Hverdagsbilleder fra skolen – og om hvorfor vi skal tænke specialundervisning anderledes.

Der er for mange børn, der ikke trives i skolen. Men der er også for mange lærere, der ikke trives med deres arbejde.

I hverdagen støder jeg som kredsformand på lærere, som har det skidt på arbejdet.

Der er f.eks. den unge nye mandlige lærer, der er kreativ, empatisk, bredskuldret og musikalsk. Lige hvad enhver skoleleder drømmer om. Han har været lærer i 2 år og underviser i 2. klasse. Han vil frygtelig gerne nå alle børnene i klassen, men en pige på 9 år har været tvangsfjernet fra hjemmet i en årrække og er kommet tilbage til sin biologiske mor. Hun har lige skiftet skole og er under udredning for mistanke om tidlige skader. Hun slår de andre børn dagligt, hun slår sin lærer, og hun skriger højt, hver gang hun støder på en svær situation, og det gør hun mange gange i løbet af en lektion. Den unge lærer reagerer nu med stresssymptomer på alle høje lyde, også dem der bare stammer fra legende børn i skolegården. Han græder, når han går hjem fra arbejde.

Så er der den kvindelige lærer sidst i 30-erne med 3 børn derhjemme. Familien har bestemt, at hun skal være på deltid for også at kunne nyde sine egne børn. Hun har en stilling på 30 timer om ugen, og hun underviser hun 23 lektioner om ugen. Hun ved godt, at hun egentlig kun skal arbejde i 30 timer, men hun er den pligtopfyldende type, som simpelthen ikke kan nå at forberede sine 23 lektioner, være en del af sit team, holde møder/skrive sammen med forældre mm. Derfor sætter hun sig hver aften og forbereder sin undervisning derhjemme, for at have en chance for at lykkes med sin undervisning næste dag. Hendes egne børn når hun ikke at synge godnatsange for.

Der er også den ældre lærer, der har undervist i en evighed og har en kæmpe bred erfaring fra folkeskolen, da hun nærmer sig pensionen. Hun underviser i 1. klasse, men i denne klasse sidder der 6 børn med diagnoser. De fleste kan hun magte med sin solide erfaring, men en infantil autist er grænseoverskridende voldelig mod både børn og voksne, og hun har meget svært ved at se på, at de andre børn i klassen får daglige bank. Selv er hun overrasket over, at så lille et barn kan få hende til at reagere med afmagt, desperation og stress.

Historierne er eksempler taget direkte fra det virkelige liv og er set fra medarbejdernes stol – selvom de naturligvis er anonymiseret. Jeg lytter til de lærere, der kommer i klemme på deres job. Fælles for disse mennesker er nemlig, at de bliver mødt med næsten samme opskrift, når de kontakter deres arbejdsgiver: De får sig en rådgiver, som skal hjælpe dem med at kigge på deres egen praksis. Det er nemlig ”in” i tiden, at vi skal støve vores relationskompetencer af og forbedre vores praksis for at kunne inkludere alle børn. Det er for så vidt et fornuftigt synspunkt – til enhver tid må man spørge sig selv om, hvorvidt man gør sit arbejde godt nok, og om der er noget, man kan lave om for at lykkes bedre.

Men den unge lærer tænker: ”Uha, var det det, der var lærerlivet? Måske bliver det bedre – jeg er jo uerfaren. De ældre lærere kan nok nogle bedre tricks end mig”. Læreren på deltid tænker: ”Jeg er træt, min mindste sover ikke igennem om natten. Min forberedelse er ikke god nok. Jeg præsterer ikke godt nok på jobbet” Den ældre lærer tænker: ”Jeg har mistet grebet. Det jeg før kunne få til at lykkes, kan jeg ikke mere. Det er nok fordi, jeg er ved at blive gammel. Jeg er heller ikke så skrap til det med IT og de nye undervisningsmaterialer”. 

Fælles for dem alle er: De vender det indad. Og de bliver syge. Det ødelægger menneskeliv – både børns og voksnes. Og det er hundedyrt.

Hvad skal vi så i stedet? Hvis jeg kastede en opskrift på disken på det, kunne jeg nok blive indstillet til en eller anden pris. Og det kommer ikke til at ske.  Men der er to budskaber, jeg er sikker på, vi skal arbejde med: 1: Lige gyldig hvor mange udfordringer, diagnoser og traumer, vores børn slås med, er vi simpelthen nødt til at arbejde med, at det ikke skal gå ud over andre. Børn der har det godt, slår ikke på andre, så naturligvis skal vi arbejde med, at børnene får det bedre. Men hverken andre børn eller voksne skal leve med vold på deres skole.

2: Vi har i de senere år lukket særlige skoletilbud i stor stil. Vi giver i stedet børnene en ”ny start” på en anden skole, vi trækker børn hjem til egen kommune og laver støtteordninger i egen klasse i stedet for. Mange børn får overhovedet ikke den hjælp, de har behov for. Måske fordi de aldrig er blevet diagnosticeret. Diagnoser er nemlig også umoderne, for det er jo relationen, det handler om. Og så handler det vist også en hel del om kroner og ører. Summa summarum: Der er fortsat brug for specialundervisning. Vi skal tænke og organisere den anerledes, end vi gør i disse år. Og den proces må gerne gå lidt kviktJ

Venlig hilsen

Lise Vadsager, kredsformand i Ringsted-Sorø Lærerforening.

Ringstedvej 8, 4171 Glumsø.