17 skoler har fået lov til at have eliteidrætsklasser
Undervisningsministeriet har givet 17 skoler i 15 forskellige kommuner tilladelse til at lave forsøg med optagelseskrav til eliteidrætsklasser.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Forsøgsgodkendelserne giver skolerne mulighed for at optage elever i eliteidrætsklasser på baggrund af en vurdering af elevernes sportslige niveau. Men skolerne har ikke lov til at afvise elever på baggrund af elevernes faglige eller sociale kompetencer.
Troels Lund: Talenterne skal plejes
Formålet med forsøgsgodkendelserne er at give idrætstalenter mulighed for at udvikle deres idrætstalent i et miljø, hvor der en fælles forståelse for det at dyrke idræt på et højt niveau, skriver Undervisningsministeriet i en pressemeddelelse.
"Beslutningen ligger godt i tråd med de anbefalinger som talentarbejdsgruppen for nylig fremlagde. Alle børn og unge i det danske uddannelsessystem skal stimuleres og udfordres til at nå så langt som muligt på alle faglige niveauer og inden for alle fag. De skal motiveres og udfordres fagligt, for det er til gavn for os alle. Talenterne får en mere meningsfuld hverdag, deres klassekammerater bliver løftet fagligt og socialt, og det fremtidige velfærdssamfund styrkes. I den inkluderende folkeskole skal der være plads til alle - også de dygtigste," udtaler undervisningsminister Troels Lund Poulsen.
Kun som forsøg
Opdeling af eleverne efter deres sportslige niveau ville være i strid med folkeskoleloven, hvis der ikke er tale om godkendte forsøg. Fravigelse fra folkeskolelovens bestemmelser med undtagelse af formålsparagraffen og bestemmelserne om undervisningskvalifikationer kan således i dag kun komme på tale, hvis det sker i forbindelse med forsøgsvirksomhed.
I december 2010 godkendte Undervisningsministeriet forsøg med optagelseskrav til eliteidrætsklasser på to skoler i Aarhus Kommune. Og nu har undervisningsministeren altså godkendt lignende forsøg på yderligere 17 skoler i 15 forskellige kommuner.
Der er tale om følgende skoler:
Aarhus Kommune: Rundhøjskolen og Vejlby Skole
Gentofte Kommune: Bakkegårdsskolen
Odense Kommune: Hjalleseskolen og Provstegårdskolen
Hillerød Kommune: Frederiksborg Byskole
Holstebro Kommune: Birkelundsskolen og Sct. Jørgens Skole
Hjørring Kommune: Holmegårdskolen
Haderslev Kommune: Hjortebroskolen
Aalborg Kommune: Sønderbroskolen
Esbjerg Kommune: Vestervangskolen
Herning Kommune: Sønderagerskolen
Roskilde Kommune: Himmelev Skole
Vejle Kommune: Nørremarksskolen
Randers Kommune: Nørrevangsskolen
Horsens Kommune: Langmarksskolen
Ballerup Kommune: Hedegårdsskolen
Københavns Kommune: Bellahøj Skole