Dansk og finsk er som pærer og bananer. Sproglige forskelle gør det nærmest umuligt at sammenligne udbyttet af undervisningen i de to lande. Det påpeger snart bogaktuelle Bo Steffensen. Han er ekspert i børns sprog og læseindlæring og advarer på samme måde dansklærere mod at lade sig inspirere af Pisa-topscoreren Kina.

Når kinesiske skolebørn skal lære og huske 2.000-3.000 komplicerede skrifttegn, der hver især betyder noget helt konkret, er der næsten kun fordele ved en autoritær undervisningsform, siger han. At lære dansk på skrift kræver derimod et minimum af udenadslære, men til gengæld en høj grad af auditiv perception og viderebearbejdning. Hvert af de 28 bogstaver repræsenterer op til 20 forskellige sproglyde, som hver for sig ikke giver mening, men skal aflyttes og kombineres til ord og helmeninger.

»De, der tror, at kineserne kan vise os vejen til en topplacering i Pisa-undersøgelserne, tror derfor fundamentalt forkert. Dansk og kinesisk kan ikke læres efter samme opskrift«, understreger Bo Steffensen. Han er lektor, dr.pæd. og arbejder på Nationalt Videncenter for Læsning.

Bo Steffensen er netop ved at færdiggøre en bog om danske børns læsning, som udkommer til efteråret og bygger på ny viden om, hvad der sker i hjernen, når man læser.

Kort fortalt kommer talesprog af sig selv, mens skriftsprog kræver bevidst læring og omstrukturering af hjernen.

»Hvilke ændringer der skal til, afhænger i høj grad af, hvilket skriftsprog der skal læres«, siger Bo Steffensen, som ikke tøver med at kalde det alfabetiske skriftsprog dansk for 'et af verdens sværeste'«.

Ikke lydrette sprog tager år ekstra

En hovedrysten er alt, hvad han har tilovers for myten om, at netop kinesisk er verdens sværeste sprog.

»Man kan ikke uden videre sammenligne alfabetiske og logografiske sprog. Men at dømme efter Pisa-undersøgelserne er det snarere de alfabetiske skriftsystemer, der er svære at lære. Fire af de fem bedst placerede lande benytter jo skrifttegn«, påpeger han. Med det forbehold at koreansk nærmest er en mellemvare, fordi de koreanske tegn angiver stavelser, der både kan have en selvstændig mening ogkombineres.

At finsk er det eneste alfabetiske sprog på Pisas top fem, passer ifølge Bo Steffensen fint sammen med, hvad man ved om forskellige sprogs sværhedsgrad.

Af alle alfabetiske sprog er finsk nok det, hvor bogstaverne udtales mest entydigt. Helt modsat dansk, hvor »e« for eksempel kan udtales på mere end 20 forskellige måder. Blandt andet som æ og ø. Det giver jo alt andet lige danske børn flere udfordringer og finnerne et forspring«, siger han.

Dansk er ifølge OECD, som står for Pisa-undersøgelserne, det næstmindst lydrette af den vestlige verdens sprog. Mindst lydret er engelsk. Fransk og portugisisk er også vanskelige at lytte sig til, mens svensk, norsk, spansk og tysk ligger i den mere lydrette ende.

»Børn i engelsksprogede lande bruger op til flere år ekstra på at lære deres skriftlige modersmål. Vi har ikke tilsvarende danske målinger, men sproget koster også danske børn mere tid. Flere kommer bagud og bliver læsedroppere. Det er en selvforstærkende tendens, for det kræver jo motivation og øvelse at blive en god læser«, siger Bo Steffensen.

»D vaen go ka«

Og udfordringerne stopper ikke her, fortæller lektor, ph.d. Dorthe Bleses, som leder Center for Børnesprog på Syddansk Universitet. Højt taletempo og tryksvage endelser, der snuppes af, så sproget flyder sammen, gør dansk vanskeligere at afkode, forklarer hun og henviser til nyere målinger, der viser, at dansk tales 40 procent hurtigere end svensk, og at dansk ifølge nordmænd og svenskere er det skandinaviske sprog, der er sværest at forstå.

»Der er ingen tvivl om, at danske spædbørn er specielt udfordret, når de skal afkode sproget. Svenske babyer på 15 måneder forstår i gennemsnit 140 ord, mens danske babyer på samme alder kun forstår 87 ord. Formentlig fordi ordene er svære at skelne på dansk. Når du for eksempel siger 'Det var en god kage', udtales kun to tredjedele af bogstaverne, og ordene glider sammen til noget i retning af 'D vaen go ka'.Denne overflod af stumme bogstaver gør det uden tvivl også sværere at læse og skrive dansk«, siger Dorthe Bleses.

Hvilken betydning sprogets lydrethed har for læsetempoet blandt de 15-årige deltagere i Pisa-undersøgelserne, diskuteres stadig. Men betydning har det, forsikrer Bo Steffensen.

»Der er masser af forbedringspotentiale i den danske folkeskoles læseundervisning. Men vi har altså unikke sproglige udfordringer, der betyder, at vi ikke uden videre kan sammenligne vores undervisningskvalitet med andre landes ud fra læsetest, og at vi heller ikke nødvendigvis kan bruge undervisningsmetoder udefra«, siger han.

Artiklen er skrevet, inden professor Svend Kreiner kom med sin kritik af Pisa-undersøgelserne.

. Om hjernen og læsning: videnomlaesning.dk/2/15.aspx

. Om Bo Steffensens forskning: bosteffensen.dk

. Om børns sprogtilegnelse: sdu.dk/Om_SDU/Institutter_centre/C_Boernesprog

. Foredrag med Dorthe Bleses om danske børns særlige udfordringer: dr.dk/DR2/Danskernes+akademi/Forelaesere/D/Dorthe+Bleses

Internationale målinger af læsefærdigheder falder godt i tråd med sværhedsgraden af forskellige skriftsprog, mener Bo Steffensen. Han har følgende kommentarer til de fem øverst placerede lande i Pisa 2009-læseundersøgelsen:

1. Shanghai-Kina (læsescore 556): »Folkerepublikken Kina gjorde for år tilbage skriftsproget enklere og dermed lettere at læse«.

2. Korea (læsescore 539): »Koreansk skrives delvist i stavelser. En mellemting mellem skrifttegn og alfabetisk skrift, der efter Pisa at dømme er forholdsvis enkelt at lære«.

3. Finland (læsescore536): »Et af de mest lydrette af samtlige alfabetiske sprog i undersøgelsen«.

4. Hongkong-Kina (læsescore 533): »Her skal eleverne stadig lære de traditionelle skrifttegn, der formentlig er noget sværere end Shanghai-Kinas«.

5. Singapore (læsescore 526): »Også i Singapore har man valgt at forenkle skrifttegnene«.