Virkeligheden er, at DPU har styrket forskningen. Og efteruddannelsen er - som et snart 20 år gammelt bevidst politisk valg - flyttet fra DPU til professionshøjskolerne. Vi vil på den baggrund hellere samarbejde om at forbedre frem for at bruge kræfter på at se tilbage og kritisere.

Fagbladet Folkeskolen bragte fornylig kritiske historier med overskrifter som "DPU har fjernet sig fra folkeskolen" og "DPU har udfaset skolefagene".

Lærer: DPU har fjernet sig fra folkeskolen

Artiklerne er kritiske overfor både forskningen i skolens fag og overfor efter- og videreuddannelsen af lærerne.

Kritikken er faktuelt misvisende og ikke mindst grundlæggende forkert i sin opfattelse af arbejdsdelingen mellem DPU - Aarhus Universitet og professionshøjskolerne.

Derfor er der behov for at få fakta på plads, så vi kan tale om det egentligt interessante - nemlig hvordan vi i samarbejde kan gøre den fagdidaktiske forskning og uddannelse, herunder læreruddannelsen, endnu bedre.

DPU har udfaset skolefagene

Fagdidaktisk forskning er styrket

En del af kritikken er, at kun 12 af de 37 ph.d.-projekter, der i årene fra 2015 til 2017 blev sat i gang med bevillinger fra Ph.d.-rådet for uddannelsesforskning har fagdidaktisk karakter.

Tallet er sikkert rigtigt isoleret set - men det er ikke dækkende for DPU's faktiske tyngde på området. Hverken det fagdidaktiske og slet ikke på skoleområdet.

I alt 25 forskere på DPU beskæftiger sig med fagdidaktisk forskning, og bredere set beskæftiger 75 forskere sig med folkeskoleområdet. Det vil for eksempel sige inklusion, skole- og klasseledelse, specialpædagogik, mobning, køn mv.

Yderligere har DPU 26 ph.d.-studerende placeret ved afdelingen for fagdidaktik (og i alt 55 ph.d.-studerende inden for skoleområdet) i samarbejde med professionshøjskolerne.

Og som et nyt tiltag er DPU også i gang med at starte et nyt forskningsprogram i læreruddannelse op med 15 forskere tilknyttet.

Det beskrives også, at omfanget af forskningen i skolefagenes didaktik før 2000 (hvor DPU erstattede den daværende Danmarks Lærerhøjskole) var større - bl.a. med en formulering om, at der på DPU kun forskes i dansk, matematik og musik.

Det er forkert.

Der forskes på DPU i fagdidaktik i relation til dansk, dansk som andetsprog, sprogindlæring, teknologiforståelse, matematik, musik, håndværk og design, madkundskab og historie. Dertil kommer store eksternt finansierede forskningsprojekter eksempelvis inden for matematikvanskeligheder, læsekompetencer, grammatikundervisning, skrive- og læsestrategier, spilbaseret læring, madkultur og flersprogethed.

Ud over det snævert fagdidaktiske uddanner DPU kandidater med relevans for skoleområdet indenfor pædagogisk psykologi, pædagogisk sociologi, pædagogisk antropologi, generel pædagogik, pædagogisk filosofi og uddannelsesvidenskab. De bliver uddannet i elevers trivsel og mistrivsel, klasseledelse, skoleledelse, professionsforståelse, inklusion, skoleforvaltning etc.

Faktisk viste en særkørsel fra Danmarks Statistik i 2018 at akademikere med baggrund i lærer- eller pædagoguddannelsen (dvs. kandidater fra DPU) er blandt tidens allermest efterspurgte i kommunerne, fordi de med deres kandidatuddannelse driver udvikling og kvalitetssikring af skole- og dagtilbuddene fremad.

Romantisering af fortiden

Mere generelt giver kritikken indtryk af, at forskning og uddannelse i folkeskolens fag havde det bedre, den gang forkortelsen over indgangsdøren i Emdrup var DLH for Danmarks Lærerhøjskole og ikke DPU, Aarhus Universitet.

