Hvorfor har du som rektor en holdning til udfaldet i Erik Schmidt-sagen?

Det har jeg, fordi jeg mener, at jeg som rektor for en stor uddannelsesinstitution, blandt andet for læreruddannelsen, skal stå vagt for nogle ret grundlæggende idealer i professionelt arbejde. Et af de idealer er, at undervisere fra min egen institution, men også lærere i folkeskolen skal synge med deres næb. De skal kunne ytre sig frit, hvilket er grobund for en god arbejdsplads. Det har jeg lagt meget vægt på personligt som rektor for Metropol og nu på Københavns professionshøjskole. Erik Schmidt-sagen er en god anledning til at at rejse dette flag nok engang.

Hvad er din opfordring til KL og Odense Kommune?

Jeg har ikke en specifik opfordring, fordi jeg ikke har sat mig ind i det specifikke i sagen. Jeg hæfter mig ved to forhold i den forbindelse. Dels at vi skal agte og fremme ytringsfriheden og brugen af den. Dels at man ikke skal forveksle ytringsfriheden med loyalitetsforpligtelsen. Den er jo ikke sløjfet. Jeg synes, at de to ting går smukt sammen, fordi ytringsfriheden giver medarbejderne mulighed for at ytre sig om, hvad vedkommende synes er rigtigt eller forkert. Den mulighed, mener jeg, er i alles interesse. Loyalitetsforpligtelsen sikrer os, at demokratiets beslutninger følges, fordi man i sin ende som rektor eller skoleleder agerer på et demokratisk mandat.  

Hvad kan man lære af sagen, og hvem kan lære af den?

Vi kan lære, at vi hele tiden skal mindes om, at vi har ytringsfrihed. Men det er også vigtigt, at vi øver os på at bruge vores ytringsfrihed. Jeg tror, at det kan være frygteligt intimiderende at bruge sin ytringsfrihed som medarbejder. Det kan være pinligt, man kan være i tvivl. Det kan også være ubehageligt for lederen. Men det hører med, særligt hvis man er en del af en institution, der bekender sig til oplysning. Det gør os klogere, når vi er gode til at bruge ytringsfriheden. Vi skal simpelthen øve os i det for, at vi bliver faktisk klogere af det. Man skal ikke være bekymret for at ytre sig. Men det er klart, at når man ytrer sig, så skal man også være klar til at blive sagt imod. Og man skal også ytre sig på et ædrueligt grundlag. Men der må ikke herske nogen tvivl om, at man fra ledelsens side hilser det velkommen både i den offentlige debat, men også i den interne. Jeg vil gerne sige fra min platform, at diskussion, dialog og drøftelse er yderst vigtig. Det hører sig til. Det er der, vi rykker os som institution. Man skal ikke frygte repressalier overhovedet, hvis man ytrer sig. Tavse professioner er enten underdanige eller kriminelle, og ingen af delene er at foretrække. 

Du nævner, at det som medarbejder kan være intimiderende at ytre sig. Hvordan kan man som medarbejder øve sig i det over for sin leder og på en måde, så man bliver hørt?

Medarbejdere, men også ledere skal øve sig på at ytre sig respektfuldt og ordentligt. Men vi må også være overbærende, der kan også ryge en finke af panden. Det skal der særligt være plads til blandt medarbejdere og i et mindre omfang blandt ledere. Vi er ikke perfekte. Det kan også blive lige vel bedemandsagtigt, hvis vi skal tale som en retskrivningsordbog. Så der skal være en vis form for overbærenhed. Det kan der kun være, hvis institutionsansvarlige, ligesom mig, siger 'værsgo' her er ordet. Men det ændrer ikke på, at når der er truffet en beslutning, så følges den også til dørs. Men ordet er frit, herunder kritik af ledelsen, kritik af regeringen, kritik af fagmiljøer. Fagmiljøer skal jo også omfavne deres egen dissens, hvilket heller ikke altid er nemt. Det er vigtigt at slå princippet fast som leder, det er vigtigt at øve sig og så er det vigtigt, at der er en form for tålmodighed. Når medarbejderen ytrer, at det her er vanvid, der skal man som leder læse en frustration, et spørgsmål lige så meget som et svar. Man skal finde argumentet. Det er ikke altid, at folk ytrer sig formfuldendt, slet ikke i en presset situation, og det er okay, men det må aldrig blive personligt chikanerende. Der skal være højt til loftet og langt til døren. Ytringsfrihed kan være svært. Lederne kan blive i tvivl om medarbejderens loyalitet, hvis medarbejderen ytrer sig. Det er også en læreproces at kunne skille netop det ad.

Gordon Ørskov Madsen har nævnt, at de i Danmarks Lærerforening oplever flere sager om lærere, der mødes med negativitet fra deres ledere. Bør man have fokus på at ytre sig og tage imod en ytring på uddannelsen?

Det er generelt mange professionsuddannelser, der arbejder med at gøre det organisatoriske set-up omkring professionelt arbejde mere tydeligt. Hvad vil det sige at være professionel? At tydeliggøre den organisatoriske kontekst for det at være sygeplejerske, lærer eller pædagog. Det er også at træde ind i et rum, hvor man som professionel skal drøfte ting, håndtere sin egen del af en større helhed. Det betyder også, at man som leder skal lære at håndtere netop den kontekst. For mig handler det lige præcis ikke om at tåle, at de professionelle bruger deres næb. Det handler om at skabe rum for det, så der kan skabes en bedre skole gennem drøftelser, samtaler og kontakt. Det tror jeg på ytringsfrihed leder til, hvis vi øver os på det.