Udskydelse belaster ­budgettet

Det kan koste dyrt for de kommuner, der vælger at udskyde overgangen til Aula.

Offentliggjort

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

De kommuner, der overvejer eller vælger at udskyde, er af Kombit blevet præsenteret for en overslagsberegning af omkostningerne. Den lyder på 250.000 kroner. Det forventes, at kommunerne skal betale Kombit for 50 timers ekstraarbejde og udvikleren Netcom­pany for hele 150 timer - a 1.200 kroner.

Netcompanys ekstraopgaver i forbindelse med en udskydelse er ifølge Kombit flytning af data fra SkoleIntra til Aula og yderligere opgaver i forbindelse med implementering, projektledelse og support.

Kerteminde Kommune har bedt om en pris alene på overførslen af data, mens man forventer at kunne varetage mange af de andre opgaver selv. Den pris har de i skrivende stund endnu ikke fået.

Kombit understreger, at det er helt op til kommunerne, hvornår de vil tage Aula i brug, men at ekstra udgifter i forbindelse med en udskydelse skal afholdes lokalt. De 250.000 kroner er ifølge Kombit et overslag, der skal sikre, at kommunerne ikke får en uventet stor ekstraregning.

»Der er kæmpe forskel på kommunerne. Hvor mange skoler, elever, forældre og så videre der er i dem. Det er simpelthen ikke vores fokus lige nu helt præcist at fastslå, hvad det vil koste at udskyde Aula i en kommune med 23.000 brugere kontra en med 100.000 brugere. Derfor melder vi ud, at udgiften kan være op til 250.000 kroner«, siger Poul Ditlev Christiansen og lover, at der er en mere præcis udregning på vej til Kerteminde:

»Det er ikke af ond vilje, hvis de ikke får et svar, så hurtigt som de gerne vil have det. Det er alene, fordi vi er ret ophængt. Vi har et klokkeklart fokus på den meget store overvægt af kommuner, der kommer på Aula om et par uger. Hvad der er af lokale forhold i forhold til de kommuner, der har et ønske om at gå på senere, det skal vi nok håndtere sammen med dem. Vi kommer ikke til at lade dem i stikken overhovedet. Men vi tager den sammen med dem senere«.