En ny måde at indkøbe digitale læremidler skal give lærerne større valgfrihed
Foto: K. W. Barrett
21 forlag med i løsning, der skal give lærerne større valgfrihed
En ny, fælleskommunal aftale til indkøb af digitale læremidler, der skal give lærerne større valgfrihed, går i luften den 1. oktober. 21 forlag er med fra start, mens flere løbende kan komme med på aftalen.
DE 21 FØRSTE LEVERANDØRER
- ActiveFloor
- Alinea
- Aros Cloud ApS
- BookBites A/S
- Center for god matematikundervisning
- Clio Online
- Dansk Psykologisk Forlag
- Danviden ApS
- EduLab
- EyeJustRead
- Forlaget matematik aps
- Frank Madsen Studio (Eudor)
- FrontRead ApS
- GeGe Forlag
- GO Forlag A/S
- GYLDENDAL A/S
- idoc A/S
- Konfront
- OrdblindeLab
- Praxis
- Shape Robotics
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Den 1. oktober går en såkaldt dynamisk indkøbsaftale fra Staten og Kommunernes Indkøbsservice (SKI) i luften, og ifølge planen skal den give lærerne større valgfrihed, når det kommer til digitale læremidler.
De tre store forlag Clio, Gyldendal og Alinea har alle ønsket at være med fra start, og det samme har 18 mindre leverandører. Aftalen vil gøre det muligt for kommuner og skoler at købe ind via såkaldte miniudbud.
En kommune eller skole opretter kort sagt en beskrivelse i systemet af det digitale læremiddel, man ønsker sig, og så kan leverandører, der er en del af aftalen, afgive tilbud, hvis de har et læremiddel, der matcher beskrivelsen.
"På den måde udvides indkøbsmulighederne løbende for underviserne og giver samtidig alle leverandører mulighed for en plads på det offentlige marked", skriver SKI i udbudsteksten.
Det er frivilligt for kommunerne, om de vil benytte det nye indkøbssystem. Leverandører, der ønsker at være en del af aftalen, skal alene leve op til ikke at være konkurs samt ikke tidligere have misligholdt en kontrakt med det offentlige.
Lever man op til de krav, kan man blive optaget på indkøbsaftalen inden for 10-15 arbejdsdage. Fra nu og frem til aftalen træder i kraft den 1. oktober, vil der dog ikke blive optager flere leverandører end de 21, der nu er godkendt.
Ny aftale skal sikre kommunerne større valgfrihed på digitale læremidler til efteråret
Digitalt curriculum
Lærernes frie valg af digitale læremidler har været heftigt debatteret, efter en Deloitte-rapport bestilt af KL i januar 2018 konkluderede, at flere og flere kommuner fra centralt hold køber de samme læremidler til alle skoler.
Kommuner køber tvungne kommune-pakker med læremidler
Rapport: Flere kommuner bør gå sammen om indkøb af læremidler
Tidligere undervisningsminister Merete Riisager havde stort fokus på området og advarede imod, hvad hun kaldte en udansk curriculum-tradition, der blev listet ind ad bagvejen.
"Det er vigtigt, at centraliseringen ikke skaber et låst marked med få udbydere og produkter, og hvor den enkelte lærer fratages valg mellem læremidler. Så forstener undervisningen, og kvaliteten falder", sagde hun i november til folkeskolen.dk.
Riisager roser KL-forsøg med digitale læremidler - forlag tvivler både på tidsplan og økonomisk model
Læs med i første nummer af fagbladet Folkeskolen i oktober hvor vi går i dybden med den nye dynamiske indkøbsaftale for digitale læremidler, og hvad den kommer til at betyde for dig som lærer.