Maria lå i sin seng, hun kunne ikke sove. Hun lå bare og tænkte på Camilla. "Var det det rigtige jeg gjorde", tænkte Maria. "Skulle jeg have fortalt dem det? Har jeg lige ødelagt mit venskab med min bedsteveninde?".

I skolen den dag fortalte Maria nogle fra sin klasse en hemmelighed, som Camilla havde fortalt hende. Maria havde lovet hende ikke at fortælle den til nogen, og da Camilla fandt ud af, at Maria havde fortalt den videre, blev hun virkelig ked af det.

"Hun havde godt af det, hun har så meget popularitet og så får hun bare alt, hvad hun peger på, bare jeg også havde det sådan", tænkte Maria. "Jeg er bare ved at være virkelig træt af hende, hun har det jo så nemt". Sådan begynder en lignelse, skrevet af en elev i forbindelse med et forløb i kristendomskundskab, som Daniel Nouri og Sofie Korsbæk Damsgaard har gennemført i forbindelse med deres tredje praktik. Mennesket er det eneste væsen, som kan reflektere over og forholde sig til sig til sin egen eksistens. Det moderne menneske er fattigt på eksistentielt sprog, og når vi støder på fænomener som kærlighed, had, mening og angst, stiller vi spørgsmål til tilværelsen, siger de. "Når vi mangler sprog til at begribe disse fænomener i tilværelsen, står vi stumme i et eksistentielt vakuum uden perspektiver og ståsteder omkring liv og eksistens", skriver de i deres bachelorprojekt, hvor de undersøger, hvordan lærere kan finde et sprog i undervisningen, som kan give eleverne redskaber til at tage stilling til og reflektere over deres liv, så de kan tyde deres egen tilværelse og se perspektiver, der kan løfte det. "Hvorledes kan bibelske fortællinger danne grundlag for og medvirke til udvikling af elevers eksistentielle dannelse og kulturelle selvforståelse", spørger Daniel Nouri og Sofie Damsgaard i problemformuleringen til deres professionsbachelorprojekt fra læreruddannelsen i Aalborg ved Professionshøjskolen Nordjylland. Lignelser og hadiths

Deres projekt tager afsæt i et undervisningsforløb i kristendomskundskab og et udvalg af elevprodukter fra undervisningen. Forløbet tager udgangspunkt i ligheder og forskelle mellem kristendom og islam. Eleverne arbejder både med lignelser fra biblen og fra hadiths, som er fortællinger om profeten Muhammed. De skal selv producere egne lignelser eller hadiths ud fra almenmenneskelige problemstillinger, som de har mødt i deres hverdag og kan forholde sig til. Fortællingen skal skrives i et nutidigt perspektiv, og den skal behandle problemstillingen, så den giver anledning til etiske overvejelser. Projektet bygger også på en undersøgelse af to seminarielektorer, Irene Larsen og Peter Green Sørensen, som har interviewet 72 elever på tre skoler og undersøgt, om elever i folkeskolen får udbytte af undervisningen i kristendomskundskab i forhold til generel tilværelsesforståelse, og om elevernes identitetsdannelse og anvendelse af undervisningselementer i egen refleksion over livet. De har skrevet bogen: "Nogle historier gemmer jeg lidt for livet. Kristendomsundervisningens betydning for folkeskolens elever".

Fortællinger og dannelse

Folkeskolens formålsparagraf beskriver blandt andet, at eleverne skal blive fortrolige med dansk kultur og historie, og at den enkelte elevs alsidige udvikling og fantasi skal fremmes. Eleverne skal være i stand til at deltage i et demokratisk samfund, og åndsfrihed og ligeværd er omdrejningspunkterne for hele skolens virke. Kristendomskundskabs formål handler om elevernes evne til at forholde sig til "den religiøse dimension" og dens betydning for det enkelte menneske, samt kendskab til de bibelske fortællinger og deres betydning for værdigrundlaget i den danske kulturkreds. Folkeskolen beskæftiger sig med elevernes dannelse i den forstand, at der er visse normer og idealer, som anses for ønskværdige i skolen og hos eleverne.

"Når kristendomskundskab har defineret bibelske fortællinger som et kompetenceområde for sig, må det antages, at der i disse fortællinger ligger noget implicit, som både kan være af betydning for elevernes eksistentielle dannelse såvel som deres kulturelle ståsted", skriver Nouri og Damsgaard. Særligt Jesu lignelser er en central del af, hvordan kristendommen søger at give svar på almenmenneskelige problemstillinger.  Jesus fortalte lignelser, når han søgte at understrege en pointe. For eksempel fortæller "Den barmhjertige samaritaner" læseren om, hvordan man etisk bør forholde sig til sin næste, og hvem der i følge Jesus er næsten, mens "Den fortabte søn" kan siges at være et billede på Guds altoverskyggende kærlighed og tilgivelse, selv over for syndere. Lignelserne kan tolkes på forskellige måder alt efter, hvem der læser dem, og hvor denne person står i sit liv. Fælles for lignelserne er, at de kan give anledning til refleksion over temaer som jalousi, barmhjertighed og næstekærlighed, siger Nouri og Damsgaard. Fortælling udvikler barnets fantasi, og det er afgørende, da det gør det enkelte menneske i stand til at sætte sig i en andens sted og handle med empati og fra et perspektiv om at ville sin næste det godt, citerer de den danske teolog K.E. Løgstrup.

Arbejdet med de religiøse fortællinger har givet eleverne adgang til flere betydningslag og måder at forholde sig til sig selv og hinanden på, og nogle af eleverne forholder sig og undrer sig over de tilværelsesspørgsmål, de bliver stillet overfor, siger Nouri og Damgaard i deres evaluering af forløbet. Gennem arbejdet med tilværelsesspørgsmål og tolkning af eksistentielle problemstillinger har eleverne fået mulighed for at vende blikket indad såvel som udad som et led i deres alsidige udvikling, siger Daniel Nouri og Sofie Korsbæk Damsgaard i deres professionsbachelorprojekt og konkluderer, at "arbejdet med de bibelske fortællinger kan bidrage til elevernes eksistentielle dannelse og forståelse for kulturelle ståsted, hvilket ses i de elevproducerede lignelser og gennemførte interviews".

Læs hele projektet her: