Kommunal økonomi

Se hvor mange penge der blev brugt per elev i din kommune på kortet nede i artiklen.

I 9 år har den samme kommune brugt færrest kroner per elev

Det er meget forskelligt, hvor mange penge kommunerne bruger per elev. Men én kommune skiller sig ud ved år efter år at være den, der brugt færrest penge på sine folkeskoler målt per elev. 

Offentliggjort Sidst opdateret

79.000 kr.

Så mange penge kostede hver folkeskoleelev kommunen sidste år.

Gennemsnittet dækker dog over meget store forskelle, når man dykker ned i landets 98 kommuner. Med 141.500 kr. brugte Læsø Kommune flest penge, når kommunens skolebudget gøres op per elev.

I den anden ende af skalaen finder man noget af en genganger. Det er 9. år i træk, Kolding Kommune er dén kommune, som bruger færrest midler per folkeskoleelev.  64.000 kr. per elev. 

Det viser de nyeste tal fra Danmarks Statistisk.

DLF: Ganske enkelt ikke et anstændigt arbejdsmiljø

Det kommer ikke bag på den lokale lærerformand i Kolding Ravi Willesen, at kommunen igen har brugt færrest penge per elev.

Han fortæller, at lærerkredsen mange gange har forsøgt at råbe kommunens politikere op om, at der er behov for flere penge til skolerne.

”Vi har også gjort det i samarbejde med Skolelederforeningen og med BUPL. Vores manglende økonomi presser og stresser alle vores medlemmer, og det gør, at vi kan levere en dårligere skole til vores elever”, siger Ravi Willesen.

Kolding er gennem årene flere gange blevet fremhævet positivt af politikere rundt om i landet for at drive skole for færrest penge per elev. En fortælling, som virkelig irriterer den lokale lærerformand.

”Det irriterer mig, at man konstant i denne her kontekst taler om, at vi er en ’veldrevet kommune’. Her på kontoret sidder vi med de lærere, der bliver ramt af det i deres arbejdsliv. De har det virkelig ikke godt. Det er ikke et anstændigt arbejdsmiljø at tilbyde. Det er det ganske enkelt ikke”, siger han.

Når det er niende gang, kommunen bruger færrest penge, har I så været gode nok til at råbe op?

”Det synes jeg bestemt, at vi har”, siger Ravi Willesen. 

”Man kan bare tage et kig på de mange referater fra møder, hvor vi har påtalt det, og der har også været en lang række artikler i avisen. Min forgænger lagde også meget energi i at sige, at vi skal have tilført midler. Skolevæsenerne i de andre kommunerne løber fra os, og det gør, at vi står i en situation, hvor vi ikke kan leve op til de krav, som forældre og børn har til, hvad et skolesystem skal kunne”.

I en pressemeddelelse skriver Danmarks Statistik, at folkeskolen samlet set tegner sig for 15,5 procent af kommunernes samlede driftsudgifter.

Ifølge Danmarks Statistik brugte kommunerne i 2023 tilsammen ca. 62 mia. kr. på folkeskolen. Posten omfatter dog også blandt andet sfo, specialundervisning, rådgivning og idrætsfaciliteter. 

Kommunernes samlede årlige nettodriftsudgifter til området lød sidste år på 402 mia. kr.