Det er i bedste fald en romantisering og en hyldest til en institution, der i slut-90erne var bred enighed om, ikke levede op til tidens forventninger om en stærk og selvstændig forskningsindsats.

I forhold til DLH er DPU's fagdidaktiske kandidatuddannelser i dag mere velbesøgte end tilfældet var for DLH.

De seneste fem år har vi årligt i gennemsnit sendt 73 kandidater inden for fagdidaktik ud i den danske skoleverden.

Til sammenligning uddannede DLH i 1970'erne og 80'erne årligt i gennemsnit 29 kandidater inden for skolens fag. I 1998 viste evalueringsrapporten af Danmarks Lærerhøjskole, at antallet af dimittender inden for skolens fag var på 24!

Tallet er altså i dag tre gange større.

Evalueringen i 1998 understregede også, at forskningsopgaven ikke blev løst optimalt, og at der var behov for tydeligere og mere effektivt organiseret forskningsledelse, øget national og international profilering af forskningen og mere målrettet indsats for at få del i flere og mere langsigtede eksterne forskningsprojekter.

Realteten var, at DLH - på trods af, at institutionen på papiret havde 71 forskere indenfor fagdidaktik - i høj grad beskæftigede sig og havde succes med udviklingsprojekter og kursus- og efteruddannelsesvirksomhed. En del af forskerne havde ikke en egentlig forskeruddannelse, og der blev ikke i tilstrækkelig grad publiceret internationalt.

I dag er anseelsen af DPU's forskning markant forbedret. DPU er blot inden for de sidste fem år avanceret internationalt og ligger nu i top 100 på den globale QS verdensrangliste inden for pædagogisk forskning.

Konklusionen er, at DPU har beholdt meget af det gode fra DLH og taget det med ind i nutiden, og at kvaliteten og omfanget af den fagdidaktiske forskning i skolefagene i dag er bedre, større og på højere niveau, end den nogensinde har været før.

Misforstået kritik af efteruddannelsen

En anden del af kritikken retter sig mod omfanget af DPU's efter- og videreuddannelse af lærere.

Det er korrekt, at DPU i dag har færre indskrevne lærere end tidligere, og lærere udgør i dag en mindre andel end før af dem, der tager en kandidatgrad på DPU.

I mit stille sind ville jeg da gerne videreuddanne flere lærere - det ville vi kunne gøre godt, og man skulle være en slemt defensiv leder, hvis ikke man var klar til at udvide forretningen.

Men realiteten er, at opgaven med at efteruddanne lærere for godt 20 år siden blev flyttet væk fra DPU i forbindelse med oprettelsen. Opgaven blev i stedet placeret på CVU'erne, der som bekendt i dag hedder professionshøjskolerne. Det er kendt stof.

Målet var og er, at professionshøjskolerne skal efteruddanne lærere til diplomniveau indenfor for fagene, mens DPU skal videreuddanne lærere til kandidatniveau indenfor et begrænset antal fagdidaktiske uddannelser.

Det er den måde, vi er organiseret på, og fremfor at begræde det, synes jeg, det mest frugtbare fremtidsperspektiv er, at vi - professionshøjskolerne og DPU - fokuserer på at gøre samarbejdet endnu tættere.

Samarbejde frem for grøftegravning

I stedet for at lade os forføre til en konflikt baseret på forkerte tal, misforståelser og romantisering af fortiden, skal vi bruge kræfterne på at styrke samarbejdet.

For selvom jeg oprigtigt mener, at vi sådan set gør det godt både på DPU og på professionshøjskolerne - og at niveauet samlet set er løftet markant siden DLH-dagene - så mener jeg også, at det kan blive endnu bedre.

Det vidner det faktum, at der er nedsat en kommission til at komme med et bud på hvilke revisioner der skal til for at få en læreruddannelse på internationalt niveau også om.

Og måske er det lige præcis i et intensiveret samarbejde med professionshøjskolerne om en forskningsbaseret fornyelse af læreruddannelsen, at man sammen kan lægge planer for, hvordan forskning og undervisning i fagdidaktik kan forbedres og styrkes.

Lad os komme videre og længere, frem for at romantisere en fortid og en institution, som vi i dag overgår i resultater.