SPECIALELEVER GÅR SJÆLDENT I ALMENEFRITIDSTILBUD
Kun få elever, der får specialundervisning, kommer i almenefritidstilbud. Blandt andet fordi de kan have vanskeligt ved atindgå i sociale sammenhænge med jævnaldrende børn - særligt ialmenområdet. De fungerer typisk bedst i relation til få, velkendtevoksne i hverdagen. Det viser en undersøgelse, somUndervisningsministeriet udgav i 2017. Kun tre procent afspecialtilbuddene svarer, at alle deres elever er tilmeldt etalment fritidstilbud.
Det er især elever i specialklasserækker, som deltager i almenefritidstilbud. Ifølge analysen hænger det formentlig sammen medbeliggenhed, og at elever i specialklasserækker generelt har bedreforudsætninger for at deltage i fritidstilbud med almene elever.Således går de ofte i skolefritidsordning sammen med elever fraalmentilbuddet, mens specialskoler har egne skolefritids- ogklubordninger.
I stedet integrerer man flere steder sport og kreativeaktiviteter i undervisningstiden, herunder idræt, svømning oggåture. Især specialskoler har desuden egne fritidstilbud tilpassetnetop deres elevgruppe, for eksempel rideterapi, musikundervisningog klatring.
SKOLEN FØLER SIG FORPLIGTET PÅIDRÆT
Idræt og bevægelse har i flere år været i fokus på DybkærSpecialskole i Silkeborg. Det gælder ikke kun i undervisningen.Skolen arbejder også på at få skabt idrætstilbud til eleverne udenfor skoletid.
»Vores elever har svært ved at finde aktiviteter, de kan gå til,fordi der skal samles nok til et hold. Derfor har vi sammen medidrætsforeningerne et ansvar for at få stablet idrætstilbud påbenene til dem. Det er vi som skole bevidst om«, siger skolelederUffe Lilholm.
Skolen har deltaget i projekterne »Skolesport - Leg, Liv ogLæring« og »Superleder - sammen om sport«, begge under ParasportDanmark. Mens lærere og pædagoger fungerede som instruktører iskoletiden i det første projekt, handler Superleder om at lettevejen ind i almene idrætsforeninger for elever på specialskoler.Skolens bidrag kan være at fortælle forældrene om foreningenstilbud og gøre eleverne trygge ved at afsætte personale til at tagemed eleverne til træning i den første tid.
Superleder-projektet har sat skolen i forbindelse med Gødvad IF,som nu har hold for børn med særlige behov i både gymnastik oghåndbold. Derudover samarbejder skolen med Silkeborg-Voel KFUM omat få et ungdomshold i håndbold op at stå.
»Vi håber, eleverne bliver så glade for at bevæge sig, at debliver ved med at spille håndbold, for vi har tit set, at voreselever har taget voldsomt på, to-tre år efter at de har forladtos«, siger pædagog Mette Holst, som er skolens tovholder påSuperleder.
Hvis du vil oprette ethåndboldhold
1. Saml et team af kolleger, som kan se ideen med at ladeeleverne spille håndbold.
2. Du behøver ikke at være træner på landsholdsniveau, men duskal være indstillet på at udvikle dig, i takt med at elevernebliver bedre. Du kan tage på kurser, søge efter øvelser på nettetog benytte dig af learning by doing. Det vigtigste er, at du kantænke øvelserne anderledes, så de passer til dine elever medudfordringer.
3. Få skolelederen med på ideen. Hvis du udelukkende gør det fordin egen skyld, risikerer træningen at stagnere. Det bliver ogsåfor surt at tage til stævne i weekender uden at blive honoreret fordet.
4. I kan godt begynde med at træne i en samlingssal, men forsøgat få tid i en idrætshal, så træningen kommer til at ligne rigtighåndbold.
5. Når I er kommet i gang, kan I kontakte andre specialskolermed håndbold og aftale et stævne på en skoledag. Det gør detlettere at komme af sted med eleverne to-tre gange om året, nårstævnerne ikke ligger i en weekend.
