Henriette Olesen og Mirjam B. Madsen havde i deres praktik en forestilling om, at deres passion for billedbogen ville smitte af på eleverne, så de oplevede samme begejstring og lyst til fordybelse. Det gjorde de ikke.

De har derfor revurderet deres tilgange til litteraturundervisningen og undersøger i deres bachelorprojekt, hvordan de kan støtte eleverne i undervisningen, så billedbog og elev åbner sig for hinanden. "Hvordan kan vi som dansklærere anvende skønlitterære billedbøger på mellemtrinnet, så litteraturundervisningen medvirker til dannelse af autentiske læsere", spørger de i problemformuleringen til deres professionsbachelorprojekt fra læreruddannelsen i Silkeborg ved Professionshøjskolen Via. Moderne billedbøger

Tidligere havde billedbøger en korrekt form og en mekanisk struktur, der var præget af stereotype og statiske karakterer og et forudsigeligt handlingsforløb med klare moraler. De nye billedbøger er derimod ofte komplekse med et eksperimenterende sprog og et undersøgende forhold mellem tekst og billeder. Fælles for de moderne billedbøger er, at billedsiden ikke udelukkende virker som illustration, som forklarer teksten, men som en aktiv medspiller i værkets formidling. Billeder og tekst i en indbyrdes dialog, som indbyder til eftertænksomhed og fordybelse. De behandler eksistentielle problemstillinger, tabubelagte emner og en fortolkningsmæssig åbenhed. Disse bøger stiller store krav til læseren, som skal forholde sig nysgerrigt, have omverdensforståelse og være bevidst om den større ligeværdighed mellem det visuelle og verbale sprog, siger Henriette Olesen og Mirjam Madsen. Mange moderne billedbøger kræver formidling, og eleverne skal støttes i læsningen, da de kan have svært forholde sig til indholdet, men samtidig har de et stort potentiale, argumenterer de. "Den eksistentielle billedbog kan løsne op for og muliggøre væsentlige samtaler i klasserummet om døden, kærligheden, skilsmisser, savn, sygdom - emner og temaer jeg ved de møder på nettet, taler utroligt lidt med forældrene om, og som derfor er uhyggeligt relevante at inddrage i klasserummet", siger lektor Søren Fanø, som har de har interviewet. Autentiske læsere

De har i forbindelse med projektet udviklet en forestilling om den ideelle læsetilgang og den autentiske læser, som bygger på stor tillid og tro på barnet som litterært kompetent. Den autentiske læser er aktiv, indlevende, nysgerrig og undersøgende og tør interagere med teksten. Fordi den autentiske læser tør tænke, føle og tør mene i mødet med litteraturen, åbner det mulighed for dannelse, der rækker ud over læsningen og ind i eleven livsarenaer, siger Olesen og Madsen. "Gennem den autentiske læsers tilgang til værket kan han få lov at opleve andre menneskers facetter og følelser, hvilket giver mulighed for, at læringen kan række ud over litteraturlæsningen og påvirke elevens selvstændighed, robusthed og refleksivitet i en hyperkompleks hverdag", skriver de.

Nøgler til at åbne teksten

Som lærere må vi hele tiden forholde os til vores litteraturpædagogiske tilgange og hvilke metoder, der kan støtte eleven til at blive en autentisk læser, siger Olesen og Madsen. Læreren må ikke låse sig fast på én enkelt tilgang, men skal variere undervisningen for at fastholde eleverne i en aktiv rolle og på samme tid sørge for, at de ikke mister forbindelsen til litteraturens mange lag. Der findes ikke kun én nøgle til teksten, én dør eller ét nøglehul. I projektet har Olesen og Madsen udviklet en idéboks med fem aktiviteter, der rummer forskellige niveauer af interaktion mellem tekst og læser og kan være med til at udvikle den autentiske læser. Aktiviteterne er : - tankekort, - stedbaseret læsning, - på sporet af værket, - personlapper, - litteraturkast. De eksemplificerer idéboksen gennem billedbogen "Du og jeg" af Synne Lea og Stian Hole, som danner rammen i deres undersøgelse. De har også gjort sig erfaringer med billedbøgerne "Mørkebarnet" af Cecilie Eken og Malene Reynolds Laugesen og "Bange for Alt" af Søren Jessen, som de også inddrager for at styrke ideboksens spændvidde og alsidighed. Arbejdet med idéboksen er evalueret gennem elevinterviews. De har også undersøgt, hvordan billedbøger bliver anvendt i undervisningen gennem en spørgeskemaundersøgelse til mellemtrinnets dansklærere og interviewet Søren Fanø, der er master i børnelitteratur, og Anna Karlskov Skyggebjerg, som er lektor på DPU med speciale i børns fiksionslæsning. Personlapper

"De evindelige personkarakteristikker, som de næsten altid skal lave - i hvert fald på mellemtrinnet - er det en klassiker i litteraturundervisningen (...). Men så sørg for at få den brugt til noget. Altså sørge for - hvad betyder personerne så faktisk? Eller hvad gør det for teksten? Eller hvordan blev I klogere på budskabet eller meningen, eller hvad det her overhovedet handlede om", siger Anna Skyggebjerg. Olesen og Madsen vælger i projektet at bruge 'personlapper' i stedet for den traditionelle personkarakteristik. Eleverne arbejder i grupper, og de får en kuvert med et sæt personlapper, som de skal inddele i tre forskellige grupper, der henviser til henholdsvis bedstefar, storesøster og lillebror. Eleverne trækker skiftevis ét ord fra bunken: I gruppen må de diskutere og argumentere for, hvor netop denne lap skal placeres. Hvis eleverne kommer gennem bunken med personlapper, må de selv skrive yderligere tillægsord på de tomme lapper, der fulgte med. Derefter sammenholdes elevernes fordeling af lapperne i plenum, hvor grupperne får mulighed for at argumentere for deres placering. Til sidst skal eleverne kreere en foldebog, hvor personerne fra værket bliver præsenteret bag hver låge. Storesøsterens låge indeholder to sider, hvor eleverne skal beskrive hendes personlige udvikling i værket gennem ord fra personlapperne. På denne måde går første del af personlapperne med dialog, argumentation og samarbejde i fokus forud for arbejdet med foldebogen, hvor elevernes individuelle personkarakteristik af værkets personer kan udfoldes.

Eleverne må i denne aktivitet tage et valg, forholde sig til det, argumentere for det og diskutere om nødvendigt. Kvaliteter, som danskundervisningen må give rum for, at eleverne kan øve, udvikle og afprøve, og som kan bidrage til dannelsen af den autentiske læser,. Arbejdet med personlapper stiller også krav til fællesskabet, som må bære præg af åbenhed og gensidig respekt for at skabe de bedst mulige rammer, når eleven tager et selvstændigt valg og forholder sig til det, lyder Olesen og Madsen erfaring. At påtage sig og slippe autoriteten

Lærerens rolle er ikke kun at hjælpe med afkodning, men i høj grad at skabe rammerne for den strukturerede, indlevende og interagerende aktivitet hos eleverne, siger de. Det kræver en lærer, som kan påtage sig rollen som én af klassens mange stemmer, så han kan hjælpe eleverne med at se potentialet i flerstemmigheden. Autentiske læsere har brug for autentiske spørgsmål, som kan udfordre elevgruppen til selvstændigt at danne og udtrykke egne meninger. Den enkelte elev bliver en aktiv medspiller, hvis meninger og værdier betyder noget for fællesskabet. Den autentiske læsestil gør, at læreren kan værdsætte elevernes svar og anvende dem i et konstruktivt perspektiv. Alle undervisningssituationer er forskellige, så der er ikke noget endegyldigt svar på, hvordan en lærer skal gå til litteraturundervisningen. Det betydningsfulde består i, at man som lærer aktivt reflekterer over praksis og udvikler undervisningen, så man kan opretholde elevernes læring og skabe rum for den autentiske læser, så der skal give plads til elevreaktioner og refleksioner, hvorved eleverne kan blive klogere på sig selv, litteraturen og livet. Lærerens rolle består i at påtage sig autoriteten og samtidig slippe den for at give plads til elevernes stemmer, reaktioner og refleksioner i fællesskabet om litteraturen, siger Henriette Olesen og Mirjam B. Madsen i konklusionen. Læs hele projektet her: