Når du strammer garnet, kvæler du jo barnet. Det gælder både i julesangen og i folkeskolen, mener professor i pædagogik Per Fibæk Laursen. Han har ofte undret sig over, at politikerne ikke har kunnet se, at når de strammer skruen på folkeskolen med test, benchmarks, målstyring, frit skolevalg og fuld tilstedeværelse, så begynder lærerne at opføre sig som lønmodtagere med alle de negative forsvarsmekanismer, det indebærer, og at undervise mod målbare resultater. Det er stik imod, hvad forskning viser giver kvalitet i undervisningen, siger han.

Per Fibæk Laursen fra Afdeling for pædagogisk filosofi og generel pædagogik på Danmarks Institut for Pædagogik og Uddannelse (DPU) har ikke været imponeret over det, New Public Management har bidraget med i skolen. Han finder det bemærkelsesværdigt, at styringsformen har holdt ved så længe på folkeskoleområdet:

En stærk lærerprofession kan ændre styringen af folkeskolen

»Som jeg ser det, er vi et sted nu, hvor New Public Management har mistet sin legitimitet i den politiske diskurs om folkeskolen. Men den er fortsat levende i praksis«.

Per Fibæk Laursen peger på, at der er to hoveddele af New Public Management i skolen. Der er dels den teknokratiske central­styring, dels markedsmekanismerne.

»Den første del er i defensiven. Der er ingen politikere i dag, der taler om strammere styring af folkeskolen, de kappes alle sammen om at give frihed til folkeskolen. Men jeg sporer ingen tegn på, at markedsstyringen er på retur - tilgangen til de frie skoler er i vækst, og regeringen har ad to omgange givet de frie skoler økonomisk bedre vilkår. Det presser skolerne, som skal være oppe på mærkerne over for forældrene for at konkurrere med naboskoler og friskoler«.

Det passer også med undervisningsminister Merete Riisagers politiske holdninger om, at der skal gives frihed fra regler, men fuld konkurrence, påpeger Per Fibæk Laursen. Han tror ikke på, at man vil ændre på det frie skolevalg. Men med en anden politisk ledelse kunne man måske forestille sig et mindre tilskud til de frie skoler, ligesom det ville ændre på konkurrencesituationen, hvis folkeskolen fik højere status i den politiske debat.

Målstyring har negative konsekvenser

I sommer udgav Per Fibæk Laursen sammen med en række kolleger bogen »Mål med mening«. Her beskrev han, hvordan han ser tre målbølger gennem de seneste 100 år. Den første kørte fra 1920 i sammenhæng med Scientific Management, som handler om at finde de mest effektive midler til at nå et givet mål gennem detaljerede tidsstudier af arbejdsprocesserne. Den anden målbølge, der kørte i 50'erne, hang sammen med Management by Objectives, som blandt andet lagde stor vægt på målbare mål. Tredje bølge, som kom i 80'erne, hang tæt sammen med New Public Management, som introducerede accountability­begrebet, hvor sektorens medarbejdere gennem evaluering skulle holdes ansvarlige for, at målene blev nået, og resultaterne skulle vise - også via internationale sammenligninger - at der var styr på tingene. Målbølgerne er hver gang blevet mødt med samfundsmæssig kritik og er så langsomt ebbet ud for at blive efterfulgt af mere dannelsesteoretiske bølger.

Professor Per Fibæk: "Læringsmålstyring er døende"

Den seneste bølge med New Public Man­agement kom senere til folkeskolen end mange andre sektorer, men er nu ved at slippe sit greb. Det mest markante tegn på dette så Per Fibæk Laursen, da Folketinget i december 2017 vedtog, at videns- og færdighedsmålene skulle gøres vejledende.

»Det begyndte allerede, da man fra ministeriets side for et par år siden begyndte at trække projektet om læringsmålstyret undervisning tilbage. Men kan selvfølgelig diskutere, hvor meget det betyder i praksis, for lærerne har aldrig udført målene så minutiøst - det kan simpelthen ikke lade sig gøre. Men symbolsk er det et meget vigtigt tilbageslag for den teknokratiske del af New Public Management«.