6. Kontakt Dybkær Specialskole i Silkeborg, hvis I haryderligere spørgsmål om, hvordan I kommer i gang.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
To dygtige drenge skiftes nærmest til at score, men så bliver der sat en dæmper på deres skydelyst. De andre spillere skal også være med.
»Hvis I scorer igen, tæller det ikke. I skal spille de andre gode«, siger Søren Nivaa. Han er lærer på Dybkær Specialskole i Silkeborg og cheftræner for skolens håndboldhold. Skolen underviser elever med generelle indlæringsvanskeligheder, og træningen står på skemaet hver mandag for nogle af de ældste elever.
Få sekunder senere spiller en af drengene med en fornem studsaflevering en holdkammerat fri på stregen. I næste angreb lægger han selv an til skud, men da han bliver mindet om, at han ikke må score, stopper han bevægelsen, tøver et øjeblik og spiller bolden bagud.
Tidligere ville eleven have forladt banen i vrede over, at han blev forhindret i at skyde på mål.
»Vi har arbejdet med at få ham til at acceptere, at han ikke altid må skyde på mål, selv om han er dygtig til hopskud«, fortæller Søren Nivaa og suppleres af pædagog Tina Carøe, som har været hjælpetræner i de fire år, håndbold har indgået i skolens undervisning.
»Eleverne lærer at styre deres impulser, når de skal give plads til de andre på holdet. Der er også nogle, som bliver frustrerede, når en holdkammerat ikke ser, at de står fri. Vores elever har i høj grad brug for at udvikle deres sociale og personlige sider, og det giver håndbold os en ramme til. De skal lære at tale ordentligt til hinanden og sige pænt tak for kampen, også selv om det kan være træls efter et nederlag«, siger hun.
Søren Nivaa har tidligere trænet voksne med udviklingshandicap i Viborg HK. Det fortalte han om, da han var til jobsamtale på specialskolen i Silkeborg. Da han var blevet ansat, fik han den ide at undervise de ældste elever i håndbold, men mange af hans nye kolleger levnede ikke projektet ret lang levetid.
»Jeg blev spurgt, om håndbold ikke er et svært spil, og jo, det kræver god håndkoordination. Vi øvede kaste- og gribekombinationer igen og igen, og der gik da også lang tid, før det begyndte at ligne noget, der bare minder om håndbold«, erkender Søren Nivaa.
Det styrker elevernes håndboldkompetencer, at de træner fast en gang om ugen.
»Vores elever lærer ikke så hurtigt, så de har brug for at træne kontinuerligt for at blive bedre«, siger læreren, som mener, at Dybkær er landets eneste specialskole med et skolehold, som træner i undervisningstiden.
Spilleregler gælder også i klasseværelset
Skoleleder Uffe Lilholm erkender, at han ikke troede, det kunne lade sig gøre at lære eleverne at spille håndbold, fordi det stiller store krav til deres motorik.
»Og så kan det alligevel lade sig gøre. Det er fantastisk, hvad Søren får ud af eleverne. Han formår at udvikle en struktur og opbygge elevernes færdigheder i det rigtige tempo, samtidig med at han bringer glæde ind i undervisningen«, fremhæver skolelederen.
Trods sin skepsis bakkede han op om, at håndbold skulle indgå i undervisningstiden.
»Vi skal både uddanne og danne vores elever, og håndbold er en vej til begge dele. Eleverne lærer basale færdigheder som at lytte til en instruktion, stå i kø og vente på tur, og de vinder og taber som et hold. Vores elever har svært ved at indgå i fællesskaber, men vi kan gribe dem med håndbold, og de får gode vaner af at spejle sig i hinanden. Alle de spilleregler, der er i og omkring håndbold, gælder også i klasseværelset, så træningen har en klar overførselsværdi«.
En specialskole har en ekstra forpligtelse til at lære eleverne at finde glæde ved at bevæge sig, mener skolelederen.
»Børn på en skole som vores risikerer at blive passive senere i livet. Derfor har mange fokus på, hvad de spiser, men maden skal også forbrændes. Vi giver vores elever en glæde ved både kost og bevægelse, og det skal gerne række ud over deres skoletid. Samtidig har vi øje for at få oplevelser ind i den måde, vi laver undervisning på, for vi kommer langt, når det ikke bare er kedeligt at gå i skole«, siger Uffe Lilholm.
