Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Beslutningen er taget i samråd med KL, oplyser kommunernenes udbudsfællesskab Kombit i en pressemeddelelse.
Ifølge pressemeddelelsen sker udsættelsen for at få yderligere erfaringer fra de pilotskoler, der lige nu er i gang med at afprøve systemet, der målt på antal daglige brugere bliver blandt de største offentlige it-projekter i danmarkshistorien.
Skoleintras afløser udskudt for anden gang
Beslutningen er truffet på baggrund af tilbagemeldinger fra det nuværende pilotforløb, hvor forældre, skoleledere og medarbejdere har givet input til funktionaliteten og brugeroplevelsen af Aula.
"De seneste input vi har modtaget, er ved at blive indarbejdet, men de er endnu ikke testet i et pilotforløb. Derfor ønsker projektet lidt mere tid til at afprøve de forbedringer, som er tilføjet Aula efter tilbagemeldingerne fra pilotforløbet", siger markedsdirektør Poul Ditlev Christiansen, Kombit, i pressemeddelelsen. "Det vigtigste for Kombit er, at skolernes medarbejdere, elever og forældre får et system, der bliver den hjælp til kommunikationen i hverdagen, som det er tiltænkt, og derfor reagerer vi naturligvis på den feedback, vi har fået fra alle dem, der har haft Aula mellem hænderne i pilotfasen".
Fra august udvides pilotforløbet med op til 25 skoler fra hele landet. De nye pilotskoler skal være med til at sikre, at de input, der er kommet fra første pilotfase, kan blive testet af et større antal skoler.
Tredje udsættelse
Det er tredje gang, udrulningen af Aula bliver udskudt. Tidligere er det sket med henvisning til, at man med den daværende tidsplan ikke kunne garantere for datasikkerheden.
Den version af Aula, der bliver taget i brug i uge 43, vil indeholde de vigtigste kommunikationsredskaber i skole-hjem-samarbejdet, og som nu skal testes af pilotskolerne frem til efterårsferien. Efterfølgende vil Aula løbende blive tilført ny funktionalitet ud fra kommunernes aktuelle ønsker.
Forlængelsen af pilotfasen betyder, at skolerne fortsætter med at benytte SkoleIntra som kommunikationsplatform, indtil Aula går i luften efter efterårsferien.
(Opdateret 11:45)
It-vejlederne: Svært at skifte midt i skoleåret
Tidligere har projektleder i Kombit Jakob Volmer sagt til folkeskolen.dk, at det ikke ville kunne lade sig gøre at udsætte projektet med et par måneder, og at det derfor var meget vigtigt, at dealinen denne gang blev overholdt.
"Hvis vi udsætter med to måneder betyder det i virkeligheden et år, fordi skolerne skal tage systemet i brug ved skoleårets start", lød det i marts 2017 fra Jakob Volmer.
Skoleintras afløser tager form
Formand for it-vejlederforeningen John Klesner tvivler da også på, at det vil kunne lade sig gøre at skifte midt i skoleåret.
"Det er bekymrende for projektet. Der var oprindelig planlagt en treugers migreringsfase, men det skal nu klares på en enkelt uge. Jeg tvivler stærkt på, at det kan lade sig gøre at lave skiftet midt i skoleåret", siger han.
John Klesner understreger, at han synes, det er et væsentligt hensyn at tage, at brugerne af Aula ikke skal tage et system i brug, hvor der er væsentlige mangler. Omvendt frygter han, at motivationen ude på skolerne for at tage det ny system i brug vil lide et alvorligt knæk.
"Vi kan næppe holde hænderne varme i tre måneder på de skoler, der har lavet introforløb med henblik på at tage systemet i brug efter sommerferien. Lærerne har heller ikke tid til at skulle køre kommunikation med henholdsvis kollegaer og forældre i hvert sit system", siger han.
Han peger desuden på, at det er lærernes opfattelse, at udbyderen af det nuværende Skoleintra, Itslearning, naturligvis har skruet ned for udviklingen af systemet, efter det stod klart, at folkeskolerne skulle skifte til Aula.
"Så man kan frygte, at der nu skal arbejdes yderligere tre måneder i et haltende intra, og at det vil være meget svært at få support", siger han.
Kombit: Vi har fundet en bedre teknisk løsning
Ifølge Jakob Volmer kan udsættelsen lade sig gøre, fordi der siden 2017 er fundet en bedre teknisk løsning, der sikrer, at man kan overføre data fra Skoleintra til Aula hurtigere.
"Så det vil nu kunne lade sig gøre på en uge. Det kunne det ikke dengang", siger han til folkeskolen.dk.
Han understreger desuden, at udmeldingen dengang også handlede om at lægge pres på både sig selv og leverandører for at overholde deadlinen.
"Men nu kan vi se, at vi har en teknisk mulighed for at sikre den hurtige migration i løbet af efterårsferien og samtidig sikre, at de tilbagemeldinger, vi har fået fra pilotskolerne, kan omsættes til velfungerende løsninger i systemet, inden det tages i brug", siger han.
"Vi kunne godt have nået at implementere og tage Aula i brug, men vi vil hellere give skolerne den tryghed, at deres ændringsforslag når at blive implementeret, inden systemet tages i brug".
Jakob Volmer understreger desuden, at man i Kombit har en forhåndsaftale med Itslearning om at finde frem til en løsning, hvis en udskydelse skulle blive nødvendig.
"Og den vil også sikre den nødvendige support til bruger ne i overgangsperioden. Aftalen kommer til at løbe frem til den 31. oktober, så der vil være et overlap mellem Aula og Skoleintra, så vi sikrer, at der er den nødvendige tid til migrationen".