Forskning

Følgeforskning: H&d-lærere føler sig fagligt begrænsede og ønsker tid til fagmøder

Kompetencedækningen i håndværk og design og ligger under den politiske målsætning og lavere end andre fag, viser en ny følgeforskningsrapport. Lærerne føler sig fagligt begrænsede og efterspørger sikkerhedskurser og efteruddannelse og tid til at diskutere faget.

Offentliggjort

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Skolerne er godt i gang med faget håndværk og design. Sådan lyder den overordende konklusion i en ny følgeforskningsrapport. Men den fortæller også om meget store forskelle på, hvilke udfordringer og muligheder faget har på forskellige skoler.

Det er Evalueringsinstituttet, der har udarbejdet følgeforskningsrapporten "Evaluering af folkeskolens nye fag madkundskab og håndværk og design" på bestilling af  Styrelsen for Undervisning og Kvalitet i Undervisningsministeriet. Rapporten belyser kompetencedækning og erfaringer med fagene.

Brug for sikkerhedskurser og håndværkserfaring

I forhold til kompetencedækning viser registerdata, at begge fag ligger under den politiske målsætning og også under andre fag, men at der er store variationer fra skole til skole. Og så er der forskel på, hvordan ledere og lærere ser på kompetencedækningen.

I håndværk og design fortæller lederne, at de sammensætter teams, så begge fags kompetencer dækkes, og der samtidig tages hensyn til lærernes engagement i faget. Men lærerne fortæller, at sammensætningen giver udfordringer, fordi de bliver afhængige af hinanden, når de kun dækker halvdelen af fagets kompetencer. De føler sig fagligt begrænsede, og undervisningen kan blive gennemført opdelt.

"Desuden beskriver lærere, at der er store forskelle på kompetencerne blandt lærere med uddannelse i sløjd eller håndarbejde og lærere med den nye linjefagsuddannelse. Overordnet vurderes sløjd- og håndarbejdslærere at kende deres fag godt i dybden, mens lærere med linjefag i håndværk og design vurderes at have større faglig bredde, men mindre håndværksfaglig dybde", lyder det i rapporten.

Læreruddannere i h&d: Valgfaget gør sikkerhedskursus uundværligt

Lærerne efterspørger efteruddannelser i det fag, de ikke har linjefag i, og håndarbejdslærerne ønsker sikkerhedskurser og undrer sig over, hvorfor det ikke er en obligatorisk del af de nyuddannedes uddannelse.

Svært at koble koble faglighed og materialer meningsfuldt

Erfaringerne med håndværk og design viser først og fremmest, at lærerne og skolerne betragter det som et nyt fag med nye problematikker og udfordringer i forhold til fagligheder, lokaler og lærergrupper. Billedet af faget er, at hvor de gamle fag havde fokus på at give eleverne basale håndværksmæssige færdigheder, handler det nu om kreative processer som innovation, ideudvikling og design. Det betyder, at lærerens rolle har ændret sig, fordi de nu skal facilitere kreative processer frem for at demonstrere, hvordan et arbejde skal udføres.

"I lærernes optik er det en styrke ved håndværk og design, at faget er mere kreativt og samtidig mere problemorienteret end de tidligere fag. Overordnet set er det dog lærernes erfaring, at eleverne får færre håndværksfaglige kompetencer og færdigheder i det nye fag, fordi undervisningen ikke på samme måde har fokus på de elementære opgaver, hvor elever arbejder med redskaber og værktøj. Evalueringen peger desuden på, at det i den praktiske undervisning kan være udfordrende for lærerne at koble fagligheden og materialerne fra sløjd og håndarbejde i forløbene, så de to fagligheder begge bidrager meningsfuldt og ligeværdigt", fortæller rapporten.

Professor: Det kan lærere gøre for at fremme børns kreativitet

Eleverne bliver motiverede af at arbejde kreativt, og de sætter pris på at kunne vælge bredt mellem materialer og værktøj.

Lærerne fortæller dog også, at det kan være svært at inkludere elever, som har svært ved at fungere i frie og flydende rammer. Og de efterspørger rammesat tid til at holde faglige møder om fagets fokus og retning og koordination af konkrete undervisningsforløb.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Læs mere

Følgeforsningsrapporten "Evaluering affolkeskolens nye fag madkundskab og håndværk ogdesign"