Mona Striib bliver ny formand for Forhandlingsfællesskabet.
Foto: Karen Ravn
Ny topforhandler lover: Lærerne skal have en arbejdstidsaftale ved OK21
"Den arbejdstidsaftale skal i hus, hvis OK21 skal landes", lovede FOA-formand Mona Striib, da hun i dag blev valgt som ny overenskomstforhandler for de kommunalt ansatte efter 'duracellkaninen' Anders Bondo.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Anders Bondo Christensen er aldrig syg. Men siden forårets langvarige overenskomstforhandlinger har han døjet med rygproblemer, og i dag blev han nervøs for, at han også havde fået feber, så varm var han i kinderne efter afskedstalerne fra en stribe af kollegerne inklusiv Mona Striib, da han i dag gik af som formand for Forhandlingsfællesskabet, der forhandler overenskomster på vegne af alle kommunalt og regionalt ansatte.
OK21 bliver uden Bondo som kommunal topforhandler
Selv fortalte han også anekdoter fra de 11 år, han har stået i spidsen for i alt fem overenskomstforhandlinger:
"Da Nina Palesa og de øvrige aktivister tændte lys foran Forligsen med budskabet om, at fra nu af ville der være døgnvagt - og hele folkefesten der fulgte. Tak for kaffe, skulderklap og hyggesnak også klokken 03:30 om natten", sagde Anders Bondo i sin sidste formandsberetning til repræsentantskabet.
"Selv når dramaet er på det højeste, er der heldigvis plads til et smil, som i 2013, hvor vi efter utallige spildte timer i Forligsen langt om længe blev kaldt ned til Mette Christensen, der blot kunne meddele, at arbejdsgiverne ikke ville ændre så meget som et komma i deres udspil på underviserområdet. Alternativet til en konflikt var derfor, at jeg skrev under på arbejdsgivernes diktat. Det fik mig til spontant at udbryde: 'Det kan jeg da ikke skrive under på!' - hvorefter Mette kiggede op på mig med sit lune og listige smil og sagde: 'Det kan du da godt Anders, så skal du bare ud og undervise igen'"
Tilbageblik på OK18: "Vi må aldrig slippe den danske model"
Overenskomstsystemet tager ansvar
Han opsummerede også resultaterne i tal:
"Fra 12,8 procent i 2008 til 8,1 procent i 2018 inkl. reststigning. Her i mellem 3,03 procent i 2011, 2,16 procent i 2013 og 5,87 procent i 2015. Resultaterne understreger, at overenskomstsystemet tager et stort ansvar og tilpasser sig de skiftende konjunkturer", fremhævede han.
Og så lagde han vægt på resultaterne af et godt sammenhold på lønmodtagersiden:
"Vi mestrede, trods bump undervejs, at stå sammen", sagde Anders Bondo, der fortsætter som en af fire næstformænd i Forhandlingsfællesskabet. "Jeg er derfor også glad for, at bestyrelsen i den forbindelse har understreget, at støtten til underviserne er intakt. Der skal i de kommende år findes løsninger, som bringer underviserområdet videre og bort fra den lovregulerede arbejdstid. Vi vil på underviserområdet bide os fast i bordpladen med KL for, at vi sammen kan finde løsninger", sagde han og understregede, at der sker en tæt koordinering på arbejdsgiversiden, og derfor også skal være det blandt lønmodtagerne:
"Koordineringen er ikke i modstrid med, at vi forhandler på tre selvstændige forhandlingsområder, hvor der skal være plads til konkrete og tilpassede løsninger".
Anders Bondo glædede sig i sin tale på forhånd over at overlade stafetten til én, der virkelig vil fællesskabet. Og som ventet var der ingen modkandidater til FOA-formand Mona Striib som ny formand for Forhandlingsfællesskabet og dermed ny forhandler på vegne af alle de kommunalt ansatte.
FOA-formand er klar til at tage over efter Bondo som OK-topforhandler
Balancegang
"Jeg er glad for, at du ikke forsvinder", sagde Mona Striib - "gode tips og tricks og historiske erfaringer kan være gode at lytte til"
"På et tidspunkt i sommer sagde jeg til dig, at jeg bød ind på opgaven, men ikke med udelt begejstring. For jeg er bevidst om, at den rolle, hvor man både forhandler på vegne af sin egen organisation plus forhandler på tværs, forpligter, og at det kan give udfordringer i ens egen organisation. Det har du haft dine balancegangsøvelser med mange gange, og det har du klaret ganske glimrende", sagde Mona Striib og fortalte om sin oplevelse af Anders Bondo som en ren 'duracellkanin'.
"OK18-oplevelsen, hvor vi endte i Forligsen uden noget som helst, så langt væk fra hinanden på alle tre områder (kommuner, regioner og stat, red), slår med mange mil alle andre overenskomstforløb, men man skal jo slutte på toppen. Noget af det, der har imponeret mig rigtig meget, er når du har været i stand til lægge dig på mikrotyndt liggeunderlag, mens vi andre skvadrede videre og spiste slik, og så efter 20 minutter er sprunget op helt frisk. Og så dengang du kom tilbage og fortalte, at du syntes, du ville lade lidt op, så du havde løbet en tur og bagt nogle boller, mens jeg aldrig nåede længere end til at sparke lidt til de tøjbunker, der havde ophobet sig, mens man kun lige nåede hjem at sove nogle timer hver nat".