Forskning

Maria Falk Mikkelsen fra VIVE havde fire budskaber med til de fremmødte på dagens konference om lærermotivation.

Forsker: Lærernes motivation afspejler sig i elevernes karakterer

Ifølge en Vive-forsker er lærernes motivation og begejstring helt afgørende for elevernes udbytte af undervisningen. Sammenhængen er så tydelig, at man kan aflæse det af elevernes karakterer.

Offentliggjort

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Hvad betyder lærernes trivsel og motivation for kvaliteten af undervisningen?

Det var temaet, da Undervisningsministeriet og Danske Underviserorganisationers Samråd (Dus) i dag havde inviteret eksperter og praktikere fra folkeskolen og ungdomsuddannelserne til konference på BLOX i København.

Her præsenterede en række forskere de nyeste resultater indenfor motivationsforskningen. Maria Falk Mikkelsen fra Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd (VIVE) startede med et klokkeklart budskab: Lærernes trivsel og motivation er afgørende for elevernes udbytte af undervisningen.

"Undervisere er karakteriseret ved, at de er drevet af en indre motivation, det at nyde opgaven i sig selv, og et ønske om at gøre noget godt for samfundet. Public service-motivationen kan man kalde det", sagde Maria Falk Mikkelsen i sin karakteristik af lærerstanden.

Verdens bedste job, som mange lærere ikke holder til

Og når lærerne er karakteriserede ved at være drevet af en indre motivation, så har det betydning for elevernes udbytte af undervisningen. Hun fremhævede blandt andet et forskningsprojekt fra 2014:

"Det viste, at forskellen mellem lærere kunne forklare forskellen på den enkelte elevs karakter og på, om den forskel kan forklares med den forskel, der er i public service-motivationen. Og der fandt projektet ud af, at det kan det godt. Eleven får højere karakterer, hvis læreren er motiveret, og sammenhængen er stærkere, jo længere tid, eleven har haft læreren", fortalte Maria Falk Mikkelsen.

Vigtigt at rekruttere de rigtige mennesker til lærerjobbet

"Det handler først og fremmest om at rekruttere de rigtige. At dem, der kommer ind på læreruddannelsen og senere bliver ansat i skolen, har høj motivation og self-efficacy. Det handler også om, at vi fastholder dem, og at de bliver ude på skolerne. For det andet handler det om, hvad vi kan gøre for at styrke self-efficacy og motivationen. For det er ikke konstante størrelser", lød det fra Vive-forskeren.

Det helt store spørgsmål er imidlertid, hvad man kan gøre for at opretholde høj motivation og self-efficacy, som er lærernes egen opfattelse af, hvordan de lykkes med deres arbejde.

Vold og grimt sprog: Forældreforedrag skal sikre lærere et bedre arbejdsmiljø 

Og her spiller skolelederne en vigtig rolle, fortalte Maria Falk Mikkelsen:

"Nye tiltag kan betyde rigtig meget for motivationen, hvis lærerne opfatter dem som kontrollerende. Man mister noget af sin indre motivation, hvis nye tiltag sætter mistillid til en, fordi det føles ekstremt krænkende. Hvis man synes, man er en god lærer og bliver mødt af en kontrollerende adfærd, så føles det ekstremt demotiverende. På den måde kan selve opfattelsen af nye tiltag have betydning for både den indre motivation og public service-motivationen", sagde hun og fremhævede blandt andet elevplanerne som et eksempel:

"Hvis skolelederen anlægger en blød ledelsesstil, har dialog med lærerne omkring elevplaner og en åben tilgang, så har lærerne en mindre kontrollerende opfattelse af elevplaner og en højere indre motivation. Omvendt, hvis lederen anlægger en hård stil, så har lærerne en generelt mere kontrollerende opfattelse af elevplanerne og en lavere indre motivation. Derfor betyder ledelsen meget for den indre motivation".

Lærerne ligger over gennemsnittet

Efter Maria Falk Mikkelsen gik mikrofonen videre til Tage Søndergaard, der er tidligere professor ved Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø. Og her blev der heller ikke langt fingre imellem.

"Der er en hel masse ting, vi bruger utrolig lang tid på at diskuttere med hinanden og i medierne, som blandt andet folkeskolereformen har handlet om. Men alle de ting har ingen eller meget lidt betydning for kvaliteten. Det er et paradoks, at det, vi bruger så meget tid på at diskutere, er noget af det, der har marginal betydning", lød det fra Tage Søndergaard.

DLF: Vold har store konsekvenser for både elever og lærere 

Og når man så kigger på tallene for lærernes self-efficacy, så fremhæver Tage Søndergaard en undersøgelse af lærernes egen vurdering af deres kompetencer.

"Undersøgelsen viser, at 82 procent af lærerne føler sig mere kompetente, end kollegaerne på lærerværelset. Og der er kun én procent, der vurderer sig selv som under gennemsnittet", fortalte Tage Søndergaard.

Lærerengagement er afgørende

Efter dagens forskningstunge indlæg fik lærer Mette Frederiksen fra Syvstjerneskolen i Værløse ordet for at fortælle om, hvordan hverdagen egentlig er ude på skolerne.

"Den professionelle trivsel og stolthed afhænger af, i hvor høj grad man beskæftiger sig med kerneopgaven. Og den første præmis for, at mine kollegaer og jeg kan lykkes med, er, at magthaverne omkring skolen anerkender, at den pædagogiske praksis er kompleks og ikke kan sættes på formel", lød det fra Mette Frederiksen, der også er medlem af formandskabet i Rådet for Børns Læring.

Året for arbejdsmiljø-repræsentanter sættes i gang i dag

Også lærerformand Anders Bondo Christensen havde et budskab med til politikerne, der til dagens konference var repræsenteret ved undervisningsminister Merete Riisager (LA).

"De politikere, der skal træffe beslutningerne om de næste reformer af erhvervsuddannelser, gymnasier og folkeskole skal rent faktisk tænke i de her baner, i steder for de baner, de logisk tænker i om at skrue op for timetallet eller noget andet. I stedet skal de fokusere på, hvad det er der skaber grundlæggende kvalitet i skolen", lød det fra Anders Bondo, inden han sluttede konferencen af med en ganske rammende udtalelse:

"Det afgørende er, at eleverne møder en engageret og begejstret lærer".