Det førte til en række opsigtsvækkende resultater, som forskerne Iben Nørup og Betina Jacobsen, begge postdoc på Institut for Sociologi og Socialt Arbejde på Aalborg Universitet, nu er ved at få udgivet i det internationalt anerkendte tidsskrift »Journal of Youth Studies«.

Det klare budskab er, at presset fra skole og samfund om konstant at præstere, selvevaluere og vælge rigtigt får de unge til at gå ned.

»Den ungdomsårgang, der har været igennem alle de reformer, der har indført performancelogik i uddannelsessystemet, er dem, der har det allerdårligst. Jo flere af reformerne på uddannelsesområdet man har mærket virkningen af, jo værre ser det ud til, at ens mentale helbred har det«, sammefatter de to forskere.

DLF: Lærerne er i en svær position

Kun en tredjedel har det godt

Som beskrevet i Folkeskolens forskningssærnummer før jul (nummer 21/2018) er antallet af børn og unge med stress, depression, angst og selvskadende adfærd steget voldsomt. Og den store stigning er sket blandt middelklassens og overklassens børn fra helt almindelige hjem.

Hun og Betina Jacobsen har foretaget kvalitative gruppeinterview med 17 såkaldte ungeeksperter. Det er unge, som har været helt nede at vende med psykiske problemer, hjemløshed og i nogle tilfælde kriminalitet. Efterfølgende er de kommet på ret køl og fungerer nu som rådgivere for børn med problemer.»Man kan ikke længere nøjes med at se på, hvad der sker, når børnene er hjemme, for det er alle slags børn, der bliver ramt. For eksempel udgør anbragte børn kun én procent, men her taler vi om 40 procent af de unge, som har det skidt i et omfang, der er alvorligt. Gruppen, der har det rigtig godt, er faktisk nede på en tredjedel«, fortæller Iben Nørup.

Forskerne har bedt de unge fortælle, hvad der har presset dem. Svaret er en cocktail af skolepres, høje forventninger og pres fra samfundet, krav om tidligt uddannelsesvalg med kontant afregning, hvis man vælger forkert. Og oveni en fortælling om, at man har alle muligheder og derfor er en fiasko, hvis ikke man lykkes.

De sociale medier er kun en katalysator

Nogle taler om, at perfekthedskulturen udspringer af de sociale medier og curlingforældre, som »fejer« vejen for deres børn. Men det slår ikke igennem i undersøgelsen.

»De sociale medier er scener, hvor de unge bliver udstillet, hvilket er stressende i sig selv, fordi man hele tiden skal følge med og være på. Deres venskaber bliver performancemålt i antallet og hastigheden af likes. Det er en skræmmende kultur, men det er meget tydeligt, at det ikke er det, der er årsagen til de unges frustrationer, det er mere en katalysator«, forklarer Betina Jacobsen.

I interviewene fortalte flere unge om skilsmisse, sygdom eller død i familien, men de talte ikke om det som udløsende faktorer, men som noget, de ikke havde haft tid til at forholde sig til, fordi de skulle videre med for eksempel gymnasiet.

»Det var tragikomisk, for de talte om meget svære ting, som de bebrejdede sig selv, at de ikke havde kunnet cope«, siger Iben Nørup og forklarer, at de unge føler, at de hele tiden skal være en succes, og så kan man ikke tillade sig at være ked af det over sin lillebrors død, for så er man jo dårlig til at håndtere sorg og dermed ikke robust nok.

Iben Nørup understreger, at de unge hverken er overforkælede eller overbeskyttede: »De har oplevet, at verden er hård, og nu skælder de sig selv ud for ikke at have klaret tingene godt nok i stedet for at være vrede på deres forældre eller samfundet eller livet«.

Skolen lægger det hårde pres

Skolen spiller en stor rolle, når de unge beskriver årsagerne til presset. Efter interviewene gik de to forskere derfor tilbage for at se på, hvad der har været af præstationsfremmende faktorer i de unges levetid.

»Jeg må indrømme, at jeg blev chokeret, da vi begyndte at regne sammen, hvad der er sket på uddannelsesområdet de seneste 18 år«, siger Betina Jacobsen.

Listen blev hurtigt lang og går hele vejen fra børnehaven til arbejdsmarkedet med læreplaner i dagtilbud, nationale test og elevplaner, inklusionsreform, folkeskolereform, ny karakterskala, gymnasiereformer, kvikbonus for hurtig studiestart, fremdriftsreform og SU-reformer, EUD-reform og uddannelsesloft.

Fra børnene starter i børnehaven, bliver de performancemålt og vænnet til selvevaluering, tidligt skal de foretage meget afgørende valg for deres fremtid, og det bliver understreget, at det ikke er muligt at vælge om senere, adgangskriterierne er skærpet på ungdomsuddannelser og videregående uddannelser, samtidig med at SU-perioden er begrænset.

