tendens viser sig også hos afdelingsleder Michael Tillgaard på Favrdalskolen, der primært fokuserer på uddannelse og ser det som en af folkeskolens vigtigste opgaver, at eleverne bliver så fagligt dygtige, som de kan, og det harmonerer fint med konkurrencestatens mål om et konkurrencedygtigt Danmark, opsummerer Anne Christine Sonne.

Den alsidige udvikling vægtes ikke så højt som tidligere, og almendannelsen i folkeskolen prioriteres ned, fordi der er fokus på videre uddannelse og arbejdsmarked. Men hverken efterskoleforstander Bjarne Ebbesen eller Michael Tillgaard ser det som en begrænsning for skolens opgave. Michael Tillgaard ser det som skolens "fornemmeste opgave" at gøre eleverne uddannelsesparate, og det tydeliggør konkurrencestatens betydning for folkeskolens opgave. Bjarne Ebbesen mener derimod, at lysten og gejsten skal komme først, og han fokuserer på, at det personlige og faglige hænger sammen.

Væk fra konkurrencestaten

Konkurrencestaten har ikke lige så stor betydning for efterskolens opgave som for folkeskolens set ud fra det lovmæssige hovedsigte, og der ses en bevægelse væk fra konkurrencestatstænkningen med tilføjelsen af "demokratisk dannelse" og "livsoplysning" så der sætter fokus på elevens hele menneskelige udvikling og ikke kun den materiale dannelse, konkluderer Anne Christine Sonne.

"Samfundsfagslærernes undervisning og deres mulighed for demokratisk dannelse påvirkes på flere måder af konkurrencestaten, uanset om det er i efterskolen eller folkeskolen. Konkurrencestatens fokus på kundskaber og færdigheder, sammenholdt med det at samfundsfag er blevet et prøvefag, betyder ifølge lærerne en øget fokusering på Folkeskolens Afgangsprøve samt en vægtning af den materiale dannelse i undervisningen, hvilket blandt andet har den konsekvens, at projektarbejde nedprioriteres i undervisningen. Det har også den betydning, at den målbare del af den demokratiske dannelse prioriteres, mens der ikke efterlades meget plads til den del af den demokratiske dannelse, der er vanskelig målbar. Dette på trods af, at begge samfundsfagslærere ser demokratisk dannelse som skolens vigtigste opgave og mener, at den både rummer den materiale og mere formale del", skriver hun.

"Fokusset på målbar faglighed og dermed kun den ene side af den demokratiske dannelse betyder, at noget går tabt, og at skolen risikerer at få et snævert fokus. Hvis vi ønsker at bevare vores demokrati, må skolen varetage hele den demokratiske dannelse og give eleverne erfaringer med demokratiet samt give dem tillid til egne muligheder, så de tør tage stilling og handle. I skolen skal der med Klafkis begreber være en vekselvirkning mellem den subjektive personlighedsudvikling og undervisningens mere objektive dannelsesmål", konkluderer Anne Christine Sonne. Det understøttes af erhvervslivet, der ønsker mennesker med sociale og menneskelige kompetencer. Skolen må derfor også fokusere på elevernes identitetsudvikling og karakterdannelse, så eleverne ikke bukker under for konkurrencestatens pres. Det kan blandt andet gøres ved at give den ikke målbare del af den demokratiske dannelse mere plads, mener hun.

Undervisningen i samfundsfag skal være med til at opfylde disse opgaver i skolen, siger Anne Christine Sonne Mortensen. Og det kan for eksempel foregå ved, at man som lærer sørger for, at eleverne opnår medbestemmelse i undervisningen, så deres tillid til egne muligheder for at handle styrkes, og evnen til at træffe valg fremmes.

Se hele professionsbachelorprojektet til højre under EKSTRA: Skolens opgave i konkurrencestaten - Et professionsbachelorprojekt om konkurrencestatens betydning for folkeskolens og efterskolens opgave med henblik på samfundsfagslærernes undervisning og mulighed for demokratisk dannelse