Per Fibæk Laursen mener, at målstyringen har haft stor effekt på folkeskolen. Lærerne og skolelederne er blevet meget mere opmærksomme på målbare resultater, karakterer, test og præstationer i nationale test.

»I min skoletid var det sådan, at hvis en elev ikke klarede sig godt, så var det, fordi eleven var dum og doven. I dag er det, fordi læreren leverer for dårlig undervisning. Det er en væsentlig ændring i tolkningsmønsteret af, hvad der sker i skolen, som er sket gradvist over en længere periode«, siger han.

DPU-professoren mener, at kommunerne har spillet en stor rolle, fordi de er begyndt at følge meget med i resultaterne af afgangsprøver og nationale test. En lille afvigelse kan betyde en opringning fra forvaltningen til skolelederen, som skolelederen så sender videre til lærerne.

»Når lærerne har taget målstyringen til sig, er det, fordi de har været tvunget af presset oppefra. Ikke fordi de har troet på, at det har været den bedste måde at undervise på. Skolelederne er presset af markedsgørelsen, hvor de skal give forældrene et positivt indtryk, for at de ikke søger andre skoler«, siger Per Fibæk Laursen og nævner som eksempel, hvordan en skoles fejring af at være blevet danmarksmester i skoleudvikling med det samme resulterede i et debatindlæg fra den borgerlige tænketank Cepos, der undrede sig over, hvordan man kan blive danmarksmester, når man ligger halvdårligt på deres ranglister.

»Lærerne er presset til at undervise på en måde, hvor de stiller eleverne så gunstigt som muligt i forhold til test og afgangsprøve. Det er til en vis grad teaching to the test. Det er en styringsform, der har været i skolen, så længe man har haft eksamener og prøver. Men presset fra det er blevet meget mere mærkbart end tidligere, og det er kommet ned i de små klasser«, siger Per Fibæk Laursen.

Frihed til at levere god undervisning

Den kraftige styring af folkeskolen har i nogen grad været et forsøg på at afhjælpe politikerne og offentlighedens store skepsis i forhold til det, man har kaldt den privatpraktiserende lærer, som kunne gøre, hvad han ville, uden nogen form for kvalitetskontrol. Den kritik skal man som lærer selvfølgelig lytte til, mener professoren. Men det ligger i høj grad i teamsamarbejdet. At strække den så langt ud i den modsatte retning, som man har gjort i dag, mener han er negativt for undervisningen.

»Forskningsmæssigt er der ingen tvivl om, at det bedste er, at lærerne har større frihed, fordi lærerengagementet er så vigtigt for undervisningens kvalitet. Jeg har lige været til et debatmøde på Frederiksberg, hvor en lærer i panelet fortalte om, at de er på vej til mere portalundervisning - altså undervisning, hvor de store forlag inden for de store fag har skabt en elektronisk portal, hvor tekster og arbejdsopgaver er integreret. Fordi mange lærere er så pressede forberedelsesmæssigt, magter de ikke andet end at følge portalerne. Det kan man overleve på, men der kommer til at mangle ejerskab og engagement. Man ved forskningsmæssigt, at noget af det vigtigste er, at lærerne brænder igennem i forhold til eleverne«, siger Per Fibæk Laursen.

Flere uddannelsespolitikere er da også enige om, at skolerne skal have mere frihed. Per Fibæk Laursen giver som eksempel, da han deltog i Undervisningsministeriets seminar for de nye arbejdsgrupper for fagene. Her blev større frihed til skolerne nævnt adskillige gange.