»Fællesnævneren er et stort fokus på performance. Når man ser på folkeskolens formålsparagraf, så taler den om dannelse og medborgerskab. Men skolens virkelighed er blevet fokuseret mod karakterer og de boglige fag. Den del af dannelsen, som handler om at være en god kammerat og engagere sig i fællesskabet, og som vi slår os op på at være gode til i Danmark, er gledet i baggrunden. Alt handler om, hvorvidt de er placeret over eller under gennemsnittet. Når vi opdrager børn med det, er det måske ikke så overraskende, at det også er sådan, de måler sig selv og deres verden«, siger Betina Jacobsen.

De to forskere understreger, at presset ikke kun kommer fra skolen, det er fortællingen i hele samfundet. Men de mener, at skolen er med til at skabe problemerne og derfor også skal bidrage til løsningen af dem.

»Børn bliver konsekvent testet og spejlet i evalueringer fra læreren. Det er stressende. Selvevaluering kan være fint for voksne, men når man vænner børn til det, fra de er helt små, vil de vende oplevelserne indad og spørge sig selv, hvorfor de ikke er gode nok, når noget går skævt«, siger Betina Jacobsen.

Læreren er blevet en kontrollant

Det er skolen og systemet, de unge lægger skylden på, og ikke den enkelte lærer, og de to forskere er meget bevidste om, at det er de færreste lærere, som har ønsket performancekulturen. Men i de unges omtale af lærerne fik Iben Nørup og Betina Jacobsen endnu en overraskelse.

»De unge talte om, at kulturen har betydning for deres relation til lærerne. De ved godt, at det er lærerne, der foretager også den sociale bedømmelse af dem. Det betyder, at man ikke fortæller lærerne, hvis man har det skidt. Det kom bag på os, for der har været en forståelse af i forskningen, at lærerne var en af de professioner, som kunne indgå tillidsfulde relationer med barnet og opdage mistrivsel. Læreren kunne være den voksne, der løftede en del af den opgave, som forældrene ikke kunne magte. Den fortælling skød de unge fuldstændig i sænk«, fortæller Iben Nørup.

Betina Jacobsen understreger, at det ikke er en kritik af lærerne, men snarere en fortælling om et systemkrav, der sætter lærerne i en anden position, uanset om de vil det eller ej.

»Når skolen bliver et rum, hvor man konstant bliver målt eller testet, så kan det være svært at gå til læreren, når man har ondt i sindet. Det betyder ikke, at lærerne ikke kan skabe den tillidsfulde relation til børnene, men de skal være meget bevidste og gøre en stor indsats for det. Ellers er de blevet kontrollanter og repræsentanter for målekulturen«, siger hun.

De to forskere mener, at mængden og kombinationen af de mange performancefaktorer skaber de store problemer. Børn kan godt klare at blive testet, hvis det handler om at gå ind til en test og så bagefter kunne lege og være sig selv uden at skulle præstere.

»Men vi har skabt en struktur, hvor de unge fokuserer på performance i alle fora, for det er det, vi har trænet dem i, siden de var små. De er vænnet til at lægge meget lineære planer for deres fremtid, så når noget går galt - som for eksempel en dumpet eksamen eller et dødsfald i familien - er det en forsinkelse, som de skal forbi så hurtigt som muligt for ikke at ødelægge planen og ende som en fiasko«, siger Betina Jacobsen.

De unge har ukritisk købt den politiske retorik om at blive produktive og ikke komme til at ligge samfundet til last, mener forskerne:

»Når vi spørger dem på metaplan, kan de godt forholde sig kritisk til samfundets retorik, men når det gælder deres egne liv, så tager de hele ansvaret på egne skuldre«.

Løsningen ligger i performancefrie rum

Problemernes årsager er altså en giftig cocktail, og dermed peger forskerne også på, at løsningerne skal findes på mange planer. Første punkt er dog at anerkende den høje grad af performancemåling, og at vi har skabt en struktur, hvor de børn og unge, der ikke performer, ikke har endeløse muligheder. Samtidig skal man huske, at det er et strukturelt problem og ikke et individuelt problem, og anerkende, at en del af problemet opstår i skolen og ikke i hjemmet - og at løsningen derfor også skal findes i skolen.

»Det overordnede strukturelle problem skal løses politisk, men det betyder ikke, at man ikke kan arbejde med det i skolen også. Det handler om at skabe rum i folkeskolen, hvor performance reelt nedtones, strukturere mere leg, frirum og afslapning - performancefrie rum, karakterfrie bedømmelser«, siger Iben Nørup.

Hun og Betina Jacobsen mener, at lærerne som profession bør overveje, hvad man kan gøre for at skærme børnene. Ligesom de igangværende forskningsprojekter om resiliens, som Folkeskolen beskrev i seneste blad, også kan være en del af det at skærme børnene, fremhæver de:

»Hvis man arbejder med robusthed som individuel coping, er det blot symptombehandling, og så bliver det bare endnu et individuelt mål, som man selv har ansvaret for at nå. Men hvis man arbejder med det på et kollektivt plan - hvad man skal gøre i skolerummet for at forbedre skoledagen - så kan det bestemt give mening«.