Københavnske skoler sparer penge på ulovlige vikarer
Folkeskoleloven siger, at man skal have en læreruddannelse for at undervise i folkeskolen. Alligevel bruger ni ud af ti skoler i København vikarer, der ikke er læreruddannede, for at spare penge. Det fremgår af skolernes egne kvalitetsrapporter.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Det skriver Berlingske Tidende onsdag. Avisen har talt med tre vikarbureauer og flere skoleledere, der bekræfter tendensen.
"Det er for dyrt at ansætte læreruddannede vikarer. Et længerevarende vikariat sætter vi en uuddannet vikar på, for vi har ikke økonomien til at ansætte flere lærere. Dér går vi helt klart på kompromis med kvaliteten", siger Lisbeth Palm Olesen, skoleleder på Dyvekeskolen til Berlingske Tidende.
Aftale i Odense
I Odense har kommunen og den lokale lærerforening netop indgået en aftale om, at 60 procent af skolernes vikarbudgetter skal bruges på allerede ansatte lærere, oplyser formanden for Odense Lærerforening, Anne-Mette Kæseler Jensen, til folkeskolen.dk.
"Det skal både modvirke fyringer og højne kvaliteten af vikardækningen. Vi ved selvfølgelig ikke hvad der sker med de resterende 40 procent, men vi opfordrer til, at man bruger uddannede vikarer. Det er vigtigt, at nyuddannede får en fod indenfor", siger hun til folkeskolen.dk.
"Vi får brug for dem om et par år, så det er bedre at det er dem, der får timerne end gymnasieelever, der skal tjene til et års rygsækrejse".
Århus Lærerforening har i øjeblikket ikke noget overblik over, hvor stor en del af vikardækningen i Århus Kommune der varetages af uuddannede.
Læs mere
Folkeskoleloven om lærere
Berlingske Tidende