Feberredninger baner vej til fællesskabet
Under en skudøvelse dukker en høj dreng op på banen. Han har været på tur og kommer efter aftale lidt for sent til træning
»Når vi har en klassemålmand, skal han stå på mål«, fastslår Søren Nivaa og overlader målet til den nyankomne elev, som har autisme.
Da han begyndte på holdet, kunne han hverken kaste eller gribe, og han forstod heller ikke spillet. Ved et tilfælde blev han sat på mål, og det viste sig, at han er god til at afværge skuddene.
»Læringsmæssigt arbejder vi ud fra vores Dybkær-model, hvor vi med udgangspunkt i oplevelsen sætter individuelle mål for eleverne. Når vores målmand laver en feberredning til et stævne, giver det ham status blandt de andre elever, og det bruger vi til at få ham til at føle sig som en del af fællesskabet på holdet«, siger Søren Nivaa.
Målmandsposten er god til eleven, fordi opgaven er tydelig - det handler om at tage de bolde, der bliver skudt mod mål.
»Håndbold er i det hele taget godt for vores elever. Når en spiller taber bolden, skal alle løbe hjem og stille sig op i et forsvar. Så når en elev ikke lige kan huske, hvad han skal, kan han orientere sig efter de andre. På samme måde skal fløjspilleren altid løbe frem og tilbage ude i siden. Det gør spillet let at overskue«, siger Tina Carøe.
Alligevel kan aktiviteterne i hallen blive for hektiske. En spinkel dreng har sat sig op øverst på tilskuerpladserne. Tina Carøe går op og snakker med ham. Et øjeblik senere vender hun tilbage til banen, mens drengen bliver siddende. Han vil gerne nøjes med at se de andre spille.
»Vi forventer ikke, at eleverne deltager lige meget. Vi justerer kravene til den enkelte, og drengen er ny, så han skal have tid til at finde ind på holdet«, fortæller hun.
Håndbold giver eleverne en identitet
Spillerne er sammen to og to om en bold. Den ene skal beskytte bolden ved at drible med ryggen til makkeren. Det volder en pige store problemer. Hun har styr på sine driblinger, men selv om hun flere gange får at vide, at hun skal holde modstanderen bag sig, vender hun fronten til, hvilket gør det nemt at stjæle bolden.
Begreber som foran, bagved og ved siden af indgår naturligt i den ugentlige træning. Derudover giver håndbold eleverne en identitet. Det kommer især til udtryk, når de er til stævne.
»Det har stor betydning for mange af vores elever, at de går til håndbold. Vores målmand har for eksempel set sin bror spille kampe hver weekend, og nu spiller han selv. Det giver dem noget at være sammen om som brødre«, siger Tina Carøe.
Dybkær Specialskole holder et årligt stævne og deltager også i stævner andre steder i landet, hvor de møder idrætsforeninger, som har et hold til børn med et udviklingshandicap. Første gang eleverne var til stævne, spillede de i Gigantium i Aalborg. Stævnet bød på langt større værdier end den samlede sejr, som holdet tog med sig hjem.
»Elevernes forældre havde aldrig set deres børn spille håndbold, og undervejs kom en af dem hen til mig og sagde: 'Jeg vidste ikke, at min søn kunne arbejde sammen med andre'. Pludselig talte jeg om fagdidaktik med forældrene, uden at vi sad til en skole-hjem-samtale. Det var en ahaoplevelse for både dem og mig. Det er fedt, når de kan se, hvad vi arbejder med«, siger Søren Nivaa.
Siden har en forælder sponseret tøj til holdet, og til skolens seneste stævne sørgede 300 forældre, søskende og andre familiemedlemmer for, at stemningen i hallen var i top.
»Der var også flere af vores kolleger blandt tilskuerne. Det er gået op for dem, hvad vi har gang i«, siger Søren Nivaa.
Lykkeliga introducerer håndbold til specialskoler