»Men spørgsmålet er, hvem der mere præcist får den frihed. Aarhus Kommune har gjort læringsplatformene frivillige, men kun for skolerne, ikke nødvendigvis for lærerne. Den øgede frihed er blevet et slagord på det ideologiske plan. Det kan være på det kommunale plan og i nogle tilfælde også for skolelederen, men det bliver ikke automatisk til mere frihed for lærerne. Og frihed til hvad?«

Teamsamarbejde og mål med mening

Per Fibæk Laursen mener, at de seneste år har været en krig mellem to fronter. Undervisningsministeriets projekt om læringsmålstyret undervisning lagde ensidigt vægt på målene som styrings- og effektiviseringsinstrumenter. Det førte til, at læringsmålstyringen ikke blev oplevet som meningsfuld. På den anden side står dem, der helt ønsker at droppe mål og kun mener, at folkeskolens overordnede formålsparagraf er nødvendig. Men de overser, at meningsfuldheden i arbejdet hænger sammen med målrettetheden. Og at både lærere og elever faktisk værdsætter mål. Derfor har Per Fibæk Laursen og hans forskerkolleger i deres bog udviklet en mellemposition mellem stram læringsmålstyring og helt at droppe mål.

»En vej frem, hvor det er mål med mening. Men det kræver, at formål og mål skal pege på noget, som skolen har særlige muligheder for at bidrage med, at målene handler om noget væsentligt, som der er gode grunde til, at eleverne skal lære, at målene kan samle skolens personale i oplevelsen af at bidrage til en fælles indsats, og at målene handler om noget, som elever, forældre og samfundet oplever som værdifuldt«.

De tidligere målstyringsbølger er som nævnt blevet efterfulgt af dannelsesteoretiske og samfundskritiske holdninger. Per Fibæk Laursen mener, at lærerne godt kan påvirke, hvad der kommer til at ske med folkeskolen nu.

»Det, de først og fremmest kan gøre, er at gøre offentligheden opmærksom på, at lærerne er optaget af og værner om skolens kvalitet og konstant arbejder på at udvikle den«, siger han og peger på, at lærerne med rette kan sige, at de har vist sig mere ansvarlige over for skolens kvalitet end politikerne har:

»Politikerne har ikke været synderligt ansvarlige over for undervisningens kvalitet i praksis. Arbejdstidsindgrebet og skolereformen, at lærernes forberedelsestid blev reduceret så kraftigt, det var væsentlige anslag mod undervisningens kvalitet, som aldrig blev forklaret eller begrundet«.

Lærerne er blevet dygtigere

I dag er der en helt anden holdning til lærerne og skolen i offentligheden, end der var for 10-15 år siden. Hvor forældrenes bekymringer tidligere gik på fagligheden, handler det i dag om, hvorvidt deres børn trives i skolen.

»Forældrene har fået større tillid til, at lærerne har tjek på det faglige. Jeg mener, at det handler om, at lærerne er blevet dygtigere, og at der er sket en ændring i lærerkulturen. Lærerne synes selv, at fagligheden er vigtigere, end man syntes for 20 år siden, og man mener, at alle elever skal have et godt fagligt udbytte«, siger Per Fibæk Laursen.

Holdningsændringerne har støtte i den pædagogiske forskning, hvor man i reformpædagogikken godt kunne finde argumenter for, at de indre kræfter i eleven ville sørge for, at det faglige kom af sig selv, når tiden var moden. Den misforståelse er væk i moderne pædagogisk forskning, forklarer professoren.

Men den stramme centrale styring af folkeskolen har svækket folkeskolens markedsmæssige position, hvis man vil udtrykke sig i New Public Management-jargonen. Mange forældre og lærere ser fordele ved de frie skoler, hvor rammerne er friere, og folkeskolen mister derfor terræn. Derfor bør lærerne gribe øjeblikket og tage føring. I bogen foreslår Per Fibæk Laursen og hans kolleger begrebet »Aufhebung« - ophævelse. At man hæver sig op over de hidtidige uforenelige modsætninger for at få øje på nye sandheder i begge positioner og integrere dem i en ny forståelse.

»Det kræver selvjustits, teamsamarbejde, og at alle bliver bedre til at lære af hinanden. Og så vil det også gavne standen, hvis de får en femårig læreruddannelsen på universitetet«.