Laust Poulsen møder de potentielle Da Vinci-elever og deres forældre i op til en times samtale, før de begynder på linjen.
Poul Anker
Rapport: Da Vinci-elever trives med massiv forældrestøtte
Da Vinci-eleverne i Esbjerg fungerer godt både socialt og fagligt, viser en evalueringsrapport fra DPU. "Man samler børn i monokulturer", siger lokal kredsformand.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Da Vinci Linjen samler unge med et stærkt fagligt udgangspunkt fra Esbjerg og omegn. Her mødes elever fra et stort opland til undervisning, der udfordrer dygtige elever i 7. 8. og 9. klasse.
I en evalueringsrapport lavet af Poul Nissen og Kirsten Baltzer - begge forskere på DPU - står det klart, at forældre, elever og lærere både fagligt og socialt oplever en positiv udvikling med ordningen. Eleverne vurderer, at de på en skala fra 1 til 10 i begyndelsen fagligt lå på et 5-tal. Ved afslutningen ligger de i gennemsnit på 8,58. Socialt er de gået fra 5,96 til 8,7.
"Hovedparten af effekten kommer, når elevernes læringsproces 'trickes'. Og det gør de på Da Vinci-linjen", fortæller Poul Nissen til folkeskolen.dk.
Forældrene bakker op
Der er ingen optagelseskrav på Da Vinci Linjen, men for at komme ind skal forældre og elever igennem en lang samtale med skoleleder Laust Poulsen, der er skoleleder på Blåbjerggårdskolen. Når først eleverne er optaget, er det et fælles projekt at gå på Da Vinci Linjen.
"Det, vi gør, er, at vi stiller høje krav til eleverne. Det gør eleverne og forældrene også. Så vi har en treklang med elever, forældre og lærere, der deler forventninger og mål", fortæller Laust Poulsen.
Eleverne bliver desuden sat i nogle trygge rammer rent socialt. Samtidig fokuserer skolen - blandt andet med en coachordning - på at møde eleverne, der hvor de er.
Eleverne har også baglandet i orden:
"Forældrestøtten er unik. Man kommer ikke med tog, færge eller bus op til 30-40 kilometer i sne og kulde, uden der er nogle forældre, der bakker op", siger Laust Poulsen.
Samler monokulturer
Selvom evalueringen er positiv møder ordningen kritik.
"Når man samler talent fra en masse skoler, efterlader man en masse børn uden talent. Talent smitter, hvorfor ikke udsætte de børn, der ikke går på Da Vinci Linjen, for muligheden for at blive smittet med talent?" spørger kredsformand i Esbjerg Lærerforening Kenneth Nielsen.
"Slagsiden er, at man laver monokulturer for dem, der egentlig burde sidde og være rollemodeller i deres hjemklasse", siger Kenneth Nielsen.
Ifølge Kenneth Nielsen indeholder folkeskoleloven masser af muligheder for at udfordre de fagligt dygtigste elever - også inden for de almindelige rammer.
Har du erfaring med elevdifferentiering? Er talentklasser måden at give de dygtigste elever en god uddannelse? Hvordan gør I hos jer? Skriv en kommentar nedenfor.