Tilfældighedernes spil: Udråbt som landets dårligste skole

Skærbæk Kommuneskole er lavest på undervisningsministeriets nye rangliste, tidligere år har de fået højere karakterer. Undervisningsministeriets metode angribes af flere eksperter.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Skærbæk Kommuneskole har haft et par travle døgn. De ligger nemlig nederst på den rangliste, som undervisningsministeriet har lavet over landets skoler.

Ved afgangseksamen sommeren 2010 - som er hele grundlaget for undervisningsministeriets rangliste - klarede skolens elever sig væsentligt dårligere end året før. Og det er der en forklaring på.

"Vi sendte vores gruppe specialelever til eksamen, fordi vi tror, det vil give dem bedst chance for at fortsætte på en ungdomsuddannelse. Det fik karaktergennemsnittet til at gå nedad", siger skoleleder Anne-Lise Nissen til Folkeskolen.dk.

For skolen i Skærbæk er det altså nogle specifikke strukturelle ændringer, der gør sig gældende. For andre skoler kan det gælde, at de tilfældigvis har haft en god eller dårlig årgang, der har ændret placeringen.

Blår i øjnene

Undervisningsminister Troels Lund Poulsen har tidligere forklaret Berlingske, at ranglisterne har til formål at vejlede forældre, om hvilke skoler der er bedst.

"Forældrene har krav på at vide, hvordan børnenes skole klarer sig. Er man i tvivl om, hvilken skole man skal vælge, kan man bruge den nye åbenhed, som ranglisten udgør", sagde Troels Lund Poulsen til Berlingske, da han fortalte om ideen.

Men som man kan læse på Folkeskolen.dk giver undervisningsministeriets rangliste ikke noget reelt billede af, hvor god en skole er.

Forskningsleder Beatrice Schindler Rangvid fortæller, at man mindst skal bruge tre års afgangskarakterer for at få et reelt billede af, hvor en skole ligger - undervisningsministeriet laver som bekendt ranglisten på baggrund af et års afgangskarakterer.

Professor i pædagogisk statistik, Peter Allerup, forklarer, at ministeriet stikker forældrene blår i øjnene, hvis de får fornemmelsen af, at ranglisterne siger noget om skolernes kvalitet.

Fik bedre karakterer tidligere

For Skærbæk Kommuneskole er den slags blot akademiske overvejelser. De er på en officiel liste fra undervisningsministeriet blevet udråbt som den folkeskole i Danmark med laveste undervisningseffekt. "Den dårligste skole".

Skoleleder Anne-Lise Nissen vil ikke gøre sine svage elever til syndebuk, og hun nævner nogle andre parametre, hvor hendes skole klarer sig godt. Blandt andet er der en stor procentdel af afgangseleverne, der fortsætter på ungdomsuddannelser.

Da Krevi i maj i år offentliggjorde deres bud på en socialkorrigeret rangliste havde den sønderjyske skole en undervisningseffekt på -0,0273, hvilket ikke engang gjorde den til skolen med den laveste undervisningseffekt blandt de lokale skoler Tønder Kommune.

"Vi vil stå for det her pres, det er en kvalitet hos os, at også specialeleverne går til prøve. Men jeg kan dog godt se over på den anden side af vejen, hvor der ligger en privatskole, der ikke har nogen specialelever", siger Anne-Lise Nissen.