"Musik betyder meget i forhold til dannelse, i forhold til fællesskab, i forhold til at have nogle ambassadører både for faget musik, men også i forhold til at have det godt sammen på en skole og trives på en skole", siger Kristian Toft.

Nyt valgfag: Musikglad skoleleder kæmper for musikken i Ry

Skoleleder Kristian Toft har investeret i musikinstrumenter og ansat musiklærere på Mølleskolen i Ry. Alligevel har kun 16 elever valgt musik som udskolingsvalgfag. Det ærgrer skolelederen.

Offentliggjort

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

120 elever er der i år på Mølleskolens 7. årgang. Kun 16 har valgt musik som det nye to-årige valgfag med afgangsprøve. 

"Vi har en udfordring generelt. Langt de fleste vælger madkundskab, selv om vi har lavet en satsning på musik. Det er irriterende", siger Kristian Toft.

Undersøgelse: Nye valgfag skulle tænde håndværker-drømme - men eleverne vil hellere lave mad 

Det er ikke kun på Mølleskolen i Skanderborg Kommune, at flest elever vælger madkundskab. En rundspørge, som folkeskolen.dk gennemføret i foråret viser, at 46 procent af dette års 7.-klasseelever har sat kryds ved madkundskab som første prioritet, da de skulle vælge. 25 procent har sat kryds ved håndværk og design, 16 procent ved billedkunst og kun 13 procent ved musik.

Nephew vil rykke ved musikken i folkeskolen 

Musik er fællesskabets kit

Kristian Toft mener, det kræver et langt sejt træk at gøre musikfaget populært i folkeskolen, men ogs¨å, at Mølleskolen er godt på vej.

"Vi har valgt at holde vores hold til førsteprioriteter, for det er nemmere at have musik med 16 end med 30. Havde vi taget 2. og 3. prioritet med, så kunne vi godt være kommet op med 30. Når vi holder det på 16, kan vi virkelig levere kvalitetsundervisning".

Sidste år, hvor der ikke var de nye valgfagsregler, valgte hele 70 elever i udskolingen musik som valgfag på skolen, hvilket var en tidobling i forhold til året før, så Kristian Toft tror på, at skolen er på rette vej. 

Ry: Massiv investering i musik virker 

Han kom til skolen i 2017 og har siden gjort meget for, at musik fik mere plads på skolen.  

"Musik betyder meget. Jeg spiller til fællessamlinger med børn, vi har altid musik, når der er skolefest, så er der tradition for, at det er ledelsesteamet, der optræder med musik på de skrå brædder. Vi starter aldrig et lærermøde eller et forældremøde uden, at der er en sang til at begynde med. Vores viceskoleleder er også musiker - og det er et ekstra plus, at han også har den vinkel med".

Øvelokaler til gavn for hele byen

Sidste år investerede skolen 50.000 i instrumenter, og Kristian Toft har sammen med Kulturskolen og Ungdomsskolen i byen arbejdet for at etablere øvelokaler, som både folkeskole, kulturskole, ungdomsskole og lokalsamfundet kan få glæde af. Lige nu knokler håndværkerne for at få lokalerne klar i kælderen under det, som tidligere var bibliotek i Ry.

"Ledelsesmæssigt har vi kæmpet for at få de her lokaler. Både fra kulturskolen og folkeskole, men også som øvelokaler for byen. For det er svært for en folkeskole bare at åbne op for alle. Nu laver tre øvelokaler, som kan bruges af hele Ry. Det er ideen med det, og det er også med til at understøtte musikken på skolen på længere sigt".

 Ry-skoleleder: »Jeg vil have nysgerrige, motiverede unge mennesker«

Og han er slet ikke i tvivl om, at der er store gevinster at hente ved at satse på musik i skolen:

"Musik betyder meget i forhold til dannelse, i forhold til fællesskab, i forhold til at have nogle ambassadører både for faget musik, men også i forhold til at have det godt sammen på en skole og trives på en skole", forklarer Kristian Toft. "Målet er at musikken er tydelig på skolen. At musikken er et kit i forhold til fællesskabet og i forhold til dannelsen. Men det er der også andre ting, der skal være. Vi skal ikke være en musikfolkeskole, men musik skal fylde meget".